På Bed & Breakfast i sydafrikansk township

Er du da vanvittig????

 

Lone og Anne trodsede alle advarsler og bestilte overnatning på Vicky’s Bed & Breakfast i et township med 2 millioner beboere uden for Cape Town.

Oplevet af Lone Meldgaard, grafiker hos Nyhavn Rejser.

De blev hentet på hotellet af Vicky og hendes mand, og da bilen kørte af sted, lænede Lone sig tilbage i bilen og tænkte: ”Det er min mor og far. De vil passe på mig. Og der er alligevel ingen vej tilbage nu!”

Bilen sætter i gang mod Khayelitsha township uden for Cape Town. Alle har fortalt Lone og hendes rejseveninde, at de er vanvittige. Især de lokale. To danske piger kan da ikke overnatte i et township! Men Lone og Anne har altså booket værelse på Vicky's Bed & Breakfast.

"Min mor forstår jo heller ikke, at jeg tør gå på gaderne i København", siger Lone med sin vanlige jyske ro.

Hvad har vi gang i?

Mens det trygge og komfortable hotel forsvinder i bagruden, tænker Lone på de mange diskussioner, de to havde, da de planlagde opholdet.

"Er vi bare rige, der nyder gyset ved at kigge på de fattige? Eller er vi mennesker, der med vores besøg får indsigt i en anden verden og støtter økonomien i et township?"

Lone er ikke i tvivl: "Jeg kunne simpelthen ikke tage til Sydafrika UDEN at have været derude! Jeg har rejst meget, og også i Østen har jeg mødt fattigdom. Men hvordan definerer man fattigdom? Er man fattig, når man ikke får noget at spise? Er man fattig, hvis man ikke har internet? Skal vi måle alt ud fra vores egen målestok, og skal vi vende ryggen til og frygte alt, der ikke er, som vi drømmer om? "

Rundvisning

Khayelitsha er Sydafrikas største enkeltstående township og ligger ud til False Bay i udkanten af Cape Town. Her lever over 2 millioner beboere i blikhytter og skure, så langt øjet rækker.

Vicky's Bed & Breakfast åbnede i 1988. Hun og manden byggede selv huset af bølgeblik og træ på to måneder. Siden har hun fået råd til at udvide, så hun i dag har områdets eneste hus i to etager. Vicky er en institution i hele Cape Town og en årsag til en trods alt bedre økonomi i Khayelitsha.

Her er de senere år kommet Spar-købmand, turistkontor, skoler og 6-7 andre Bed & Breakfasts, da Vicky's Bed & Breakfast havde vist vejen som en bæredygtig forretning.

Det lyder som den rene solstrålehistorie, men Khayelitsha byder stadig også på usle boliger og høj kriminalitet i en befolkning, hvor 40 % er under 19 år.

På vejen ved Vickys's Bed & Breakfast står en rækkehalvfærdige murede huse. Sådan har de stået i 8 måneder, og Vickys store drøm er, at de en gang bliver færdige. De repræsenterer et stort fremskridt – selv om der er to huse om et toilet.

Øl med de lokale

Lone og Anne ankommer til Vicky's Bed & Breakfast midt i en vild fest på gaden uden for Vicky's. Lige over for ligger værtshuset Waterfront, og der er gang i øllene. "Det er søndag aften, vi sidder bag i bilen som to små børn, og foran Waterfront står 100 mennesker og drikker øl. Høj musik. Der er virkelig fest. Det er som at blive suget ind i en tragt. Meget overvældende".

Lone og Anne får deres værelse.

Dem har Vicky's Bed & Breakfast fire af. Store, rene og pæne.

De bliver tilbudt en rundvisning i området sammen med to ansatte fra Vicky's, som skal passe på dem. De er meget mindre end de danske piger, så hun er nogle gange i tvivl om, hvem der passer på hvem, men det er tydeligt, at de to sender et signal til omgivelserne om, at her er nogle gæster, som man skal behandle ordentligt. I alles interesse.

De spørger lige så meget til deres gæsters liv, som Lone og Anne spørger til deres, så snakken går, og bagefter ligger det i luften, at nu må Lone og Anne da give en øl.

Waterfront er nu officielt lukket på grund af en begrænset bevilling, så Lone bliver ledt om bag bygningen ad en lang gyde fyldt med mennesker til et bagindgangen, hvor de køber øllene gennem nogle store tremmer. "Der bliver bare kigget. Jeg er høj med blå øjne midt i dette mylder.

Alle hilser med deres specielle 1-2-3 håndtryk – hey you where do you come from … Jeg er bare nødt til at vise tillid, og nogle gange er det altså fedt totalt at slippe kontrollen over situationen og lade sig flyde med.

Og så stod vi bare foran det værtshus og snakkede med alle de mænd. De fortalte om deres liv, deres utilfredshed, og de fotograferede os med deres mobiler og diskuterede politik med os – det er altid godt at mødes over en øl!".

Lone kan godt mærke, at de to ansatte hele tiden holder øje, og i ny og næ skal hun bare se over på dem for at få en tilkendegivelse af, om hun f.eks. skal give en øl til en, der beder om det – det skal hun ikke.

Respekt for Vicky

Festen slutter for Lone og Anne, når aftensmaden står op bordet hos Vicky. De bliver bænket klos op ad en kæmpe fladskærm. Filmen Terminator 1 kører, og Vicky skruer helt op for lyden, så hun kan følge med ovre fra sofaen uden at blive forstyrret for meget.

"Hun er meget markant kvinde. Vi fik svar på vores mange spørgsmål, men alligevel var det tydeligt, at vi var der på deres præmisser", fortæller Lone. "Men man kunne kun have respekt for hende. Hun er en af den slags kvinder, der gør, at fattigdom kan begrænses. Kort forinden havde hun haft besøg af 40 amerikanere, og så havde hun bare skaffet indkvartering til alle i området. Snart kom 50 teenagers fra flere lande, der skulle spille fodbold …"

Marias vuggestue

Næste morgen bliver Lone og Anne kørt på sightseeing i området med Vickys mand. På vejen besøger de Marias vuggestue. Maria passede oprindeligt et par børn, men Vicky opfordrede hende til at starte en egentlig vuggestue. I dag er der 25 børn og en ekstra ansat.

"25 skønne unger! De griner højt, når de ser vores billeder af dem, og nok er de beskidte, men de er velnærede og sunde at se på. Når de bliver passet, er det fordi, at far og mor trods alt har et arbejde", fortæller Lone, der vælger at se de positive sider uden at være blind for den anden side af medaljen, hvor Anne er mere berørt.

 

Børnene er i et rum uden legetøj og med tæpper på gulvene til middagsluren. Lone og Anne har blokke og farveblyanter med, men det, Maria ønsker sig mest, er plastikkopper, tallerkener, tøj og andre praktiske ting. Det vil Lone sende til dem.

Rundturen går også til et væveri og en butik med et utal af sorter majsmel, og de bliver modtaget af nogle boder hjemme ved Vicky's, fordi Lone havde sagt, at hun gerne ville købe kunsthåndværk.

"Og så var selvfølgelig der alt det, vi ikke så, og det er måske det værste", slutter Lone. "Men jeg følte mig 100 gange mere hjemme og velkommen, end da jeg var på Club Cubana inde i Cape Town. Selvfølgelig mødte jeg armod og arbejdsløshed, men jeg mødte også rigtigt levende mennesker".