Nyhavn Rejser
Nyhavn 31G
1051 København K
Tlf. 33 320 320
Fax 33 151 024
travel@nyhavn.dk

Åbningstider
Mandag-fredag
kl.09.30-16.30

Lørdag
kl.10.30-14.00
Aftale anbefales.
Der udstedes ikke gavekort lørdag.

Gruppe, konference
og incentiverejser
Tlf. 33 188 450

Mandag, onsdag – fredag fra 08.30-16.30

Tirsdag fra 10.00-16.30

På sporet af regnskovens hemmeligheder, fra kr. 23.695,-

En eventyrlig rejse til hjertet af Borneos utæmmede regnskov og strandene og koralrevet omkring den lille tropeø Lankayan. Det er ikke alene et lærerigt møde med to af verdens vigtigste økosystemer, det er også naturoplevelser i særklasse.

Hornbill closeup

En sejltur opad den brune Kinabatanganflod bringer jer frem til landsbyen Sukau, hvor mange af skovens dyr ofte kommer frem for at drikke vand fra deres ellers så sikre skjul i den mættede skov. Herfra videre ad landjorden til den afsides liggende Danum Valley, hvor I for alvor vil opleve regnskovens forunderlige univers. Fra regnskovens midte bevæger I jer derpå til ud på åbent hav, hvor den lille tropeatol Lankayan venter med kridhvide sandstrande, klart vand og fantastisk snorkling ved det farverige koralrev. I slutter rejsen med 1½ dag i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, der byder på en herlig blanding af kulturel mangfoldighed og billig shopping.

Wooden houses built on the water, Sabah, Malaysia

Dag 1: Afrejse

Afrejse fra København med Singapore Airlines kl. 11.20. Et moderne fly, enestående service og et stort udbud af film og computerspil på jeres private skærm sikrer en behagelig flyrejse.

Dag 2-3: Kota Kinabalu

Efter et kort skift i Singapore lander I midt på formiddagen i provinshovedstaden Kota Kinabalu på Borneo. Her bliver I mødt i lufthavnen og kørt til jeres hotel for de kommende 2 dage. Hotellet ligger i hjertet af Kota Kinabalu, og I skal blot et par skridt udenfor døren for at opleve byens kulørte liv. De to første dage er fri til at gå på opdagelse i byen, så I har ordentlig mulighed for at komme jer ovenpå den lange flyrejse og vende kroppen til tidsforskellen. Kota Kinabalu, også tidligere kendt som Jesselton, er i dag en forholdsvis ny by, da 2. Verdenskrig stort set efterlod den i ruiner. Med en beliggenhed ud til det Sydkinesiske Hav er byens befolkning en sammensmeltning af mange forskellige folkeslag, som alle har sat deres spændende præg på byen. Udover en skøn beliggenhed ved havet med frodige bjerge i baggrunden tilbyder byen sig i dag mest som et perfekt udgangspunkt for opdagelser ud i Sabahs store naturseværdigheder. Men sørg i det mindste for at besøge byens farverige marked, og tag evt. også en tur til en af øerne i nationalparken, der kun ligger ca. 15 minutters sejlads fra havnen.

Overnatning i Kota Kinabalu på Hotel Promenade e.l.



Leatherback turtle at Selingan Island

Dag 4: Kota Kinabalu til skildpaddeøen, Selingan Island

Tidligt op for at nå morgenflyet til Sandakan på den anden side af Borneos nordspids. Den smukke flyvetur bringer jer over det 4100 meter høje Mt. Kinabalu, hvis klippefyldte top står i skærende kontrast til regnskoven grønne trætoppe, der dækker stort set hele landskabet. Bortset fra det er eneste nuanceskift de snørklede floders grumsede vand. Efter ca. ½ times flyvning sætter flæyet hjulene på jorden i Sandakans lufthavn. Herfra er der en kort køretur til havnen, hvor I skifter til båd, som sejler jer ud på åbent hav, hvor den lille ø Pulau Selingen (også kendt som Turtle Island) venter med klart vand og farverige koraller og så selvfølgelig udsigten til mødet med de store havskildpadder, der kommer op på stranden for at lægge æg efter mørkets frembrud.Mellem frokosten og aftensmaden har I god tid til at slappe af på stranden, tage en afkølende dukkert og opleve koralrevets farverige verden gennem glasset på en snorkelmaske. Først efter aftensmaden, når mørket har sænket sig over Pulau Selingan, gør øens rangere signal til, at det er tid til at følge dem ned på stranden for at observere skildpaddehunnerne på tætteste hold.

