Capitolio building in Havanna

Buena Vista – Cubas vest fra Che Guevara til gyldne strande

12 dage, individuel rundrejse, fra kr. 18.795,-

Gamle bygninger i spansk kolonistil blandet med portrætter af Che Guevara, præger de fleste af Cubas byer, men den største seværdighed er cubanerne selv med en livsglæde og et festligt sind, der ikke opleves mange andre steder. Rejs til Castros Cuba og oplev et anderledes samfund der på trods af trange kår og blokade fra USA udviser stor gæstfrihed og ægte stolthed.

Dag 1: Ankomst til Havanna

Afrejse fra København om formiddagen, ankomst til Havanna sidst på eftermiddagen. Ved ankomst vil du blive mødt af vores lokale kontaktperson, som står klar til at køre dig til hotellet i Havannas gamle bydel. Resten af dagen til fri disposition.

Low angle view of an ancient building in HavannaDag 2: Byvandring i gamle Havanna

Efter morgenmaden bliver du mødt af en lokal engelsktalende guide, som tager dig på en privat rundtur til fods i den gamle bydel. Havanna er fuld af gammel spansk kultur og arkitektur med smukke bygninger tilbage fra kolonitiden. På grund af denne arkitektoniske rigdom er den gamle bydel optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Du vil passere mange af de gamle traditionelle bygninger i koloniarkitektur og flotte pladser, mens du vandrer ad de smalle brostensgader. Blandt højdepunkterne kan nævnes Plaza de las Armas – byens ældste plads, hvor bymuseet og guvernørpaladset med den smukke have ligger.

Bagefter er der arrangeret en let frokost på en traditionel restaurant med en cubaner, som vil berette om livet og hverdagen i Cuba. Resten af dagen til fri disposition.

Dag 3: Med amerikanerbil i nye Havanna

Efter morgenmaden bliver du hentet ved hotellet i en af de gamle amerikanerbiler, som Cuba er så kendt for. Herefter venter tre spændende timer, hvor du vil opleve den nye del af Havanna fra bagsædet af den traditionsrige vintage bil. Du vil bl.a. køre igennem den pulserende bydel Vedado, ambassade distriktet Miramar samt den berømte Plaza de la Revolución.

Turen inkluderer et besøg på Museum de la Revolución, som fortæller historien om den cubanske revolution. Alternativt kan du vælge at besøge Partagas cigarfabrik og se hvordan en førsteklasses cubansk cigar fremstilles. Engelsktalende guide følger med på hele turen.

Cuban performer girl singing and dancing at the stageDag 4: Havanna på egen hånd

Der findes mange ting du kan opleve på egen hånd i Havanna. Besøg f.eks. nogle af de mange museer, gallerier, restauranter og barer – ikke mindst den berømte bar La Bodeguita del Medio, hvor vi varmt kan anbefale at prøve den traditionelle cubanske mojito, som Hemingway yndede at gøre det. Besøg også den nye bydel med de mange eksempler på art deco og 1950'er arkitektur, hovedgaden La Rampa og upmarket distriktet Miramar med de flotte palæer, som vidner om en svunden tid med stor velstand. Havnepromenaden El Malecón, som strækker sig langs Havannas kyst er sidst på dagen samlingspunkt for de lokale. Her kan du også nyde udsigten til fæstningen El Morro samt opleve Havanna fra en helt anden vinkel. Brug evt. en aften til at besøge Cubas mest berømte natklub, den legendariske La Tropicana, og nyd et af de fantastiske shows med brusende cubansk orkestermusik og flotte kostumer.

Beautiful aerial view of Trinidad - Cuba 1Dag 5: Trinidad via Cienfuegos

Efter morgenmad og check ud fra hotellet sættes kursen mod Cienfuegos, også kaldet "Caribiens Perle". Byen er smukt beliggende ud til havet. Denne provinsby blev grundlagt i 1819 og er således en af de yngste og smukkeste byer på Cuba. Ældre herskabsvillaer ligger side om side langs gaderne i byen. Frokosten vil blive indtaget på terrassen ved den elegante Cienfuegos Yacht Club, hvis vejret tillader det. Om eftermiddagen går turen videre til Trinidad. Byen er ligesom den gamle bydel i Havanna på UNESCO´S liste over bevaringsværdige steder og præget af flotte bygninger fra kolonitiden, gamle pastelfarvede huse med røde tegltage og gader med toppede brosten. Der er næsten ingen trafik og man får en fornemmelse af, at tiden har stået stille i Trinidad. Indkvartering på hotel eller homestay i Trinidad.

