• Et af de lokale markeder i Vietnam, Six Senses Con Dao
  • Rygende gadekøkkener i Hanoi
  • Smag den lækre vietnamesiske nudelsuppe, Vietnam
  • Scootere, Vietnam Saigon

Smagen af Vietnam

Gadekøkkener, ekspertguider og store attraktioner, 15 dage fra 23.000 kr.

Glæd jer til:

Markeds- og gadekøkkenture i Hanoi, Hue og Saigon med lokale madentusiaster som guider

2-dages cruise i Bai Tu Long-bugten

Cykeltur og fusionskøkken i Hoi An

Saigon set fra bagsædet af en Vespa og Cu Chi med speedbåd

Homestay med fortræffelig mad i Mekongdeltaet

Læs mere

Et sansefuldt eventyr gennem Vietnam med de største attraktioner, ekstraordinære udflugter og ikke mindst ekstra fokus på det fortræffelige vietnamesiske køkken, som skal opleves på gaden.

Mad er en vigtig ingrediens på en rejse til Vietnam. Det smager himmelsk, og de farverige markeder, der fylder den rejsende med indtryk, er samtidig et vigtig socialt element i den vietnamesiske hverdag.

Introduktion til det vietnamesiske køkken

Smagen af Vietnam er en rundrejse til de største attraktioner i Vietnam tilsat et kulinarisk touch, hvor I får en introduktion til det vietnamesiske køkken. Og det skal i den grad opleves på gadeplan.

Markederne bugner af de friske råvarer, der er så essentielle i den lokale madtradition. Og man går sjældent mange meter uden at støde på et suppekøkken eller en transportabel kulgrill. Glæd jer derfor til guidede udflugter i selskab med lokale madentusiaster, der vil tage jer med væk fra de store strøg og klæde jer på til mødet med menukortets mange muligheder.

I vil bl.a. møde den energiske madblogger Tu, der som få andre kender Hanois kulinariske scene, og hans pendant i Saigon, Vu. Og ikke mindst en kendt tv-kok i kejserbyen Hue.

Landkøkken og landmænd

På jeres rejse rundt i Vietnam vil I også køre på cykel fra hyggelige Hoi An ud på landet, hvor grøntsagerne dyrkes, og hvor smilet på de lokale er stort.

Og I kommer ud på Kokosøen i Mekongdeltaet, hvor I på et lokalt homestay kan gå med i marken og med ud at fange fisk. Maden er fantastisk – ikke kun, fordi I selv har været med til at høste og fange den.

Skønne restauranter i Hoi An

Gadens mad er både bedst og billigst i størstedelen af Vietnam. Men det vietnamesiske køkken er trods alt andet og mere end rygende gadekøkkener. De seneste år er der opstået en stigende interesse for at eksperimentere med de ellers så stolte madtraditioner.

Et af de steder, hvor restauranterne rent faktisk er lykkes med at skabe et reelt alternativ til gaden, er Hoi An. Her har vi reserveret bord på en spændende fusionsrestaurant, der fortolker det lokale køkken med inspiration fra bl.a. Japan og Peru. Og I vil selvfølgelig også have tid til selv at udforske de mange dejlige restauranter i Hoi An.

Den bedste rute i Halong-bugten

Rejsens rute er overordnet set klassisk forstået således, at I kommer til de største attraktioner i Vietnam. Det er udflugterne og rejsens fokus, der gør den store forskel.

I rejser fra pulserende Hanoi til den betagende ro mellem Halong-bugtens kalkstensøer. Her afviger vi så alligevel en del fra det klassiske. Vi har nemlig udvalgt et cruise, der går ind i Bai Tu Long-bugten, der er en mindre besøgt, men lige så eventyrlig bugt som Halong.

Glæd jer til fantastiske naturscenerier og skøn mad om bord.

Kejserbyen Hue og hyggelige Hoi An

I flyver så til Hue, hvor der venter en udflugt med en ekspert, som er kendt fra lokale madprogrammer i tv. Og i Hoi An venter som nævnt en dejlig cykeltur ud på landet og masser af dejlige restauranter side om side med de utallige skræddere og skomagere.

Saigon på bagsædet af en Vespa

Glæd jer også til at opleve Saigon bag facaden. Dels en aften på bagsædet af en Vespa scooter tæt på det lokale liv, og en dag i selskab med endnu en madentusiast, der giver nye vinkler på det sydvietnamesiske køkken.

I oplever de berømte Cu Chi-tunneller i speedbåd og ikke mindst det skønne homestay i Mekongdeltaet med de flydende markeder. Kort sagt: En rejse til Vietnam, der har det hele og mere til. Velbekomme!

