Magisk morgenmad på Arnos Vale på Tobago
Magisk morgenmad oplevet af Claus Eriksen
Kolibrierne danser, chachalacaerne spiller samba, og motmotterne er ude efter min ostemad. Jeg spiser morgenmad på Arnos Vale på Tobago, og jeg har selskab af et forrygende virvar af tropiske fugle i alle farver.
Oplevet af Claus Eriksen, Nyhavn Rejser 2008
Morgenen er et magisk øjeblik på Arnos Vale på Tobago. Samtlige fugle i hotellets næsten 2 kvadratkilometer store naturområde ved, at når hotellets gæster får serveret morgenmad på terrassen, så får fuglene serveret resterne fra de frugter, der er brugt til den friskpressede juice og de store fade med grapefrugt, ananas og papaja. Senere gentager det betagende skue sig ved eftermiddagsteen klokken 16.
Der er farvestrålende motmotter, blågrå og grønne tangarer, smukke duer, rødtoppede spætter, og et utal af andre fugle, jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad hedder. De bliver ved med at komme, den ene er smukkere end den anden, og det er umuligt at lade kameraet ligge. Det er et overflødighedshorn af skønne motiver.
De mest flabede af fuglene, de små bananaquits, nøjes ikke med at sidde i buskene, men flyver frejdigt ind i restauranten, hvor alt da også er dækket af blå klæder. Først troede jeg, at personalet havde glemt at stille mad frem, hvilket absolut ikke er usandsynligt i Caribien, men løfter man lidt op i dugene, kommer brød og ost og kager frem. Husk at lægge stoffet tilbage, når du har taget! Og sørg altid for at have en siddende ved bordet, mens du henter mere mad, hvis du stadig har noget på tallerkenen.
Du får ikke min ostemad!
Siden vi satte os, har en blåhovedet motmot siddet og holdt lige så meget øje med mig, som jeg har med den. De første 20 billeder er i kassen, så nu er det tid til en ostemad. I det øjeblik, jeg løfter maden, letter fuglen. Den har retning direkte imod mig, og jeg når lige at få maden om på ryggen, før den snupper osten. Den prøver tre gange til, indtil maden er spist. Jeg er ubarmhjertig. Du får ikke noget. En anden gæst forbarmer sig dog over den og henter et stykke ost. Han holder det ud i strakt arm, og sekunder efter er det snuppet i flugten.
I baggrunden lyder det som om en skrattende rytmegruppe er begyndt at øve sig til karnevallet. Det er de store fasanlignende chachalacaer, der med hæse, rytmiske skrig kalder til samling nede i træerne med de gule blomster. Et øjeblik efter guffer de også lystigt til sig af frugterne. Man får næsten medlidenhed med de små fugle, for de er altså her oppe mod nogle konkurrenter, der er hundrede gange større.Midt i alt postyret trasker hotellets egen papegøje, Pirate, stille og roligt rundt på gulvet mellem stolene og hygger sig.
Dansende kolibrier
Kolibrierne i alverdens metalliske farver sværmer omkring deres foderstandere, hvor de kan suge sukkervand gennem kunstige blomster. Det er som om, de danser i luften imens. De svæver helt stille. Flyver så frem til blomsten i et lynhurtigt ryk. Suger til sig, mens de hænger i luften med hovedet i fuldstændig ro.
Så et lynhurtigt ryk tilbage for at få et hurtigt overblik over eventuelle konkurrenter til maden. Er der nogen, kan de svæve bryst mod bryst for lige at markere sig. Og frem til blomsten igen. Mærker du pludselig en summen for øret, er det også bare en kolibri, der tjekker, om du er en blomst.
Både fugl og fisk.
Arnos Vale er samtidig et af Tobagos bedste steder at snorkle direkte fra stranden i den lille private bugt. Koralrevet byder på masser af farverige fisk. To gange på en uge kom der en havskildpadde forbi.
Og det er afslapning på højeste plan at svæve i bølgerne sammen med en flok på 50 tiarmede blæksprutter, der alle er blevet malet med en stribe selvlysende grøn maling ved fødslen. Der er et dykkercenter på hotellet, hvis man gerne vil mere i dybden med havets mange tilbud, der andre steder på øen også omfatter de helt store manta rays.
Gammel sukkerplantage.
Arnos Vale er en gammel sukkerplantage, og en af de få, der ikke er blevet udstykket. I det store naturområde ligger stadig resterne af den gamle sukkerfabrik, der nu er museum og restaurant med det kæmpe hjul fra den gamle vandmølle som en markant skulptur i den tætte skov.
Bed tjenerne om at vise dig træet, hvor den lille boa-kvælerslange bor!
Arnos Vale er et af Tobagos ældste hoteller. Det havde sin storhedstid i 1960'erne til 1980'erne, hvor det repræsenterede den ypperste luksus, og den lokale taxachauffør fortæller stolt, at The Beatles har boet der. I dag er niveauet mere nede på jorden med en familiær og hyggelig stemning, og den egentlige luksus har farvestrålende fjer på. Den fås til gengæld ikke bedre.