Skildpaddernes æg bliver betragtet som en delikatesse og bl.a. derfor er nogle af arterne udrydningstruede. Derfor har man dannet en række nationalparker for at sikre deres bevarelse, bl.a. omkring Pulau Selingan. Hver skildpaddehun lægger mellem 50 og 100 æg, som hver aften bliver samlet op af øens rangere, der opbevare dem under særlige forhold, indtil de små babyskildpadder udklækkes ca. 2 måneder senere. Hver dag året rundt bliver der udsat nye små skildpadder. Alle hunner, der overlever det barske liv i det åbne hav, vender tilbage til deres fødested for at dige, når de engang bliver drægtige. Og netop derfor kommer der æglæggende skildpadder på Pulau Selingan stort set hver dag året. Husk på, at nationalparken ikke er oprettet for turisternes men for skildpaddernes skyld, og derfor er det vigtigt, at man følger rangernes anvisninger.

Overnatning i simple hytter med eget bad og toilet på Pulau Selingan.



Orangutan1

Dag 5: Selingan Island til Sepilok og Abai i regnskoven

Tidligt op og med båden retur til Sandakan. Fra kajen kører I nu en lille halv time udenfor byen, hvor morgenfodringen på det navnkundige Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre venter. Sepilok er det største og lettest tilgængelige af de omkring 10 rehabiliteringscentre, der ligger på Borneo og Sumatra. Orangutang, der ganske enkelt betyder "skovmenneske", har som menneskets slægtning både symbolsk og reelt haft stor betydning i de områder, hvor den lever. De seneste årtier har skovfældninger og øget menneskelig aktivitet indskrænket orangutangernes levesteder, og den intelligente menneskeabe er i dag stærkt udryddelsestruet og derfor totalfredet overalt. Forældreløse orangutanger, der enten er blevet konfiskeret af myndighederne eller opsamlet af tømmerarbejdere, bliver nu afleveret i rehabiliteringscentre som Sepilok, hvor uddannet personale overtager abemoderens rolle med at oplære unge orangutanger til at klare sig i regnskoven. Fra hævede udsigtsplatforme kan de besøgende se, hvordan centrets personale fodrer de dyr, der endnu ikke har lært at skaffe sig føden ved egen hjælp, og ofte kommer nogle af disse aber helt tæt på de besøgende.Læs mere om Sydøstasiens skovmenneske her.

Efter besøget i Sepilok kører I atter retur til havnen i Sandakan, men nu for at drage opad floderne og ind i landet. I sejler ca. 1 time opad Kinabatganflodens mudrede vand, der snørkler sig ind i landet. Åbent hav bliver til mangrove, som senere afløses af regnskovens høje træer. Vær på udkig efter de karakteristiske næseaber, der lever i flokke i trækronerne. Muligvis spotter I en krokodille eller to, måske ser I en rokke springe op af vandet eller en hajfinne skære overfladen - endnu et af Kinabatanganflodens mysterier. Og så er der selvfølgelig de lokale hytter, småbåde med husdyr og afgrøder samt mindre landsbyer, hvor vask, badning og fiskeri er i gang overalt. Dagens mål er landsbyen Abai, hvor I skal bo på det hyggelige Abai Jungle Lodge. Lodgen anvender produkter fra den lokale landsby i restauranten og donerer desuden et beløb til lokalbefolkningen for hver turist, der overnatter her. De lokale landsbyer er, også af den grund, særdeles imødekomne over for gæster. Efter frokost er der tid til at gå på opdagelse i lodgens 500 meter lange hævede junglesti eller bare slappe af med en drink i restauranten. Hen på eftermiddagen er det tid endnu en sejltur på floden på jagt efter vilde dyr og smuk natur. Aftensmaden spiser I selvfølgelig på lodgens restaurant, og det kan meget vel inkluderer de smagfulde ferskvandsrejer, som man køber af lokale fiskere. Efter maden og efter mørkets frembrud skal I opleve et ganske unikt syn fra en lille båd på floden. Tusinder af ildfluer samles hver aften i deres favorittræer ved flodbredden, og her lyser de på forunderlig vis så kraftigt op, at man ligefrem kalder træerne for christmas trees.