Det skal I opleve

Program

Dag 1
I rejser fra Danmark mod Vietnam

Jeres rejse til Vietnam er i gang. Glæd jer til et eventyr fyldt med oplevelser for alle sanser.

Dag 2
Velkommen til Hanoi, Vietnam

I bliver budt velkommen i lufthavnen og hjulpet til jeres hotel, hvor I kan slappe af oven på rejsen.

Resten af dagen er på egen hånd, så I kan komme stille og roligt ind i rytmen, slentre rundt i gaderne og nyde livet omkring jer.

Det kræver en dyb indånding, første gang med krydser en af de store veje med en flod af scootere, men gå stille og roligt over i samme tempo hele vejen, så deler vandende sig omkring jer. Se, hvordan de lokale gør.

Overnatning på Hanoi Boutique Hotel 3*

 

Dag 3
Hanois gadekøkkener og markeder

I dag skal I opleve Hanois vidunderlige mylder af farverige markeder og rygende gadekøkkener med den lokale gadekøkkenentusiast og mad-blogger Mr. Tu. Inspirerende og lærerrigt! I stopper flere steder undervejs, hvor I har mulighed for at se og smage lokale delikatesser.

Glæd jer til et bombardement af indtryk og til at lære om alt fra spiseritualer og hygiejne til navne og indhold på de mange forskellige retter. Det er her, I virkelig mærker, at I følges med en ekspert, der samtidig kender alt og alle.

Overnatning på Hanoi Boutique Hotel 3*

 

Dag 4
Halong-bugten væk fra alfarvej

Efter morgenmaden bliver I hentet på jeres hotel og siger farvel til Hanoi. Turen går 3-4 timer mod kysten forbi landsbyer og rismarker mod et cruise med overnatning mellem majestætiske kalkstensklipper.

På dette cruise oplever I Halong-bugtens vidunderlige kalkstensøer ad en rute, der går væk fra alfarvej. Hvor de fleste både pr. tradition bevæger sig ud i selve Halong-bugten, sejler I mod nordøst til den mindst lige så spektakulære Bai Tu Long-bugt, der byder på væsentlig mere fred og uberørthed.

Slap af, nyd dejlig mad, fantastiske udsigter, store grotter og besøg i flydende fiskerlandsby.

Junken Dragon Pearl

I sejler med junken Dragon Pearl, der har 11 dejlige kahytter med havudsigt, så I kan nyde scenerierne fra I slår øjnene op om morgenen. Stemningen oser af det maritime med masser af træ overalt på det gode skib.

 

Dag 5
Morgen i Bai Tu Long og til Hue

Nyd at stå op ude i midten af ingenting – hvis gigantiske klippeøer beskyttet som verdensnaturarv af UNESCO ellers kan kaldes ingenting. Nyd solopgangen og en dejlig morgenmad eller brunch, mens I sejler stille og roligt tilbage mod land med stop i store grotter.

Mens I sejler den sidste tur mod land, bliver der serveret en frokostbuffet. I land venter jeres bil for at køre jer tilbage til Hanoi, hvorfra turen nu går med fly mod kejserbyen Hue.

Fremme i Hue bliver I budt velkommen i lufthavnen og kørt til jeres hotel.

Overnatning på Muong Thanh 3*

Kejserbyen Hue

Hue fremstår i dag mest af alt som en forvokset landsby, hvor grænsen mellem by og land er glidende. Ved første øjekast er det svært at forestille sig, at Nguyen-dynastiet fra 1802 til 1945 regerede hele Vietnam fra Den Forbudte By i citadellet i Hue.

Byen betragtes af mange som Vietnams kulinariske arnested. Hues kejserlige køkken opstod under Nguyen-dynastiet, hvor kejserne krævede storslåede og varierede måltider med brug af et hav af krydderier og ingredienser.

I dag lever Hue efter manges mening videre som Vietnams kulinariske hovedstad. Særligt den visuelle præsentation af maden er i centrum. Grøntsager udskæres i diverse dyreskikkelser, og retterne er ofte sammensat meget farverigt. Smukt og indbydende ser det ud, men det kan nogle steder have den bagside, at smag og tekstur kommer i anden række.

Dag 6
Gadekøkkener, byliv og historie i Hue

I dag fortsætter de gastronomiske indtryk på jeres rejse til Vietnam. En kendt tv-kok og madskribent, fru Huy, tager jer med til markeder og gadekøkkener med masser af smagsprøver.

