• Seattle med byens vartegn, det 184 meter høje udsigtstårn, The Space Needle i baggrunden
  • En af USA’s smukkeste nationalparker, Crater Lake
  • De kæmpe Redwoods, Yosemite National Park, Californien, USA
  • Napa Valley, Sonoma county i Californien

To brødre på Kæmpernes Kyst

Rejsebrev af Lars Mørk, Nyhavn Rejser

Lars Mørk har været på studietur i det nordvestlige USA for at tjekke rejsemålet lige fra de største attraktioner på Kæmpernes Kyst til de mindste detaljer på hotellerne.

Mellem rapporter til kollegaerne fik Lars skrevet dette spændende rejsebrev, som starter i Seattle og slutter i flyveren over Grønland.

Dag 1: Seattle

Jeg begynder denne rejsedagbog en sen aften i Seattle. Jeg sidder på mit hotelværelse og ser solen gå ned bag The Space Needle, byens vartegn. Jeg venter på min bror, der kommer fra Danmark. Selv har jeg tilbragt weekenden i min favoritby på det nordamerikanske kontinent, New York, hvor jeg har besøgt venner og opdateret mig selv på byen, der byder på en af verdens mest levende hotelscener. Her er masser af muligheder, hvis man vil betale lidt ekstra for en helt unik oplevelse.

Jeg har altså kun fløjet små 5 timer for at nå USA’s nordvestlige hjørne. Jeg har engang hørt vores egen Århus omtalt som verdens mindste storby. Hvis det er rigtigt, er Seattle et godt bud på at være USA’s ditto. Byen byder på hyggelige fiskemarkeder, en ekstremt venlig og imødekommende service og meget andet. Nå ja, og så betragter de sig selv som USA’s kaffehovedstad. Den verdenskendte kæde Starbuck’s har sit udspring i Seattle.

Hans, min bror, kommer som planlagt ud på de sene aftentimer. Vi skal shoppe en smule i morgen formiddag inden vi skal hente bil i lufthavnen og begynde vores roadtrip.

Dag 2: Vi vil ha’ en Cadillac!

En travl dag, men jeg er jo også på arbejde. Vi bruger morgenen og formiddagen i downtown Seattle, den perfekte måde at komme ned i tempo efter nogle hektiske dage i The Big Apple. Lige inden frokost henter vi vores bil i lufthavnen, som ligger i den rigtige retning i forhold til vores videre færd. På denne måde har vi sparet et døgns billeje, parkerings afgift og vi er sluppet for at skulle finde rundt i downtown Seattle.

Jeg har været på mange roadtrips i USA og derfor kørt i mange forskellige biltyper. Jeg forsøger hver gang at prøve noget nyt, og denne gang er ikke anderledes. Jeg har booket den største amerikanske flyder, jeg kunne finde! Vi er 2 drenge på tur, ikke noget pjat her. Det var derfor en stor overraskelse, da Avis damen glædestrålende kunne fortælle, at vi var heldige og kunne få en miljøvenlig hybridbil. Hun fortalte om fantastisk benzinøkonomi og en støjsvag motor, men vi måtte bede hende stoppe. Vi insisterede på den Cadillac, hun da også havde holdende. Da vi fortalte hende, vi kom fra et land, hvor man betaler 4 gange så meget for benzin som i USA, forstod hun straks, at hendes argumenter var spildte og stak os nøglerne til Cadillac’en.

Turen fra Seattle’s Tacoma Lufthavn gik direkte til den første store naturoplevelse, Mount Rainier, ca. 2 timers kørsel fra Seattle. Lad mig være ærlig, det regner meget på disse kanter, hvilket skaber en ekstrem frodighed. Jeg har sjældent set så meget grøn natur – det var ret overvældende. Også i dag regner det, men vores Cadillac er tør, og vi kører direkte mod nationalparken. Netop denne nationalpark byder på utallige hiking muligheder – både for den erfarne og for den mindre garvede vandrer. Man kan bruge uger her i området, hvis man vil.

Vi går nogle småture, og ender ved parkens visitor center. Man kan ikke komme længere i bil. Her ligger stadig flere meter sne, og temperaturen er omkring 5 grader. Ikke just sommerferie, men oplevelsen er helt speciel. Regnen er faktisk blevet til slud. Bilturen ned mod vores lodge tager vi direkte. Efter aftensmad på en lokal diner kalder dynen, det har været en lang dag og jetlag’et plager os stadig en smule.

