Cuba Libre - i dit eget tempo med lejet bil
11 dage, kør selv ferie, fra kr. 13.585,-
Nu har du mulighed for at opleve Cubas charme og skønhed fra en helt anden vinkel. Friheden og fleksibiliteten ved at leje bil gør mulighederne ubegrænsede – destinationen og tempoet er helt op til dig. Vi anbefaler at starte ferien med tre dage i kulturelle og historiske Havanna. Herefter kan du udforske øen på en uforglemmelig 7-dages biltur igennem smukke landskaber og hyggelige byer.
Havanna må i høj grad siges at være kontrasternes by. I den gamle bydel er der en særlig stemning med de smalle gader, maleriske balkoner og smukke bygninger opført i koloniarkitektur. Men Havanna er meget mere end det. Her finder du gamle amerikaner biler, et rigt kulturliv med et væld af museer, salsamusik, der toner ud overalt og ikke mindst et folkefærd med en enestående livsglæde. Uden for byen finder du alt det andet, som Cuba er så kendt for – vidunderlig natur, tropiske bjerge, sukker- og tobaksplantager, charmerende kolonibyer og hvide sandstrande – og du bestemmer selv farten på oplevelserne.
Dag til dag program:
Dag 1: Ankomst til Havanna.
Afrejse fra København om formiddagen, ankomst til Havanna sidst på eftermiddagen. Ved ankomst vil du blive mødt af vores lokale kontaktperson, som står klar til at køre dig til Hotel Beltran i Havannas gamle bydel. Resten af dagen til fri disposition.
Dag 2: Byvandring i gamle Havanna.
Efter morgenmaden bliver du mødt af en lokal engelsktalende guide, som tager dig på en privat rundtur til fods i den gamle bydel.
Havanna er fuld af gammel spansk kultur og arkitektur med smukke bygninger tilbage fra kolonitiden. På grund af denne arkitektoniske rigdom er den gamle bydel optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Du vil passere mange af de gamle traditionelle bygninger i koloniarkitektur og flotte pladser, mens du vandrer ad de smalle brostensgader. ¨
Blandt højdepunkterne kan nævnes Plaza de las Armas – byens ældste plads, hvor bymuseet og guvernørpaladset med den smukke have ligger. Turen inkluderer frokost på en lokal restaurant. Resten af dagen til fri disposition.
Dag 3: Havanna på egen hånd.
Der findes mange ting du kan opleve på egen hånd i Havanna. Besøg f.eks. nogle af de mange museer, gallerier, restauranter og barer – ikke mindst den berømte bar La Bodeguita del Medio, hvor vi varmt kan anbefale at prøve den traditionelle cubanske mojito, som Hemingway yndede at gøre det.
Besøg også den nye bydel med de mange eksempler på art deco og 1950'er arkitektur, hovedgaden La Rampa og upmarket distriktet Miramar med de flotte palæer, som vidner om en svunden tid med stor velstand.
Havnepromenaden El Malecón, som strækker sig langs Havannas kyst er sidst på dagen samlingspunkt for de lokale. Her kan du også nyde udsigten til fæstningen El Morro samt opleve Havanna fra en helt anden vinkel.
Sidst på eftermiddagen hentes bilen, så du er klar til afgang tidligt næste morgen. Vores lokale repræsentant vil assistere ved afhentning og du vil naturligvis få udleveret kort over øen.
Dag 4-10: Cuba på egen hånd.
Efter morgenmaden checker du ud fra hotellet, hvorefter det er tid til at udforske Cuba på egen hånd. Landet har så meget at byde på – grønne bjerge, tobaksplantager, koloniarkitektur, charmerende provinsbyer, flotte strande og ikke mindst en utrolig gæstfri lokalbefolkning.
Du bestemmer selv ruten og ikke mindst tempoet, men Nyhavn Rejsers Cuba-eksperter er selvfølgelig klar til at dele ud af deres store erfaring fra deres egne rejser. Generelt er vejene gode, cubanerne selv kører pænt, og der er sjældent trafikpropper. Undervejs kan vi anbefale overnatning på casa particulars, som er privat indkvartering hos lokale familier. På denne måde kommer du helt tæt på cubanerne og får et godt indblik i deres liv og hverdag. Du er velkommen til at kontakte vores Cuba-eksperter Søren eller Anny for at høre mere om mulighederne og forslag til rejseruter.
Dag 10: Hjemrejse.
Bilen afleveres i lufthavnen inden hjemrejse mod København om eftermiddagen.
Dag 11: Ankomst til København.
Praktisk information i forbindelse med billeje på Cuba:
Prisen er baseret på en Skoda Fabia Combi eller lignende. Ved afhentning af bilen betales den første tank benzin direkte til biludlejningsselskabet og bilen leveres tilbage med tom tank.
Depositum skal betales direkte til biludlejningsselskabet. Der kan betales med Mastercard og VISA. Chaufføren skal være i besiddelse af internationalt kørekort og være min. 21 år. For ekstra chauffør betales et lille tillæg.
Ved afhentning af bilen informeres om de forskellige typer af forsikringer, som også betales direkte til biludlejningsselskabet. Vi anbefaler Super CDW, da der ikke er nogen selvrisiko på denne type forsikring.
Priserne er opgivet pr. person og inkluderer:
|
| |||||||||
Priserne inkluderer ikke:
- Bilforsikring samt benzin
- Rejseforsikring, vi anbefaler Gouda og Europæiske
Afrejse muligt fra Ålborg og Rønne mod tillæg på ca. 600 kr. excl. taxes og fra Billund mod tillæg på 450 kr. excl. taxes