Senere besøger I sammen flere landsbyer, der har specialiseret sig i hver sin populære ret. Udflugten slutter på en lokal restaurant, der serverer Hue-specialiteten rispandekager og grillet gris. Velbekomme!

Efter frokost besøger I det historiske Hue med bl.a. Citadellet og Den Forbudte By, og I kører i cykeltaxa gennem den gamle by.

Dag 7
Til Hoi An og fusionsrestauranten Mango Mango

Fra Hue går det nu over det smukke Hai Van-pas til den gamle handelsby Hoi An. Som vejen snegler sig op ad bjergsiden bliver udsigten og landskabet smukkere og smukkere. Efter ca. 3 timer er I fremme i Hoi An.

Hoi An er en by, man bare nyder at være i. Smukke huse, hyggelige gader og et dejligt liv. Dagen igennem er der både, der krydser floden, og kvinder handler med friske krydderurter og grøntsager under sivhattenes skygge. De mange små galleriers kraftfulde billeder pryder husenes mure. Her er et stort udbud af keramik og silketørklæder og både skræddere og skomagere i stort antal.

Nogle af Vietnams bedste restauranter

På det kulinariske landkort er Hoi An primært kendt for egnsretten cao lau, men i takt med mange små restauranters opblomstring er hele det vietnamesiske køkken nu bredt repræsenteret og flere har med stort held og dygtighed også kastet sig ud i fusionskøkkenets kunst.

Restauranterne ligger som perler på en snor langs flodbredden, hvor de om aftenen lyser op i nattemørket med fakler og levende lys, mens kulørte lamper gør det ud for gadebelysning.

Fusionskøkken på Mango Mango

Vi har reserveret bord til jer på Mango Mango. Restauranten byder på noget ganske anderledes, og det kan være meget svært at få bord, hvis man kommer ind fra gaden.

Ejer og chefkok Duc Tran har arbejdstasken fuld af inspiration fra USA, Sydamerika og Japan, så de friske råvarer bliver udsat for en meget spændende fortolkning. Atmosfæren er helt nede på jorden med lyse farver på væggene og en vidunderlig udsigt over floden

Overnatning på Vinh Hung Emerald 3*

Dag 8
Fredfyldt cykeltur fra Hoi An

Hoi An er omgivet af smukt landbrugsland med fine urtehaver, rismarker, landsbyer og vandveje. Det er fladt og perfekt til en cykeltur ud i det grønne ad små veje.

I tager cyklen med båden over floden, og så går det stille og roligt af sted. Her er urtehaver passet til perfektion. Rismarker og alskens andre afgrøder supplerer med mere frodighed, og de små landsbyer får smilene endnu mere frem, når de lokale hilser jer velkommen.

I cykler med en guide, der kan fortælle om alt det, I ser, og I får frokost hos en lokal familie. Turen slutter med 45 minutters smuk sejltur ad floden tilbage til Hoi An.

Overnatning på Vinh Hung Emerald 3*

Dag 9
Hoi An på egen hånd

I dag har I ikke noget fast på programmet. Slap af ved poolen, gå en tur på markedet og rundt i de fine gader eller hent jeres ting, hvis I har bestilt skræddersyet tøj eller nye sko. I kan også stikke hovedet inden for i et af byens templer, der oser af røgelse.

Har I mod på en ny cykeltur, kan I cykle ned til stranden. Og ikke mindst: Gå på opdagelse i menukortet på de dejlige restauranter. Om aftenen tændes de mange kulørte stoflamper over byens gader, og stemningen er magisk.

Overnatning på Vinh Hung Emerald 3*

Dag 10
Saigon oplevet fra bagsædet af en Vespa

Efter morgenmaden bliver I kørt en halv times tid til lufthavnen i Da Nang for at flyve til Ho Chi Minh City, der trods det officielle navn stadig af mange kaldes Saigon.

Byen har været drivkraften i Vietnams økonomiske udvikling, og den har et andet beat end Hanoi. Men den har fået sjælen med og gemmer på mange oplevelser bag facaden.

Ved ankomsten bliver I hjulpet til jeres hotel, og allerede om aftenen venter nye oplevelser. I skal opleve Saigon fra bagsædet af en scooter. En vidunderlig aftentur gennem byens mindre besøgte kvarterer til gadekøkkener, romantisk kaffebar og en velfortjent øl.

Glæd jer til bl.a. at spise seafood med de lokale på et af byens bedste gadekøkkener. Og til den egentlige middag på et gadekøkken med rispandekage, friske forårsruller og BBQ.

