Casa Particular, privat indkvartering
”Cubansk hverdag i Casa Particular”
Vil du opleve Cuba fra en helt anden side og få indblik i cubanernes hverdag, kan privat indkvartering varmt anbefales. "Casa Particular" er en cubansk variant af "Bed & Breakfast", som er indlogering i privat hjem med mulighed for et eller flere måltider om dagen. Det kan enten foregå i privat værelse, lejlighed eller hus.
Hvis man som cubaner opfylder visse betingelser og betaler en særlig afgift, er det tilladt for dem at leje op til to værelser ud til turister. Det er en billig og hyggelig måde at bo på – som udgangspunkt kan du regne med at få mere plads og bedre standard jo mere du betaler.
Samtidig giver det dig en enestående mulighed for både at se hvordan lokalbefolkningen bor samt smage på deres hjemmelavede, cubanske specialiteter. Du vil få indblik i den lokale kultur og livsstil samt opleve den enorme hjertevarme og gæstfrihed, som cubanerne er kendt for. Ofte knyttes der tætte bånd med familien, du bor hos og inden du ved af det, er du næsten blevet en del af familien.
En alternativ men fantastisk måde at opleve landet, skikke og traditioner på – en mulighed og en oplevelse du ikke får, når du bor på hotel.
Casa Particular findes overalt bortset fra Varadero.