Old men with cigar riding mule in TrinidadDag 6: Udflugt i kolonibyen Trinidad og til Sukkermøllernes Dal

Efter morgenmad afhentes du af vores lokale engelsktalende guide, som vil tage dig med på en byrundtur i Trinidad og til Sugar Mill Valley lidt udenfor byen. Udgangspunktet er den centrale plads i Trinidad, Plaza Mayor. Rundt om pladsen ligger Museo Romantica, Museo Arqueologia samt byens katedral. Der vil også blive tid til at gå en tur igennem Cespedes parken med de skyggefulde buegange af vinranker og grønne planter. I Sugar Mill Valley vil du få indblik i den afrikanske forbindelse til Cuba. Spanierne hentede slaver hertil fra Afrika og skabte en sukkerproduktion, der gjorde Trinidad til en af Cubas rigeste og smukkeste byer. Guiden fortæller om slavehandlen, sukkerbaronerne og den afrikanske kulturarv på turen rundt i dalen. Der er også besøg på sukkermøllen Manaca Iznaga. Frokost på lokal restaurant. Sidst på eftermiddagen retur til hotellet i Trinidad.

Dag 7: Varadero via Santa Clara

Først på dagen transport til den hyggelige universitetsby Santa Clara. De fleste bygninger her er opført i kolonistil, gaderne er smalle og stemningen behagelig og afslappet. Santa Clara er dog først og fremmest kendt for den verdensberømte revolutionær Che Guevaras mausoleum med bronzestatuen på Plaza de la Revolución. Her blev Che stedt til hvile i 1997, da hans jordiske rester blev ført til Cuba fra Bolivia i Sydamerika, hvor han blev dræbt. Ved monumentet findes i dag et spændende museum, der giver et godt indblik i den legendariske oprørsleders liv og hans rolle i den cubanske revolution.

Frokost på lokal restaurant. Om eftermiddagen fortsættes til Varadero, hvor du bliver indlogeret på Hotel Breezes Varadero. Resten af dagen til fri disposition.

Varadero BeachDag 8-11: Varadero på egen hånd

I Varadero kan du slappe af og nyde livet på stranden de sidste dage af ferien eller tage nogle udflugter til de omkringliggende byer. Varadero må siges at være den mere eksklusive del af Cuba – her findes nogle gode all-inclusive hoteller, et stort shopping center, en dejlig golfbane og ikke mindst en fantastisk flot gylden sandstrand med turkisblåt vand.

Herfra kan du tage en tur med katamaran og snorkle undervejs eller besøge Bellamar Caves – en af Cubas ældste attraktioner. Om eftermiddagen dag 11 er der transport tilbage til lufthavnen fra hotellet og hjemrejse mod København.

Dag 12: Ankomst til København

Det er muligt at forlænge turen med en eller flere dage, hør nærmere hos vores rejsekonsulenter.


Priserne er opgivet per person og inkluderer:

  • Fly København - Havanna med Air France t/r
  • Lufthavnsskatter
  • 4 overnatninger på Hotel Beltran de Santa Cruz 3* i Havanna inkl. morgenmad
  • 2 overnatninger på Hostel Vivian homestay, Trinidad inkl. morgenmad
  • 4 overnatninger på Hotel Breezes Varadero 3+* i Varadero
  • Engelsktalende guide på alle udflugter
  • Byrundtur i Havanna og Trinidad inkl. frokost
  • Halvdagstur med amerikanerbil i Havanna
  • Udflugt til Cienfuegos inkl. frokost
  • Tur til Santa Clara og Che Guevara Monumentet inkl. frokost
  • Alle transfers
  • Turistvisum til Cuba

Vestlige Cuba, 12 dage
RejseperiodeDobbeltEnkelt
07-09-2010 - 31-10-201018.79528.055

Cigar making

Priserne inkluderer ikke:

  • Drikkevarer
  • Drikkepenge
  • Rejseforsikring, vi anbefaler Gouda og Europæiske

Der er garanteret daglig afgang ved minimum 2 personer. Rækkefølgen af turen kan ændres eller alternative hoteller indenfor samme kategori benyttes, hvis det ikke er muligt at få plads. Det er muligt at opgradere turen til førsteklasse hoteller – ring venligst for pris.

Afrejse muligt fra Ålborg og Rønne mod tillæg på ca. 600 kr. excl. taxes og fra Billund mod tillæg på 450 kr. excl. taxes