Havskildpadde

Flyt liggestolen, Bo, skildpadden vil lægge æg!

Læs hvor du kan spotte skildpadderne på Tobago

Turtle beachKarina og Bo var på studietur gennem Caribien for at tjekke hoteller og nye muligheder. På Tobago satte de sig i en liggestol en aften, men lidt efter kom en 3 - 400 kg tung skildpadde op fra havet. Den satte kurs lige mod dem. Der skulle nemlig lægges æg nu, og det skulle ske under Bos liggestol. Oplevet af Karina Dam-Nielsen og Bo Frilund, Nyhavn Rejser

Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, at Karina og Bo var lige på det sted den aften. Karina kender Tobago som sin egen bukselomme, men det hjælper selvfølgelig også, at strandens navn er Turtle Beach.

Det var heller ikke tilfældigt, at de var der klokken 22. Skildpaddernes ur er indstillet på det klokkeslæt, når det er tid at gå på land for at lægge æg. Alligevel gik der et sug gennem maven på dem begge, da der pludselig viste sig en skygge ude i vandkanten, hvor månen var den eneste lyskilde. Kæmpen dukkede langsomt frem – fra vandet og fra fortiden, for man kan ikke lade være med at tænke på dinosaur og fortidsøgler, når man står ansigt til ansigt med en prustende læderskildpadde.

SkildpaddeBo og Karina var på det tidspunkt de eneste turister på udkig efter skildpadder. Og det virkede også som om, at den var på udkig efter dem. Langsomt kæmpede den sig frem med kurs mod Bo. En meter fra hans liggestol stoppede den, hævede hovedet og trak vejret dybt, dybt ind. Skildpadder ser elendigt, så de snuser sig frem. Et øjeblik efter fortsatte den, og Bo måtte flytte både sig selv og liggestol. For det var lige dér, æggene skulle ligge. Og måske også lige dér, kæmpen selv var blevet udklækket.

2½ time og førstegangsfødende

Lidt efter lidt gik rygtet om skildpadden på det nærliggende resort.Vagter kom til og styrede de 30 - 40 nysgerrige. Det er  vigtigt, at skildpadden får ro til at finde sit sted og komme i gang med æglægningen, da den ellers kan finde på at vende om. Skildpadden gravede et 50 cm dybt hul med bagbenene, og så gik æglægningen heldigvis i gang. Nok 80 æg, måske flere.

De professionelle vagter kunne se, at det var første æglægning for skildpadden, så den blev efter et stykke tid mærket og målt op på kryds og tværs. Bagefter gik den en runde om hullet, som blev dækket til, og så prustede den igen derudaf mod bølgerne. Og Bo og Karina kunne vende næsen hjemad mod deres hotel en kæmpe oplevelse rigere.

Et par gode tips

A French Angelfish in TobagoSkildpaddesæsonen på Tobago er fra februar til maj, og æggene udklækkes nogle måneder senere. Hold afstand til skildpadderne og giv dem ro.

Tal stille, brug ikke blitz og klap dem endelig ikke, uanset hvor fristende det er! På Turtle Beach ligger et typisk familieresort med mange faciliteter.

Kommer du udefra skal du ind i receptionen og købe en voucher for 100 Trinidad Tobago dollars bare for at få lov til at købe noget. Tag i stedet lidt med hjemmefra og sæt jer i sandet i måneskinnet, mens I venter på skildpadderne.