Mariachi, Mexico

Den Fjerklædte Slange

16 dage, Mexico på egen hånd, fra kr. 13.615,-

Oplev Mexico på en velorganiseret rejse, der kan tilrettelægges lige efter dine behov og interesser. Nyhavn Rejser sørger for hotelovernatninger, lokaltransporter, udvalgte udflugter og giver dig kontaktinformation til guider mv., så du selv kan arrangere flere udflugter undervejs. Så er der frie rammer for de store oplevelser.

RutekortMexico er et af klodens store rejsemål, der overvælder alle rejsende med sine fascinerende, varierede natur-og kulturmæssige attraktioner. Pyramiderne og andre kolossale bygningsværker fra fordums højt udviklede indianerkulturer, fremstår som helt unikke attraktioner i verdensklasse. Men arkitekturen og stemningen i de mange hyggelige byer med rødder i den spanske kolonitid adskiller også Mexico fra de fleste andre destinationer.

Hertil kommer det verdensberømte mexicanske køkken, en meget gæstfri og åben lokalbefolkning samt en broget natur med snedækkede vulkaner, dampende regnskov, store kaktusbestrøede sletter og lange hvide palmestrande... Det er intet under, at mange Mexicorejsende vender tilbage gang på gang for at opleve nye facetter af dette enestående land.

ChiapasDenne rejse er tilrettelagt for første gangs rejsende, der ønsker at opleve alle de klassiske seværdigheder mellem Mexico City og Yucatan-halvøen: den maleriske koloniby Oaxaca, zapotekernes tempelbjerg Monte Alban, Sumiderokløften, San Cristóbal, de traditionsrige indianerlandsbyer i Chiapasprovinsen samt de præcolumbianske ruinkomplekser ved Palenque og Chichén Itzá. Rejsen slutter ved Mexicos caribiske kyst på Playa del Carmen.

Rejsens koncept er baseret på, at Nyhavn Rejser sørger for afhentning i lufthavnen, alle hotelovernatninger og busbilletter mellem de forskellige byer. Busserne er meget komfortable og hele busnetværket er sikkert og yderst velfungerende. Vi kan også arrangere udflugter i byerne, hvor der udleveres en "gør-det-selv" manual med alle relevante oplysninger om udflugter, lokalagent, restauranter, museernes åbningstider, så der er fuld frihed og fleksibilitet til at improvisere undervejs afhængig af temperament og interesser.

NB: Du kan vælge mellem to niveauer, "standard" og "komfort", med forskel i hotelkategori og antal inkluderede udflugter, lokalfly etc. Se udførlige detaljer under "prisen inkluderer".

PalenqueDag 1-4: Mexico City og Teotihuacan

Ved ankomst til Mexico City bliver du mødt af vores lokale repræsentant, og transporteres til hotellet. Mexico City rummer nok seværdigheder til mere end en uges ophold, så det gælder om at planlægge tiden nøje, men tag det lidt roligt første dag pga. højden (2.000 m.o.h.). Tre-fire dage er normalt nok til at opleve de største seværdigheder. I centrum finder du zocalo, en af verdens største pladser med Metropolitan-katedralen fra 1500-tallet og Hernan Cortés-regeringspalads som rummer Diego Riveras berømte murales (vægmalerier) om landets turbulente og blodige historie. Nær herved findes resterne af Templo Mayor fra aztekernes hedengangne hovedstad, Tenochitlan. Endnu en af de vigtige attraktioner er Det Antropologiske Museum, som vitterlig er i verdensklasse og giver en fin introduktion til de mange kulturer, du vil stifte bekendtskab med undervejs på rejsen. 1-2 timer uden for byen findes Teotihuacan-komplekset, som havde sin storhedstid omkring starten af vor tidsregning og udgjorde en af klodens største byer. Her finder du Månepyramiden og Solpyramiden, der er en af verdens fem største pyramider. Hele komplekset er føjet sammen af "de dødes alle" på 2 km. Et af templerne giver en spændende introduktion til Quetzalcoatl, guddommen hvis navn betyder "Den Fjerklædte Slange", og som går igen i forskellige former under aztekere, zapotekere, toltekere og mayaer. På vej til Teotihuacan bør du besøge den moderne Basilica de Guadeloupe, som er tilegnet en af landets vigtigste helgenkulte.

Udover nævnte seværdigheder, så kan det anbefales, at tage en sejltur i Xochimilco, der udgør levnene fra aztekernes flydende haver. Turen hertil bør kombineres med en gåtur i det hyggelige, maleriske Coyacan-nabolag, hvor du kan besøge malerinden Frida Kahlos blå hus. Har du længere tid i Mexico City, bør du overveje udflugter til sølvminebyen Taxco eller tolteker-byen Tula.

Oaxaca pigerDag 5-6: Oaxaca & Monte Alban

Den smukke busrejse til Oaxaca ad gode veje over højsletterne tager 5-6 timer.