Dag 3: Limfjorden …?

I dag kalder Stillehavet på os – som det har kaldt på mange andre nordboere gennem tiderne. Dagens mål Astoria er stadig meget præget af de mange bosættere fra de nordiske lande, der i sin tid slog sig ned her. Vi slår vejen forbi Mount Saint Helens, en aktiv vulkan, der sidst havde et stort udbrud i 1982. Regnen er stadig intens, og vi oplever naturen ændre sig markant langs Columbia River ud mod Stillehavet. Det hele bliver mere vindblæst, som kysten nærmer sig.

Ved ankomsten til Astoria forstår vi, hvorfor vores forfædre slog sig ned på netop denne egn. Havde det ikke været for størrelsesforholdet, kunne vi lige så godt have været i en søvning by ved Limfjorden. Dog serverer de lokale restauranter fantastisk seafood – men det får man vel også ved Limfjordens bredder. Vi når til Astoria i relativt god tid, så vi har tid til en rundtur i byen, der er første stop i Oregon, staten, hvor vi skal tilbringe det meste af turen. Byen ligger, hvor Columbia Floden munder ud i Stillehavet. Floden udgør i øvrigt grænsen mellem de to stater Washington og Oregon.

Dag 4: I Moder Naturs magt

Cadillac’en er vendt mod syd, i dag står den på ”scenic coastal highway”, som der står på skiltene. Jeg har kørt strækninger som denne længere mod syd i Californien, på Hawaii og utallige steder i Europa, men dette er anderledes – vi er virkelig i Moder Naturs magt her. Vi mærker det på egen krop undervejs, hvor vi bliver overrasket af et voldsomt regnvejr under en gåtur på den bredeste smukke strand, jeg har set længe. Vi søger ly i en grotte, inden vi mister tålmodigheden og løber gennem regnen tilbage til bilen.

Det er nu eftermiddag, og jeg sidder i solen på altanen på vores hotel i den lille strandby Newport med min bog og et glas vin. Vi har købt en flaske på en fra en af de lokale vingårde. Jeg ved ikke om, det er Stillehavets brusen eller en usædvanligt god flaske, vi har fået fat i, men øjeblikket er fantastisk. Jeg er født og opvokset i Midtjylland, måske er det derfor jeg drages af oceanerne?

Dag 5: I sne ved Crater Lake

Denne dag har jeg set frem til mange år. Vi skal til en af USA’s smukkeste nationalparker – og måske en af de mest oversete – Crater Lake. Det er godt 6000 år siden vulkanen Mount Mazama sprang i luften, og det, der i dag er USA dybeste sø, blev dannet. Der levede mennesker i området dengang, og deres ulykke nyder vi i dag godt af, for her er i sandhed smukt. Man skal kun regne med at kunne komme til Crater Lake fra juni til september. Vi er der midt i juni, og her ligger der stadig så meget sne, at det meste er lukket.

Der er et sted, man kan komme ned til søbreden, og den tur går vi. Det tager ca. 1-2 timer fra parkeringspladsen og kan varmt anbefales. Det er i øvrigt eneste hike, der er åben. Vores gåtur har sit udspring på søens nordvest bred, hvor der er sol hele dagen – derfor er sneen smeltet her. Her er i sandhed smukt – og skidt så med, at her også er koldt, og jeg kan se metervis af sne uden for vinduerne.

Dag 6: Hos Joe’s i Grants Pass

En relativt kort tur på godt 160 km til byen Grants Pass ved Rouge River. Det er netop floden, der er grunden til vores stop. Vi skal nemlig riverrafte. Men først i morgen. I dag står den på Danmark – Cameroon på en lokal sportsbar. Jeg har rejst meget i USA, og skal man opleve amerikanerne på deres helt egen hjemmebane, er en sportsbar som Joe’s i Grants Pass et godt sted. Udover det åbenlyse positive resultat af kampen faldt vi i snak med flere lokale. De var nysgerrige for at høre, hvad 2 vilde danskere dog lavede på deres lokale bar og for at lære lidt om den her underlige sport, man ikke rigtigt vidste, hvad man skulle sige til i Grants Pass.

