Maorier, New Zealand

Du er her

Mød og forstå maori-kulturen i Den lange hvide skys land

Kom tæt på maori kulturen og naturen

Maorierne befolkede New Zealand længe før europæerne kom til, og de udgør stadig 15% af befolkningen. Nyhavn Rejser kan hjælpe med at arrangere en række ture og arrangementer, hvor du kommer tæt på deres kultur og besøger vigtige maori-steder i naturen og i deres landsbyer.

Maori udskæring i New ZealandMaori betyder "de normale" på maori-sproget. Alle dem, der ikke er maori, er Pakeha. At gå på opdagelse i maoriernes kultur - det vi så kalder den fremmede kultur - er et indblik i en levevis, der, selv om den har været under pres længe, har formået at overleve ikke bare som turistattraktion, men som en ægte kultur.

Den lange hvide skys land

For 3.000 år siden koloniserede asiatiske stammer Tonga og Samoa og skabte den polynesiske kultur. Gennem de næste 1.500 år spredte de sig videre mod øst til blandt andet Cook-øerne og Tahiti for senere at nå Hawaii, Påskeøen og New Zealand, hvor den opdagelsesrejsende Kupe som den første steg i land for ca. 1.000 år siden - mest sandsynligt ved Hokianga på Nordøen. Han kom med sit mandskab i en waka hourua, en stor kano. Kupe rejste hjem igen og fortalte om Aotearoa, Den Lange Hvide Skys Land, men det var først i 1300-tallet, at maorierne for alvor begyndte at indvandre.

Livet var ikke kun en dans på roser for de nye beboere. De var vant til at dyrke tropiske afgrøder, der ikke alle kunne lide New Zealands mildere klima. Samtidig var maorierne et kriger-folk, der kæmpede indbyrdes. Det var situationen, da James Cook kom til landet i 1769. De dengang 100.000 maorier fik det ikke bedre af de sygdomme, europæerne bragte med sig. De kom dog også med nye afgrøder, husdyr, handel og også arbejde til maorierne, mens europæerne tog for sig af værdierne i naturens skatkammer af sæler, hvaler, træ og senere også guld.

Konflikter og fred

Konflikterne eskalerede indtil den afgørende dag i det moderne New Zealands historie: 6. februar 1840, hvor 45 maori-høvdinge og den britiske kaptajn Hobson underskrev en traktat i Waitangi, der lagde New Zealand ind under den engelske krone. Tre måneder senere havde 500 høvdinge tilsluttet sig aftalen. Maorierne fik en række garantier for deres land og rettigheder, men misforståelser og regulære aftalebrud førte til nye konflikter og egentlig krig, der først blev afløst af fred i 1882. På det tidspunkt var der kun 40.000 maorier tilbage.

Maori kriger powhiri i New Zealand

Selv om historien således langt fra har været konfliktfri, har der aldrig været love eller regler om raceadskillelse, forbud mod blandede ægteskaber eller lignende. I dag lever europæere og maorier side om side i gensidig respekt, selv om den gennemsnitlige maori-levestandard dog stadig er væsentlig lavere end europæernes trods positiv særbehandling på en række områder. Maorierne er stolte af deres kultur og historie. Maori-sproget er officielt sprog på lige fod med engelsk, og mange stednavne har igen deres maori-navne.

Velkommen hos maorierne

Den maoriske hilsen, hvor man gnider næserne mod hinanden, er kendt af mange, men helt så fredeligt foregår det ikke efter traditionerne, når man som fremmed kommer til et officielt møde eller en kulturel begivenhed. Det foregår oftest i stammens marae, der er landsbyens spirituelle område, hvor der står et stort mødehus, wharenui.

Velkomsten, pôwhiri, er en oplevelse i sig selv. Hvis den besøgende har en vis betydning, bliver man modtaget af en kriger med taiaha, en kampstav, der meget aggressivt råber og viser en ikke just hjertelig mimik med tungen langt ud af halsen, hvilket kun bliver voldsommere af, at krigerens ansigt er præget af store tatoveringer. Bliver den besøgende stående, udviser han eller hun mod og gode hensigter, og vedkommende mødes nu af et symbol på fred, ofte et bregneblad. Når symbolet på fred er accepteret, kan taler, sange og dans begynde.

Waitangi night show i New ZealandPå udflugt med skovguden og havguden

Oplev Auckland i maori-kulturens tegn. Du følges med en gruppe på maks. 10 personer og besøger først vulkanhøjen Maungakiekie, One Tree Hill. Mens du nyder en storslået udsigt over Hauraki Gulf, Auckland City og Rangitoto Island, vil du høre om dette hellige bjerg og om myter og legender. Du vil også opleve levn fra det gamle maori-samfund, der levede i området. Herefter går turen til en landsby, hvor du kan møde de lokale, købe deres kunsthåndværk og nyde en frokost på en café.