Oaxaca er en malerisk by med brostensbelagte gader og pastelfarvede huse, der er velbevarede fra den spanske kolonitid. Her findes utallige, imponerende bygningsværker i form af palæer, klostre, kirker etc., hvoraf flere er indrettet til spændende museer eller gallerier. Byen er meget hyggelig pga. den afslappede stemning og de mange gågader. Omkring hovedpladsen er al trafik forbudt, og der findes flere dejlige restauranter og cafeer, hvorfra du i ro og mag kan nyde stemningen og iagttage folkelivet. Byen er omgivet af mange små landsbyer, der hver især har deres ekspertise indenfor kunsthåndværk, som fx tæpper, flet- eller lervarer. Udover byens mange seværdigheder og den fængende atmosfære, så er den store attraktion zapotek-kulturens storslåede tempelbjerg, Monte Alban med templer, pyramider, altre, steler og en boldbane, der er afskærmet med mure på langsiderne. Boldspillet var helligt blandt alle Mexicos højkulturer og havde stor rituel betydning, der blandt andet resulterede i menneskeofringer efter kampene.

Dag 7-9: San Cristóbal de las Casas

Rejsen fra Oaxaca til San Cristóbal kan foretages med natbus (ca. 12 timer), eller du kan flyve til Tuxtla og fortsætte med bus. Undervejs bør du besøge den mægtige Sumidero-kløft, hvor klippesiderne rager næsten 1 km i vejret fra Grijalva-floden. Herefter fortsætter du gennem dramatiske, grønne bjergegne til landsbyen San Cristóbal (2.300 m.o.h.), der er centrum for Chiapasprovinsens mange indianske folkeslag, der stadig lever ifølge urgamle traditioner med rødder tilbage til mayaerne. Hver landsby har sin særlige folkedragt med nøje udtænkte mønstre og farver. Du anbefales især at besøge Zinacantan og San Juan Chamula, der er kendt for sin særprægede kirke, hvor det er Johannes-døberen, der tilbedes mens der ofres tequila, cola etc. og de syge søges helbredt ved healing. Men San Cristóbal i sig selv er også yderst interessant, med mange gamle kirker, andre smukke bygningsværker og et broget menneskemylder, du bedst kan opleve på en morgentur til markedet med alskens lyde, indtryk og dufte. Frans Bloms hus bør du også besøge, da det giver et spændende indblik i den danske forskers ihærdige bestræbelser og kamp for indianernes rettigheder og regnskovens bevarelse.

Agua AzulDag 10-11: Agua Azul og Palenque

Transporten med minibus (ca. 4-5 timer) fra højlandet ned til regnskoven indebærer en markant stigning i temperaturen. Undervejs oplever du Agua Azul-vandfaldene, der er en hel serie af skønne, blålige vandfald, der vælter ud af regnskoven i endeløse kaskader. Tæt ved findes et andet imponerende vandfald Misol Ha. Mayaruinerne ved Palenque regnes af mange besøgende som de mest overvældende og uforglemmelige på hele rejsen, takket væres deres beliggenhed på kanten af regnskoven og de ofte relativt få turister. De omfangsrige og velbevarede ruinkompleks oplever du bedst ved morgengry, hvor disen letter under de varme solstråler og skaber en næsten magisk atmosfære. Udover det store "palads", så er Palenques mest interessante bygning Inskriptionernes Tempel, da det er det eneste præcolumbianske bygningsværk, der, såvidt vides, er anvendt som gravmæle på lige fod med pyramiderne i Egypten. Mayahøvdingen Pacals jordiske rester, der lå i en sarkofag, er flyttet fra Palenque til Det Antropologiske Museum i Mexico City.

Chichen ItzaDag 12-13: Mérida og Chichén Itzá

Turen nordpå over Yucatan-halvøen går med bus (ca. 8-9 timer) eller med fly til Mérida, som kaldes "den hvide by" takket være de mange velholdte bygninger fra kolonitiden.

Byen er i øvrigt kendt for sin glade aftenstemning med små markeder og store pladser, hvor lokalbefolkningen folder sig ud. Opholdet i Mérida kan også bruges til at se troldmandens pyramide ved mayakomplekset i Uxmal.

På vej mod Cancun og den caribiske kyst ligger det enestående ruinkompleks Chichén Itzá, der er skabt af mayaer og toltekere. Komplekset er vidtstrakt med boldbaner, templer, ofrebrønde, et observatorium og den berømte Kulkulcan-pyramide, der udmærker sig ved nærmest at udgøre en astronomisk kalender. Pyramiden har fire sider med 91 trin hver, og inklusive det sidste trin til templet på toppen af pyramiden, udgør det i alt 365 trin svarende til årets antal dage. Ved solhverv to gange om året danner pyramidens trapper en bugtende skygge, der udgør kroppen af guddommen "den fjerprydede slange", som forenes med de store sten slangehoveder ved pyramidens fod - et fantastisk vidnesbyrd om mayaernes forstand på matematik og astronomi. Ankomst Playa Del Carmen sidst på dagen, dag 13.

Playa del CarmenDag 14-16: Playa del Carmen, Den caribiske Kyst

Ca. 1 time syd for Cancun ligger den tidligere fiskerby Playa dal Carmen, som har udviklet sig til en attraktiv badeby med en eksemplarisk strand med det fineste sand og det turkisblå hav i gåafstand fra alle hoteller. Byen byder samtidig på god udflugtsmuligheder til andre seværdigheder og steder hvor man fx kan svømme med delfiner. Den hyggelige gågade har et stort udvalg af internationale mærkevare forretninger og utallige cafeer, natklubber og restauranter, der serverer friskfanget fisk og skaldyr.

