Ny kollega i Nyhavn Rejser: Frank Hansen
At byde velkommen til en ny kollega er altid dejligt. Nye impulser og ny viden kommer til, og vi lærer samtidig endnu en passioneret rejsende at kende. Vi er derfor glade for at kunne fortælle, at vi netop har udvidet med endnu en erfaren rejsekonsulent: Frank Hansen.
Frank har rejst over det meste af verden, hvilket også ses i hans ansvarsområder, der er Sydamerika, Australien, New Zealand og Østen.
Frank blev født og sled sine barnesko på bakkerne ved Vejle, mens han opbyggede sin lune jyske humor. Efter en uddannelse som markedsøkonom og efterfølgende 4 måneder i udlandet, var der kun én vej fra for Frank: Rejsebranchen. Franks passion er at glæde andre, vejlede andre og give sine erfaringer videre til kunder, der kan mærke, at han brænder for det, han taler om. At det så samtidig giver Frank en masse oplevelser at rejse, er et ekstra privilegium. Han har boet to år i Australien og et halvt år i Argentina. Bl.a. Borneo, Brasilien, Chile, Japan, Kina, Kenya, Sydafrika, Peru og Ecuador er allerede besøgt, og Bolivia, Canada og Mexico står på ønskelisten. Det skal helst starte primitivt, gerne med vandrestøvler og telt, for så at slutte med afslapning, hvor man forkæles og belønnes for sin indsats. Om han også blev forkælet efter Berlin Marathon, må han selv fortælle.
Du kan kontakte Frank på tlf. 33 320 320 eller frank.hansen@nyhavn.dk