Overnatning på Hotel Sanouva 3*

Dag 11
Saigons hemmeligheder og gadekøkkener

I dag skal I ind til Saigons sjæl. Ind på kaotiske markeder. Ind på traditionsrige gadekøkkener. Og ikke mindst ind under huden på Sydvietnams gastronomiske traditioner.

Den lokale madekspert Vu tager jer væk fra turiststrømmen til steder, som de færreste turister finder. I spiser morgenmad sammen, nudelsuppen pho, og I besøger farverige markeder og udvalgte gadekøkkener. Hele vejen samler I snacks, som var I munke på vandring, og I slutter da også i et tempel, hvor I nyder det hele.

Overnatning på Hotel Sanouva 3*

Dag 12
Homestay på kokosøen i Mekongdeltaet

Fra Saigon går turen nu ud i Mekongdeltaet, hvor I skal bo en nat på et homestay og høste, fiske og slappe af med de lokale. Og I skal nyde pragtfuld mad skabt af de friskeste råvarer – I har jo selv været med til plukke og fange dem.

Fiskene fanges med små flettede kurve på traditionel i små kanaler og vandhuller. Om aftenen kommer ildfluerne frem og bidrager til den gode stemning. Jeres homestay har 6 værelser – 3 af dem er med aircondition, og det er selvfølgelig et af dem, Nyhavn Rejser reserverer.

 

Dag 13
Cykeltur og fiskeri i Mekongdeltaet

I har stadig mere, I skal nå at opleve på jeres rejse til Vietnam, så ud på dagen går turen mod Saigon igen.

I kan dog stadig nå at se jer omkring i Mekongdeltaet. Lån en cykel, besøg en pagode eller gå en tur – tag evt. i marken igen med den lokale landmand eller ud at fange fisk.

Efter endnu et dejlig måltid til frokost bliver I kørt til jeres hotel i Saigon.

Overnatning på Hotel Sanouva 3*

Dag 14
Til Cu Chi-tunnelerne i speedbåd

Ved byen Cu Chi tæt på Saigon ligger de berømte Cu Chi-tunneller, der er blevet et ikon for vietnamesernes udholdenhed og Nordvietnams sejr over Sydvietnam. Dem skal I besøge i dag. Det 250 km lange tunnelsystem blev udgravet under krigene mod Frankrig og USA og brugt som udgangspunkt for guerillaangreb. Under jorden var lagre, hospitaler … og livsfarlige fælder.

De fleste kører hertil, men de små 2 timers køretur hver vej kan godt være lidt lange. Derfor ankommer I med speedbåd ad Saigonfloden! I bliver hentet tidlig morgen og spiser frokost på en lokal restaurant, inden sejler tilbage. Udflugten foregår i en lille gruppe.

Hjemrejse

Jeres rejse til Vietnam er nu slut, med mindre I har forlænget med nogle dage ved stranden. I bliver kørt i lufthavnen, og flyver hjemad fyldt med minder og ikke mindst med farverige indtryk fra det vidunderlige vietnamesiske køkken.

Dag 15
Hjemme fra Vietnam

I ankommer til Danmark.

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

PRISER OG DATOER

Pris per person

Smagen af Vietnam, 3* hoteller
RejseperiodeDobbeltEnkelt
26.09.17 ‑ 31.12.1723.000‑26.00031.000‑34.000
01.01.18 ‑ 10.12.1822.000‑25.00030.000‑33.000
11.12.18 ‑ 07.02.1923.000‑27.00032.000‑36.000
Hvorfor prisintervaller?
Intervallerne i prislisten angiver den pris, vi forventer at kunne lave den beskrevne rejse indenfor. Den endelige pris vil afhænge af, hvilke fly der har ledig kapacitet på den udrejsedato, I vælger, samt hvilke værelseskategorier der er ledige.

Anny Stensvig

Få hjælp til rejsen

Vores rejserådgivere hjælper gerne med inspiration, gode råd og planlægning af en rejse ud fra jeres ønsker. Ring på nedenstående nummer og spørg efter Anny
Intervallerne i prislisten angiver den pris, vi forventer at kunne lave den beskrevne rejse indenfor. Den endelige pris vil afhænge af, hvilke fly der har ledig kapacitet på den udrejsedato, I vælger, samt hvilke værelseskategorier der er ledige. RING vedr. priser over jul og nytår.

Inkluderet

Ikke inkluderet

  • Drikkepenge.
  • Måltider ikke anført i programmet.
  • Afbestillingsforsikring (ved sygdom inden rejsen).
  • Rejseforsikring.