Hjemrejse dag 15-16.


Standard version inkluderer:

  • Fly København - Mexico City og Cancun - København med KLM og Martin Air
  • Alle flyskatter og afgifter
  • Transport Mexico City lufthavn til hotel ved ankomst
  • 13 overnatninger på mexicanske 3-stjernede hoteller i delt standard dobbeltværelse (og 1 nat i bus):
  • 3 nætter Hotel Majestic 3+*, Mexico City
  • 2 nætter Hostal CasAntica 3*, Oaxaca
  • 2 nætter Posada Diego de Mazariegos 3*, San Cristobal de Las Casas
  • 2 nætter Nututun 3*, Palenque
  • 2 nætter Hotel Los Aluxes 4*, Mérida
  • 2 nætter Riviera del Sol Hotel 3*, Playa del Carmen
  • Transport med lokale førsteklasses busser (Mexico-Oaxaca, natbus Oaxaca-San Cristóbal, Palenque-Merida, Merida-Playa del Carmen)
  • Transport med minibus fra San Cristóbal til Palenque via Agua Azul
  • Udførlige informationer på engelsk om praktiske forhold undervejs

Rejsen inkluderer ikke:

  • Måltider
  • Udflugter undervejs
  • Transport fra hotel til busstation.
  • Rejseforsikring, vi anbefaler Europæiske og Gouda Rejseforsikring

Standard version: På sporet af Den fjerklædte Slange, 16 dage på 3 * hoteller
RejseperiodeDobbeltEnkelt
29-07-2010 - 16-08-201014.92018.290
17-08-2010 - 21-08-201014.41517.785
22-08-2010 - 31-08-201013.84017.210
01-09-2010 - 13-12-201013.61516.755
14-12-2010 - 15-12-201014.12017.260
16-12-2010 - 19-12-201014.69517.835
20-12-2010 - 31-12-201015.46019.375

Komfort version inkluderer:

  • Fly København - Mexico City og Cancun - København med KLM og Martin Air
  • Fly Oaxaca-Tuxla og Villahermosa-Merida.
  • Alle flyskatter og afgifter.
  • Transport med lokal førsteklasses bus fra Mexico City til Oaxaca.
  • Udflugt/transport med minibus fra San Cristóbal til Palenque via Agua Azul.
  • Udførlige informationer på engelsk om praktiske forhold undervejs.
  • 14 overnatninger på mexicanske 3+* hoteller i delt standard dobbeltværelse:
  • 3 nætter Hotel Calinda Geneve 3+*, Mexico City
  • 2 nætter Hostal de la Noria 3+*, Oaxaca
  • 2 nætter Posada Diego de Mazariegos 3*, San Cristobal de Las Casas
  • 2 nætter Chan Kah Ruinas 3+*, Palenque
  • 2 nætter Hotel Los Aluxes 4*, Merida
  • 3 nætter Mahekal Beach Resort 3+*, Playa del Carmen

Rejsen inkluderer ikke:

  • Måltider, dog halvpension på Mahekal Beach Resort.
  • Rejseforsikring, vi anbefaler Europæiske og Gouda Rejseforsikring
  • Transport til busstation i Mexico City og fra busstation i Oaxaca til hotel i Oaxaca

Komfort version: På sporet af Den fjerklædte Slange, 16 dage på 3+ hoteller
RejseperiodeDobbeltEnkelt
29-07-2010 - 15-08-201022.01027.490
16-08-201021.76527.110
17-08-2010 - 21-08-201021.26026.600
22-08-2010 - 30-09-201020.68526.030
01-10-2010 - 13-12-201020.80026.205
14-12-2010 - 15-12-201021.30526.710
16-12-2010 - 17-12-201021.88027.285
18-12-2010 - 31-12-201023.02029.645

KLM logo

Afrejse muligt fra Århus, Ålborg og Rønne mod tillæg på ca. 650 kr. excl. taxes og Billund mod tillæg på 350 kr.

Shangri La strandHotelstandard - Evt. tillæg:

Såfremt rejsen ønskes gennemført lidt mere komfortabelt anbefales det at flyve mellem Oaxaca og Tuxtla samt mellem Villahermosa, nær Palenque og Merida, (se komfort version).

Tilsvarende kan der med fordel tilkøbes udflugter og private transporter på visse strækninger, da transporterne kan kombineres med seværdigheder undervejs (se komfort version).

Vi kan naturligvis også sørge for bedre hoteller end de 3-stjerner eller 3+-stjerner, som turene er baseret på. 3-stjernede hoteller er pæne og rene med rimelig service og komfort, men der er ikke tale om international standard. Hotellernes er valgt for deres beliggenhed og afspejling af den lokale kultur, hvad angår indretning og arkitektur.

Kontakt en af vores eksperter, så vi kan skræddersy rejsen lige efter dine behov og ønsker.