Østens Metropoler og Mangfoldighed
17 dage krydstogt, dansk rejseleder fra kr. 21.490,-
Krydstogtrejse med dansk rejseleder fra Hong Kong til Filippinerne, malaysisk Borneo, Brunei, Singapore, Vietnam og Sanya i Kina.
Oplev Østens mangfoldighed på et krydstogt gennem seks lige fascinerende, men på samme tid meget forskellige lande med hver deres kultur, sprog, gastronomi og historie: Kina, Filippinerne, Borneo, Brunei, Singapore og Vietnam med start og slut i Hong Kong. Det er en rejse fyldt med kontraster mellem nyt og gammelt, hektisk byliv, betagende natur og fascinerende kultur.
Indimellem kan du nyde livet ombord på krydstogtskibet Costa Classica med masser af aktiviteter, spa, shows og fuld forplejning – uden at du skal tænke på lufthavne og kuffertpakning mellem destinationerne! Vores erfarne danske rejseleder Linda Røikjær står klar med råd og vejledning på hele turen, så du kan få inspiration og viden, også mens du sejler. Når du er i havn, kan du tage med på rederiets udflugter eller udforske Østens mangfoldighed på egen hånd. Krydstogtet er med det italienske rederi Costa Cruises, som Nyhavn Rejser kategoriserer som komfortabelt og godt 3-stjernet.
Dag 1: Afrejse fra København
Vi mødes i Kastrup lufthavn og flyver med Finnair fra København kl. 19.15 via Helsinki til Hong Kong. Undervejs serveres både mad og drikke, før vi ankommer næste dag.
Dag 2: Hong Kong
Vi ankommer til Hong Kong kl. 15.15 og bliver kørt direkte til vores skib Costa Classica. Vi pakker ud en gang for alle i vores kahytter. De næste 15 dage vil vores hotelværelser nemlig følge med os rundt til Østens fascinerende metropoler og mangfoldighed. Heldigvis vender vi tilbage til Hong Kong i slutningen af rejsen, hvor byen skal udforskes.
Dag 3: På havet
Vores krydstogtskib sejler hele dagen og natten med. Derfor har vi nu masser af tid til at gå på opdagelse ombord, benytte faciliteterne eller bare slappe af. Vi kan sove længe og bestille brunch på sengekanten. Få lidt massage, høre noget musik eller se en film. Vi gør helt, som vi har lyst til. Og vores rejseleder er til rådighed for spørgsmål om det, vi snart skal se.
Dag 4: Manila, Filippinerne
Ankomst kl. 09.00. Afgang kl. 19.00 Manila er en sand blanding af nyt og gammelt krydret med et ordentligt drys vestlig indflydelse. Byen er hovedstad i Filippinerne, ø-riget med mere end 7.000 øer, og landets næststørste by efter Quezon City. Til forskel for de fleste andre lande i Sydøstasien er kristendom den dominerende religion efter mange års spansk kolonisering og senest under amerikansk indflydelse i næsten et halvt århundrede. Manila er i dag en international metropol i et af Asiens mest vestligt orienterede lande. Samtidig vil du træde et skridt tilbage i tiden, når du går på opdagelse i det oprindelige Manila. Skønne bygninger fra kolonitiden omkranset af nogle af de ældste bymure i Østen, planlagt og bygget til at holde invasionen af kinesiske pirater ude. Blot et par timer fra storbyen, langs kysten, ligger små hyggelige landsbyer, smukke rismarker og frodige kokosplantager. Højere oppe i landet ligger det køligere Tagatay, som især er et yndet tilflugtssted om sommeren. Vil du hellere udforske junglen med nogle af naturens mest vidunderlige vandfald, må du ikke gå glip af turen til Pagsanian Falls.
Dag 5: En dejlig dag til søs
Tid til alt og ingenting. Slap af med en bog eller nyd de mange faciliteter ombord, gå en tur i restauranten - frister lækkerierne for meget, så tag en tur i fitness centret senere. Livet til søs er problemfrit og en sand nydelse.
Dag 6: Kota Kinabalu, Malaysisk Borneo
Ankomst kl. 08.00. Afgang kl. 18.00 Vi lægger til kaj i Kota Kinabalu, hovedstaden på den malaysiske del af Borneo, der er verdens tredjestørste ø. Byen, som også tidligere er kendt som Jesselton, er en forholdsvis ny by, idet 2. Verdenskrig stort set efterlod den i ruiner. I dag har sammensmeltningen af mange forskellige folkeslag, alle sat deres spændende præg på byen med den skønne beliggenhed ved havet. Kota Kinabalu danner et godt udgangspunkt for udflugter og oplevelser. Kun få timer derfra sprudler varme kilder i nationalparken og det imponerende Mount KK, Sydøstasiens højeste bjerg, knejser stolt 4.101 meter mod himmelen. Botanisk interesserede vil være meget begejstrede ved synet af de ufattelig mange, sjældne orkideer og sære kødædende blomster. Vil du vandre eller tage med på trekking i regnskoven, er der utallige muligheder. Og for de meget aktive og spændingssøgende kunne rafting på Kiulu-floden være en oplagt udfordring.