Fra landsbyen kører gruppen til kysten gennem regnskoven til en smuk vandretur langs en å. Her vil du høre om Skovguden og om gamle maori-kundskaber som f.eks., hvordan de udnyttede planterne til medicin og en række praktiske ting. Dagen slutter i Havgudens tegn med en gåtur langs Aucklands sorte vulkanstrande. Programmet kan skifte lidt fra gang til gang, og om lørdagen starter turen med et besøg på Otara Market, af de største Stillehavsmarkeder i verden.

Tane Mahuta i New Zealand

Waitangi Sound and Light Show

Waitangi Treaty Grounds kaldes også New Zealands vugge med tanke på den fredsaftale, europæere og maori-høvdinge underskrev i 1840. Her bliver den traditionelle marae, mødehuset med træudskæringer, omdannet til et magisk sted, der åbner for en fascinerende aften med et drama af lys, musik og dans, hvor du får fortællingen om den første maori, Kupe, og hans ankomst til New Zealand. Historien folder sig ud gennem et årtusind i et spændende kulturmøde mellem maori og hvid mand. Det er en kraftfuld og oplevelsesfyldt aften med flotte scenearrangementer, hvor farfar fortæller sin levende og spændende historie til et ivrigt barnebarn. Vi sørger for transport til og fra dit hotel. 

En spirituel aftentur i skoven

Waipoua Forest og maoriernes legender skaber tilsammen en fantastisk scene for denne udflugt, mens aftenen falder på. Turen går til nogle af de største kauritræer i verden ifølge med lokale guider, der kender myterne og livet i skoven.

Du vil møde maoriernes - og dine egne - forfædre. Te Matua Ngahere er 3 - 4.000 år gammel med en stamme på over 5 meter i diameter. The Four Sisters er en smuk gruppe af kaoritræer, der er vokset op tæt sammen, og sidst men ikke mindst møder du Tane Mahuta, der er imponerende 51 meter høj. Og det er her, vi får forklaringen på det med forfædrene.

Takahe fugl i New Zealand

Ifølge legenden er Tane Mahuta søn af Ranginui, Himlens Fader, og Papatuanuku, Jordens Moder. Tane Mahuta rev forældrene fra hinanden og skilte deres tætte omfavnelse for at give lys, luft og plads på jorden. Tane Mahuta har derfor givet liv til alle levende væsener. Og det kan man jo kun sende ham en taknemmelig tanke for, den gamle fyr - eller gamle kauri, hedder det vel.

Kapiti Island

Ca. 45 minutter nord for Wellingon og 20 minutters sejlads ud for kysten ligger en unik perle, Kapiti Island, der er kun ti km lang og to km bred. Den ejes af en maori-familie, og øens flora og fauna har været under national beskyttelse i mere end hundrede år. Her er en lang række oprindelige planter og fugle med bl.a. takahe-fugle og verdens største population af de plettede kiwier. Ingen af de to kan flyve. Alt det får du mulighed for at se nærmere på og høre om, når du i selskab med maori-familien går på en lille vandretur i bushen.

Maori martial art i New Zealand

Du får også et indblik i maoriernes historie og kultur, og der er tid til at gå på opdagelse på egen hånd, sejle i kajak eller snorkle. Du kan også overnatte på øen i familiens lille lodge. Det skal dog bestilles forud, ligesom dagsudflugten skal bestilles sammen med tilladelse til at opholde sig på øen. Der må maksimalt være 24 personer på dagsture, og maksimalt 10 kan overnatte ad gangen. Inkl. frokost og morgen- og eftermiddagskaffe.

Forståelse er den bedste souvenir

Der er mange flere muligheder for at komme tæt på og ikke mindst for at forstå maoriernes kulturen. Er du i Rotorua for at se de termiske aktiviteter, er du også i midt i et af de vigtigste maori-områder. Rotorua var nemlig den første maori-boplads, og 20 % af beboerne er stadig maori. Omkring Gisborne og Hawkes bay på den østlige del er også mange maori-aktiviteter og flere spændende udflugter med besøg på betydningsfulde historiske maori-steder, maori-huse og vingårde. Filmen "Whale Rider", der er baseret på en novelle af maori-forfatteren Witi Ihimaera, er optaget i området, og dens fortælling giver et gribende indblik i maoriernes kultur og levevis.

Maori børnegruppe i New ZealandFilmens handling og locations indgår derfor naturligt i mange af turene her. Den har vundet et utal af priser, og vi kan kun anbefale, at du ser den hjemmefra.

Tal med vores rejsekonsulenter om, hvordan og hvor du vil møde og forstå maoriernes kultur, så arrangerer de det for dig.