På Cayo Levisa som konge og dronning

Læs fam. Kirchners rejsebrev fra Cuba

I Nyhavn Rejser opfordrer vi altid vores kunder til at sende os en lille mail om deres rejse. Hvordan er det gået? Og er der noget, der kan gøres bedre? Det er ikke bare spændende læsning, men også noget både vi og vores andre kunder kan få stor glæde af. I november 2008 modtog vi dette rejsebrev fra Hans og Grethe Kirchner med beskrivelse af deres rejse til Cuba. Tak, fordi I ville dele jeres oplevelser med os.

Oplevet af Hans og Grethe Kirchner

Vi har haft en fantastisk rejse til Cuba og i henhold til brev fra Anny Stensvig har vi besluttet, at sende dette lille udpluk fra vores dagbog:

Den 8. november 2008:

I en faldefærdig taxa tager vi af sted fra Vinales. Chaufføren, som kun taler spansk, drøner derud ad, og bilen rasler. Diverse 'indmad' mangler. Næsten overalt på Cuba er der store huller i vejene. På lastbiler, som vi passerer, står mænd som sild i en tønde på ladet på vej hjem fra arbejde. Nogle rider på heste i vejsiden eller kører på oksekærrer. En gris løber over vejen og chaufføren må bremse hårdt op.

Efter godt en times kørsel drejer vi ind på en lille markvej. Jorden er rød som overalt i Pinar del Rio. På begge sider af vejen er der bananplantager, og af og til kommer vi forbi en lille faldefærdig rønne, hvor grise og fjerkræ løber omkring. Vi har endnu ikke set et vejskilt, hvorpå der står 'Færge til Cayo Levisa'. Nogle minutter senere holder vi ved en lille anløbsbro. På et flot håndmalet skilt over broen står 'Cayo Levisa'. Vi afleverer vores taxavoucher til chaufføren og giver ham 1 pesos (7,50 kr.) og en kuglepen. Han stråler over hele hovedet og kører.

Vi går hen til en lille kiosk. Den eneste bygning, der er at se. Her forsøger en mand at finde vore navne på en liste over passagerer, som angiveligt har meldt deres ankomst til øen. Han kigger listen igennem et par gange, siger til sidst Ok og fortæller, at færgen sejler kl. 18.00, dvs. vi skal vente i to timer. Hans bestiller en øl og jeg en kop espresso. Vi har knap nok fået det serveret, før manden kommer løbende og fortæller, at færgen sejler nu. 'Ekstratur, med os som de eneste turister! Sejltiden til Cayo Levisa er en ½ time. 

Jeg skriver senere på dagen:

Luften er varm. En svag vind blæser. Jeg sidder på den overdækkede terrasse ved vores hytte på Cayo Levisa. 10-15 m herfra er det azurgrønne hav. Her er ingen lyde udover bølgernes brusen. Her er heller ingen mennesker udover Hans og mig. For et øjeblik siden fløj en pelikan forbi, og bag de af sidste tyfon-væltede palmer går solen ned. Små lamper foran hytterne langs stranden er netop blevet tændt.

For ca. en time siden ankom vi hertil med den lille færge, hvorpå der udover os var en bådsmand og en skibsfører. Ad en stejl jernlejder skulle vi bære vores bagage op på det øverste dæk. Da vi sejlede, forstod vi hvorfor. Bølgerne skyllede ind over det nederste. På koralrevet i det fjerne var dønningerne høje.

Fra anløbsstedet gik vi på en bræddebelagt sti gennem mangroveskov. Få minutter senere stod vi på den anden side af øen på en flot 'bountystrand'. Her bor vi nu. I den sidste af rækken med hytter. De fleste er næsten kun pindebrænde på grund af tyfonen Ike for 2 måneder siden. En ny tyfon er blevet varslet i nat, men den vil iflg. meteorologerne gå i land i nærheden af Cienfuegos, hvor vi var for flere dage siden.

Bortset fra en mand ved receptionen og et par håndværkere, som bar et gammelt fjernsyn væk, da vi kom, har vi ingen mennesker set. Men der er dog liv omkring os. To okser står mellem palmerne ikke langt fra vores lille hytte. Det undrer os dog, for udover personale og turister skulle der ikke bo andre på denne lille ø. Og jeg tror, at vi er de eneste.

Vores hytte er flot og ny med fjernsyn, køleskab osv. Vi er måske de første, der bor her. Ud mod havet er der store vinduer. Vi har fuld pension i de tre dage, vi skal være her. Det bliver spændende at se, om der er andre i restauranten ved receptionen. Vi må nok hellere tage en lommelygte med, når vi nu snart går derhen.

Det er ikke altid, at alting fungerer her på Cuba og der er et stykke vej herfra og hen til restauranten. Selve stien består af en række betonfliser og -stykker, som ligger hulter til bulter ovenpå sandet og snor sig mellem væltede palmer og ruinhytter. En 6-8 hytter omkring os er nye.

Jeg skriver efter maden om aftenen:

Vores teori holdt stik. Hans og jeg er de eneste turister på øen. Tænk sig, hvis vi havde droppet aftensmaden og de 3 tjenere i deres hvide nystrøgne skjorter ingen gæster havde haft. Restauranten ligger ligesom vores hytter på stranden og er åben til to sider.

Den meget mørke tjener, som midt under vort måltid opdagede, at han havde glemt at tage sin knaldrøde vest på, kom straks hen til os, og lagde vort bestik til rette med en akkuratesse, som man skal lede længe efter.

Herefter forelagde han os aftenens menu. Først suppe. Dernæst kunne vi vælge mellem kylling eller svinekotelet. Vi valgte det sidste. En anden tjener tændte et stort musikanlæg. Vi kiggede på hinanden og smilte, og smilte og smilte. Dette var næsten ikke til at tro.Her sad vi to 'gamle' mennesker som de eneste turister på øen med vore lommelygter på bordet foran os og bølgernes brusen bag os. Og vi fik en betjening som en konge og dronning.

Endnu en gang tak for det dejlige rejsebrev. Vi glæder os til at høre mere fra vores mange andre kunder.