Dag 7: Brunei
Ankomst kl. 08.00. Afgang kl. 14.00 Velkommen til eventyrlandet uden indkomstskatter. Det stenrige Brunei Darussalam - en paradisisk velfærdsstat. Grundlaget er gas og olieproduktion i rigelige mængder. Derfor nyder befolkningen godt af gratis lægehjælp, uddannelse og tilskud til både mad og bolig. Sultanatet med knapt 400.000 indbyggere ledes gavmildt, men suverænt af Hans Majestæt Sultan Hasanal Bolkiah, nummer 29 i rækken af sultaner siden 1405. Hans imponerende residens i hovedstaden Bandar Seri Begawan er verdens største beboede palads med ikke færre end 1788 værelser. Dele af paladset er åbent for offentligheden, men kun nogle få dage i forbindelse med ramadanen hvert år. Udover storladne bygningsværker, eksklusive golfbaner og imponerende shopping centre kan Brunei også levere oplevelser dybt inde i næsten uberørt tropisk regnskov. Her findes et fantastisk plante- og dyreliv, brusende floder og betagende vandfald og små landsbyer med originale langhuse, beboet af etniske stammer. Brunei er muslimsk om end filosofien er åbenhed med plads til andre religioners kultur, så du har kyststrækningerne med de fine strande næsten for dig selv.
Dag 8: Forventningens glæde på havet
Der er nu igen god tid til at nyde livet ombord på skibet og forventningens glæde til næste landgang. Det er helt op til dig, om du vil dase eller være aktiv. Forkæl dig selv med et par vidunderlige spa behandlinger, få blid massage og måske lidt akupunktur. Tag et boblebad, læs en god bog, dyrk noget fitness eller yoga, se et show, deltag i et arrangement og lær nogle nye mennesker at kende.
Dag 9: Singapore
Ankomst kl. 08.00. Singapore, som betyder "Løvebyen", er Sydøstasiens kommercielle center og en super moderne storby. Men den er også en etnisk blanding af kulturer, sprog og religioner. Her kan du både opleve victoriansk arkitektur, buddhistiske templer og arabiske basarer. Nyd den pragtfulde panoramaudsigt over havnen og tropiske Sentosa Island fra Mount Faber. Se den imponerende og skønne orkidésamling i Botanisk Have, gå tur i det maleriske kvarter Little India med de mange dufte eller besøg det ældste kinesiske tempel i Singapore Thian Hock Kheng Temple. Kulinariske udfoldelser finder du nemt blandt byens store udbud af restauranter. Især bør du lægge vejen forbi et hawker center, en større samling af udendørs boder med lokale gastronomiske lækkerier. Her mødes alle med appetit på en ægte kulturel oplevelse. Dagen er fri til at udforske Singapore på egen hånd eller til at følge med på en af de mange udflugter rundt på øen, inden vi sejler videre kl. 19.00.
Dag 10: På havet
Der er mange indtryk, som skal fordøjes, så læn dig tilbage, læg fødderne op og nyd det. Skriver du dagbog er tiden jo oplagt. Vil du hellere være aktiv, har du igen alle muligheder ombord.
Dag 11: Ho Chi Minh City, Vietnam
Ankomst kl. 08.00. Afgang kl.16.30. Over et kvart århundrede er passeret siden Vietnamkrigen sluttede i 1975 med Saigons fald. I dag har denne myldrende storby ved Mekong floden ændret navn til Ho Chi Minh City. Ikke mange steder i verden findes en stemning som her. Luften er fyldt med råb fra gadesælgere og dyttende horn. Sværme af motorcykler snurrer ned ad de tætpakkede gader med ethvert tænkelig form for last – fra familiemedlemmer til levende kyllinger eller frugt. Besøg det tidligere præsidentpalads Reunification Hall, det farverige Sea Goddess Temple eller gå på shopping på Dong Khoi Street og oplev de mange dufte og farver, som kendetegner denne overraskende by.
Dag 12: På havet
Måske er det dagen, hvor du skal spise under åben himmel i Trattoria Buffet? Hygge og danse på Piazza Navona eller i Puccini-balsalen? Eller opleve dagens underholdning i Colosseo Theatre. God fornøjelse. Og har du spørgsmål til din rejseleder, så er der jo også god tid til at tale sammen på en dag som i dag.
Dag 13: Da Nang, Vietnam
Ankomst kl. 08.00. Afgang kl. 19.00. Fra Da Nang er der flere udflugtsmuligheder. Besøg den lille hyggelige handelsby Hoi An, en UNESCO World Heritage beskyttet oase og en af Østens mest charmerende og stemningsfulde byer. Den står intakt og uberørt af de mange krige og er berømmet for sin franske koloni-arkitektur kombineret med kinesiske handelshuse. Oplev bl.a. Museum of History and Culture, Tan Ky-huset, den overdækkede japanske bro, som forbinder byen med det kinesiske kvarter, Fujian Assembley Hall og nyd sceneriet ved flodbredden fra et af de hyggelige spisesteder med vietnamesiske specialiteter. Valget kunne også falde på en tre timers køretur langs den pittoreske National Route 1 over Hai Van-passet til den spændende og historiske kejserby Hue. Besøg Thien Mu-pagoden, det kongelige citadel og flere spændende mausoleer på bredden af "Duftenes Flod" the Parfume River. I en hemmelig og frodig dal 70 km sydvest fra Da Nang fornemmer du næsten de svundne tiders storhed og skønhed. Her finder du ruinerne af nogle meget smukke templer. Kulturarven My Son var hinduismens hellige land i det tidligere Champa kongerige i 1500-tallet.