De fleste turister sejler blot forbi Abai for at komme til Sukau, men det er egentlig ærgerligt, for man får både en roligere oplevelse uden de mange andre turister, der flokkes i Sukau, og også en mere autentisk indsigt i regnskovens landsbyer.

Overnatning på Abai Jungle Lodge.



Probosis monkey

Dag 6: Sukau

I vågner til regnskovens morgenlyde og tager straks på et tidligt cruise til Ox-Bow Lake på udkig efter flere dyr og for at nyde morgenen på Sabah's længste flod. Vandstanden i søen varierer meget fra regntid til tørtid, emn den er som regel altid en vidunderlig naturoplevelse. En lillebitte sideflod, der ikke er meget større end, at båden lige akkurat kan være der, leder frem til den store sø, der breder sig ud på den anden side at den tætte bevoksning.Morgenmad tilbage på lodgen, hvorefter I besøger en af områdets små landsbyer for at se på dagliglivet og deltage i et træplantningsprojekt. Frokosten spiser I sammen med landsbyboerne, inden I checker ud og fortsætter jeres rejse opad Kinabatanganfloden. Her venter dagens endemål Sukau ca. 1 time senere. Umiddelbart efter check-in på Kinabatangan Riverside Lodge skal I atter ned til floden og ombord i en mindre motorbåd, der sejler os op ad bifloden Menanggul med tæt skov på begge sider. Her er det muligt at komme ganske nær på et af Borneos mest berømte dyr, den utrolige næseabe. Flere flokke sover i træerne langs floden, og den sene eftermiddag er det perfekte tidspunkt at observere aberne, mens de spiser, hviler eller trues af nabogrupperne.

Kinabatanganfloden har i århundreder været livsgrundlag for lokalbefolkningen i det indre af Sabah. En stor del af verdens sidste vilde orangutanger lever netop her, men man skal være heldig for at se dem. Det samme gælder også Borneos elefanter, som på trods af en vægt på næsten 3 tons er utroligt gode til at skjule sig.

Begge sider af Kinabatanganfloden har i dette område desværre været udsat for skovhugst, hvilket har haft den konsekvens, at dyrelivet er blevet samlet på et mindre områder langs flodens bredder. Og det er på ironisk vis netop baggrunden for områdets popularitet, for chancen for at se dyreliv er større her end noget andet sted på Borneo.

Overnatning på Kinabatangan Rioverside Lodge.



Danum V Canopy walk Sabah

Dag 7: Sukau til Danum Vallay

Efter morgenmaden vinker I farvel til Sukau og fortsætter nu med jeep mod et af rejsens absolutte højdepunkter, Danum Valley. Køreturen går omkring kystbyen Lahad Datu og Borneo Rainforest Lodge's kontor. Her bliver alle besøgende til Danum Valley registreret og briefet om de kommende dages oplevelser. Fra kontoret er der yderligere ca. 3 timers kørsel ad jordveje, der ikke hører til verdens bedste veje. Det kan være en udfordring, men belønningen er så rigelig, når I når frem til centrum af Borneos uden sammenligning flotteste, mest uberørte og mest artsrige regnskovsområde. Når man først ser hytterne ved den brusende flod omkranset af den tætte regnskov og hører lydene af de mange fugle, cikader og måske aber, glemmer man omgående den til tider strabadserende køretur.Det 436 kvadratkilometer store reservat Danum Valley og den sublime Borneo Rainforest Lodge har for længe siden opnået kultstatus både blandt forskere og de få turister, som har været heldige nok til at finde derind.

