Jeg lukkede øjnene og trådte ud

1200 meter over Grand Canyon

 

Jeg havde fået at vide, at Skywalk-glasbroen under mig kunne bære 71 Boing 747'ere inklusive passagerer, men derfor behøvede den jo ikke kunne bære mig. Med 1200 meters frit fald ned til Colorado River hjalp hverken logik eller sund fornuft. Heldigvis hjalp Karin mig i stedet med de første skridt, og så kunne vi jo altid se, hvornår jeg turde åbne øjnene!

Oplevet af Dorthe Lærke Hansen, Nyhavn Rejser

Det hele startede ved Pow Wow i Las Vegas. Branchefolk fra hele verden mødes, og hvert tyvende minut begynder et nyt møde om lokale tilbud, hoteller og oplevelser i USA og på Hawaii. Bagefter vurderer vi hver eneste mulighed med henblik på fremtidens rejseforslag. Vi var selvfølgelig med, men én ting er at høre om store oplevelser i korte møder, en anden at prøve dem på sin egen krop. I et møde om helikopterflyvning, flodsejladserne og Skywalk-broen i Grand Canyon West, blev vi inviteret til at prøve en af deres udflugter.

Nogle dage efter sad Karin Selbach og jeg i et fly på vej til Grand Canyon West. Vi landede og drønede kort efter afsted i en helikopter ud over de enestående kløfter og helt ned i bunden til Colorado River. Her sejlede vi op ad floden på en lille flodbåd for senere at drive stille tilbage. Ind i helikopteren igen for at flyve op til toppen, hvor der går en shuttlebus hvert tiende minut ud til steder, hvor privatbiler ikke må køre. Man kan så stå af og få indblik i Hualapai-indianernes levevis i en landsby og på en ranch, og man kan stoppe ved forskellige udsigtspunkter – blandt andet glasbroen Skywalk.

Jeg kan flyve!

Broen har form som et U. Toppen af U'et er på en eller anden måde skruet fast i klippetoppen 1200 meter over Colorado River. Inde fra den faste grund kan man bevæge sig ud i intetheden.

Ude i siderne ved rækværket føler man sig i rimelig sikkerhed. Her er der nemlig lagt en bund under glasbroen. Men inde på midten føler man, at man svæver. Og er der noget, jeg ikke er skabt til, så er det at svæve!Jeg holdt krampagtigt fast i gelænderet, selv om jeg godt vidste, at knækkede U'et af klippen, så ville gelænderet nok ryge med.

Men lige nu og her var det altså min opgave at at holde godt fast, så jeg ikke røg ned i dybet. Så var det, at jeg så Karin stå dér foran mig midt ude i luften. Hun rakte hånden frem og tilbød at hjælpe mig det forløsende skridt. Jeg lukkede øjnene. Hjertet bankede. Og helt langsomt bevægede jeg den ene fod lidt væk fra mit sikre ståsted. Med miniskridt blev jeg ført ud på glasbunden, og til sidst måtte jeg jo til det. Langsomt åbnede jeg øjnene og lod blikket følge de lodrette klippesider ned i dybet til Colorado River. Hvornår jeg begyndte at trække vejret igen, ved jeg ikke, men det var helt ubeskriveligt.

Et godt formål

Jeg ved da godt, at det er turistet. Du kan endda blive fotograferet med en indianer i den store fjerpragt. Men det skal der også være plads til, når oplevelserne er af den kaliber. Og generer det dig med en glasbro i Grand Canyon, så tænk bare på, at det er Hualapai-indianerne, der har fået den bygget, og overskuddet går til stammen selv.

Lige nu anbefaler vi at flyve derud. Vejen er for viderekommende, og selv om Skywalk er en oplevelse ud over det sædvanlige, behøver køreturen dertil jo ikke give tilsvarende sug i maven. Men der er planer om at asfaltere vejen, så det følger vi nøje.