Dag 14: Sanya, Kina
Ankomst kl. 07.00. Afgang kl. 14.00. Sanya er sydporten til Kina. 200 km tropisk kystlinie på den sydligste spids af Hainan- provinsen kendt som Kinas tropiske paradis med kælenavnet "Orientens Hawaii". Landskabet prydes af bjergene og havet. Klimaet er favorabelt varmt året rundt, og man forstår, hvorfor vinterperioden især tiltrækker besøgende.
The Nanshan Temple i Nanshan Culture Tourism Zone ligger 40 kilometer vest fra Sanya City, men kan varmt anbefales. Det er det mest berømte buddhist-tempel i Hainan- provinsen med en utrolig smuk beliggenhed ud til havet i syd og omkranset af bjerge på begge sider.
Når sulten melder sig, er det heldigt at Sanya er berømmet for sine mange fabelagtige seafood restauranter med rimelige priser. Det vrimler med virkelig friskfanget frisk, med særprægede krabber, søpindsvin, trumpet muslinger og andre eksotiske skaldyr. Prøv især Lailiao shrimp som er velsmagende letstegte chili rejer. Du er selvfølgelig også altid velkommen i skibets egne restauranter, hvor maden er inkluderet.
Dag 15: Hong Kong
Vi ankommer ved middagstid kl. 14.00 og har derfor en en og en halv dag mere i Hong Kong inden hjemrejsen. Tiden kan benyttes til de sidste indkøb eller mere sightseeing.
Dag 16: Hong Kong
Den tidligere engelske koloni ligger mellem bjergene og havet og er en af verdens travleste, men også smukkeste havnebyer. En kinesisk ståljungle, hvor det strømlinede forretningsliv går fint i spænd med tusindårig kinesisk te-kultur, bølgende røgelse i gamle templer, dampende dim sum til frokost, tørrede hønsefødder, håndlæsning og Tai Chi. Du kan tage med på udflugt eller udforske Hong Kong på egen hånd. Stig på verdens længste udendørs rulletrappe op ad Victoriabjerget forbi de høje kinesiske boligblokke med flagrende vasketøj i de åbne vinduer, og se dagligdagen udfolde sig i de smalle gader og stræder. Du kan komme helt til toppen af Victoria Peak med sporvogn og nyde den smukke 360 graders panorama udsigt over byen. Har du planer om at hjembringe et fuglebur eller et sværd, et maleri eller en vase, er det her, du finder alle mulige former for kinesisk kunst, håndværk og møbler. På den anden side af Hong Kong Island ligger Aberdeen, hvor man på den mest markante vis oplever kontrasterne i Hong Kong. Her sejler de traditionelle "sampans" stille omkring, omgivet af travle fiskerbåde og yachts i millionklassen. Vi siger farvel til skibet "Costa Classica", der har været vores base de seneste to uger, og drager af sted til lufthavnen.
Dag 17: Hjemrejse
Afrejse kl. 01.05 med ankomst til København samme dag kl.10.35.
Rejsen inkluderer:
| Rejsen inkluderer ikke:
|
Tilmelding:
Rejsen gennemføres ved minimum 14 og maksimum 27 deltagere. Tilmelding kan ske hos Nyhavn Rejser på tlf. 33 320 320 eller send os en mail på travel@nyhavn.dk.
Rejseledere:
Vores rejseledere bor og opholder sig store dele af året på destinationen, hvilket giver stor ekspertise og lokalkendskab. Men det medfører af og til, at rejselederen ikke følges med gruppen på flyrejsen. Når det er tilfældet vil Nyhavn Rejser altid sende en repræsentant til lufthavnen for at sikre, at gruppedeltagerne assisteres ved check-in og kommer trygt af sted.
Klima:
Rejsen finder sted i efterårssæsonen, hvor du kan forvente temperaturer fra 27-30 grader om dagen og varme aftener. Byger og regn kan forekomme, men typisk som hurtige tropiske skyl.
Forbehold og ændringer:
Vi tager forbehold for ændringer i rejseprogrammet. Nyhavn Rejser og vores lokale samarbejdspartnere vil altid gøre vores yderste for at afvikle rejsen som planlagt, men der kan være hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder, der gør det nødvendigt at ændre i rejseplanen.Rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både levevis og naturens kræfter er markant anderledes end på vores egne breddegrader. Det betyder, at situationer med force majeure kan opstå og deraf aflysninger eller forsinkelser, der kan medføre ændringer i rejseplanen. Også vejrforhold, vejforhold, problemer med transportmidler, forsinkede flyafgange, samt deltagernes fysik kan medføre ændringer i rejsen med risiko for at programpunkter kan udgå.