Modsat Sukau og områderne omkring Kinabatangan er Danum Valley primær regnskov, og så har det heller ikke været udsat for skovhugst. Det er her, I skal til, hvis I for alvor vil opleve regnskovens mangfoldige liv og unikke økosystem. Læs mere om regnskoven og Danum Valley her.En vandretur introducerer jer om eftermiddagen til stisystemet omkring lodgen, og så venter en af Danum Valleys specialiteter: et system af gangbroer hævet 26 meter over jorden, så man i bogstaveligste forstand går midt mellem trækronerne. Denne såkaldte "canopy walkway" giver et helt anderledes perspektiv på regnskoven, og I får chancen for at se nogle planter og dyr, der normalt er utilgængelige. Efter turen i trækronerne vender I tilbage til lodgen, hvor aftensmaden venter. Hvis vejret tillader det, er byder aftenen på nattekørsel på taget af en åben jeep. En kraftig projektør afsøger trækronerne, og med lidt held kan I få et glimt af nogle af regnskovens specielle natteaktive dyr.

Overnatning i Danum Valley på Borneo Rainforest Lodge (morgenmad, frokost, aftensmad)



Vi giver en tur i vandflyver over Sydney

Dag 8: Kadazan Dusin-folkets begravelsesplads

Denne morgen tager I til en begravelsesplads højt oppe på klippesiden. Begravelsespladsen er vidnesbyrd om, at et af Borneos oprindelige folk, Kadazan Dusin-folket, beboede dele af Danum Valley for hundreder af år siden. Deres sidste begravelsessted er stadig nogenlunde intakt, og vi kan se, hvordan stammens prominente medlemmer blev lagt til hvile i huler i klippevæggen. Turen op ad klippesiden er desuden en chance for at se dalen, floden og regnskoven i fugleperspektiv. Vandreturen op ad bjerget afsluttes ved et vandfald med en naturlig swimmingpool, så I kan køle af, før I vender tilbage til frokosten. Om eftermiddagen kan I vælge mellem endnu en skovvandring på udkig efter aber, fugle og insekter eller en "rafting-tur" ned af Danum-floden i oppustede gummiringe. Efter aftensmaden er der mulighed for en kort nattevandring med de lokale guider med gode muligheder for at se både frøer og store insekter.

Overnatning i Danum Valley på Borneo Rainforest Lodge (morgenmad, frokost, aftensmad).



Regnskov morgenstemning

Dag 9: Danum Valley til Sandakan

I checker ud efter morgenmaden, og så venter et par timers kørsel ad ujævne jordveje, inden I når Lahad Datu og den asfalterede hovedvej til Sandakan, rejsens næste mål. I skal overnatte en enkelt nat her, inden I kan fortsætte til Lankayan. I Sandakan bliver I sat af på jeres hotel i midten af byen, og så har I ellers resten af dagen på egen hånd. Sandakan skiller sig ud ved at huse et farverigt mix af emigranter fra Kina, Filippinerne og Indonesien, hvilket sætter sit kulørte præg på byen. Samtidig er det en af Malaysias vigtigste fiskerihavne, og er man til seafood, så spiser man udsøgt til næsten ingen penge her.

Overnatning i Sandakan på Hotel Swiss Inn Waterfront (morgenmad, frokost)



Lankayan 5

Dag 10 - 12: Koraløen Lankayan

Efter morgenmaden er der afgang til havnen, hvorfra en kraftig speedbåd bringer jer langt ud på Suluhavet til rejsens næste mål, koraløen Lankayan, hvor I skal nyde sol, snorkling, sejlads i havkajak og afslapning under palmerne. Lankayan er et lille, uspoleret stykke af paradis. Alle øens hytter vender direkte til havet, og både livet over og under havoverfladen er ganske enestående. Lankayan og havet omkring er fredet for at beskytte korallerne i havet og fuglelivet på land. Forhåbentlig kommer I til at overvære en skildpaddehun, der graver sine æg ned på en af øens strande. Der foregår et stor arbejde på øen for at bevare de truede havskildpadder.Dagene er til fri disposition i de paradisiske omgivelser.

Overnatning på Lankayan (morgenmad, frokost, aftensmad).



Famous Asy-Syakirin Mosque with Petronas Kuala Lumpur

Dag 13: Lankayan - Kuala Lumpur

Tidlig morgenmad, for allerede kl. 7 er der afgang mod Sandakan, hvorfra I sidst på formiddag tager det direkte fly til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. På den måde slutter I af med nye oplevelser (i stedet for at returnere til Kota Kinabalu), og så sikrer det jer samtidig den kortest mulige hjemrejse. Ved ankomst i Kuala Lumpur bliver I hentet og kørt til jeres hotel i hjertet af storbyen. Resten af dagen er på egen hånd.

Overnatning i Kuala Lumpur på Hotel Melia (morgenmad).

Dag 14: Kuala Lumpur og hjemrejse

Hele dagen er på egen hånd i Kuala Lumpur. Tag en tur på markedet eller udforsk et af byens store shoppingcentre. Først på aftenen vender I næserne mod lufthavnen, hvorfra der er afgang kl. 21.45. En lille times flyvning bringer jer til Singapore, hvor I har et kort skift, inden I kort efter midnat går ombord i Singapore Airlines' fly til København.

Dag 15: Hjemkomst

Ankomst i Kastrup tidlig morgen dansk tid, hvor en eventyrlig rejse slutter. Men forhåbentlig vil minderne om de mange store oplevelser fortsætte i mange år fremover.




Priser pr. person i DKK
På sporet af regnskovens hemmeligheder
RejseperiodeDobbeltEnkelt
11-03-2010 - 31-03-2010
23.695
28.855
01-04-2010 - 18-06-2010
24.730
31.325
19-06-2010 - 23-07-2010
26.270
32.865
24-07-2010 - 22-10-2010
24.730
31.325

Prisen inkluderer:

  • Fly med Singapore Airlines, København – Kota Kinabalu // Kuala Lumpur – København.
  • Fly med Malaysia Airlines, Kota Kinabalu - Sandakan – Kuala Lumpur.
  • To nætter i Kota Kinabalu på Hotel Promenade (3+*) e.l.
  • En nat på Selingan Island
  • To nætter i Sukau på Kinabatangan Riverside Lodge (2+*)
  • To nætter i Danum Valley på Borneo Rainforest Lodge (3*)
  • En nat i Sandakan på Hotel Swiss-inn Waterfront (3+*).
  • Tre nætter på Lankayan Island Resort (3*).
  • Seks frokoster og fem middage på Borneo.
  • Alle transporter mellem lufthavne og hoteller (og v.v.).
  • Alle udflugter og ture i henhold til program.
  • Entréudgifter til nationalparker
  • Alle måltider i henhold til program (daglig morgenmad, 9 x frokost og 8 x aftenmad).
  • Alle kendte skatter og afgifter

Inkluderer ikke:

  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Afbestillingsforsikring.
  • Rejseforsikring. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring.


   Tip en Ven 


© Copyright 2010 Nyhavn Rejser A/S
Alle priser er vejledende, ligesom vi tager forbehold for ændringer, fejl og prisstigninger.
Webdesign og webudvikling af Brandhouse

Anny Stensvig, Rejsekonsulent

Speciale: Australien, New Zealand, Østen inkl. Borneo/Malaysia, Indokina og Bali, Cuba

Anny har stor erfaring med både gruppe- og individuelle rejser til Down Under. Hun har rejst Australien tyndt, og hvert eneste år bliver hun lige fascineret, så hendes fotos af Sydney Operahus og den røde Outback kan beklæde mange haller. Anny elsker også New Zealands storslåede natur og ikke mindst de mange unikke kiwi oplevelser, de er så kendte for. Anny har derfor et stort kendskab til ture ud over det sædvanlige. Hvad med at lande med helikopter på gletschere eller vandre over rygende vulkaner? Skal Anny lokkes væk fra Australien og New Zealand, skal det være til det magiske dyreliv på Borneo, kulturen i Indokina eller livsbekræftende og salsadansende Cuba. Mangfoldighed er en dejlig ting!
Tlf: 33 320 320