Godt nok går det bedre for amerikanerne end for os ved VM, men en folkelig opbakning til holdet skal man lede efter her i Oregon. De fleste synes, det er lidt kedeligt, 3 mål på 90 minutter, det er ikke meget.

Dag 7: Våde bukser

Vi står tidligt op og checker ud. Cadillac’en startes, og vi kører til den lille by Merlin ca. 10 km fra Grants Pass. Merlin består stort set kun af firmaer, der laver ture på floden – om det er en sejltur i en speedbåd, riverrafting eller måske en fisketur. Der er mange muligheder. Vi møder vores guide Zach, som fortæller, at vi har ham helt for os selv på vores halvdags tur. Zach giver os valget mellem at ro med ham i den store båd eller tage turen i vores egen lille oppustelige kajak. Vi vælger naturligvis sidste løsning, hvilket skulle vise sig at være dagens klart klogeste beslutning – og betragteligt klogere end at riverrafte i jeans. De bliver ikke bare våde, men gennemblødte. Men turen ned af floden var fantastisk, vi var heldige med vejret og oplevede også nogle ret så ophidsende strækninger undervejs. Sjovt var det i hvert fald – og anbefalelsesværdigt.

Turen gik videre mod kysten og byen Crescent City, som ligger lige syd for grænsen til Californien. Inden afskeden med Oregon var der dog tid til endnu en stor oplevelse – Oregon Caves National Monument. Nogle naturligt skabte grotter i bjergene med en konstant temperatur omkring 8 grader. Der er rig mulighed for en rundvisning i grotterne, rangers fra visitorcentret viser rundt. Turen er spændende og usædvanligt informativ, men tag en varm trøje på. Næsen 2 timer i 8 graders varme er ikke ideelt, når man er sommerpåklædt.

Med sine godt 8.000 indbyggere og en række hoteller ligger Crescent City ved Redwood skovene – en række skovområder, der udgør Redwood National Park. Den første skov er vi kørt igennem her til eftermiddag, resten kommer i morgen.

Dag 8: Redwoods

Vi har haft en dag i de store Redwood træers tegn. Det er ret overvældende at se disse giganter – man kan ikke rigtigt forstille sig det, før man står ved foden af dem. På dagens strækning til Fort Bragg kommer vi forbi 3 såkaldte ”drive through” træer, som man kan køre igennem. Vi vurderer dog, at Cadillac’en nok er for bred. Alle 3 træer står på private områder, hvilket betyder ekstra entre.

Det er i øvrigt også på denne strækning vi kører ind på den klassiske Highway 1, som Fort Bragg ligger ud til.

Dag 9: Goddag til SF, farvel til Cadillac

Fra Fort Bragg kører vi den sidste strækning mod syd til San Francisco. Vi kører mod syd langs kysten og ind i landet gennem Sonoma Valley, et af Californiens vigtigste vinområder. Jeg har været her flere gange før og nedprioriterer et besøg på en vingård i denne omgang. Vi vil til San Francisco og have lidt tid til shopping i byen. I Sonoma når vi turens højeste temperatur, omkring 30 grader. Den falder igen ved ankomsten til San Francisco, som i dag ligger indhyllet i tåge. Her er ca. 15 grader. Det er helt typisk – vejret er umuligt at forudsige i denne by.

Vi har netop taget afsked med vores trofaste følgesvend, Cadillac’en, som er afleveret på Avis’ kontor på Post Street. Det blev til godt 2.400 km på denne tur, men det føles nu ikke langt.

Dag 10: Hotelinspektion

Jeg har set et par hoteller, shoppet og spist en god middag i den italienske bydel North Beach. Nu skal vi tidligt i seng, vi har en lang tur foran os i morgen – og en tidlig afgang. Vi bliver hentet på hotellet kl. 5 om morgenen.

Dag 11-12: Over Grønland mod Danmark

Afgang tidligt, en nedslående oplevelse med Danmarks sidste kamp mod Japan og så ellers ombord og retur mod Danmark. Jeg sidder nu over Grønland og afslutter denne dagbog. Se turen Kæmpernes Kyst her på hjemmesiden og giv mig et ring. Vi kan vi sammensætte en tur, der passer til præcis dig og din familie.

Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Over and out – Lars!

Se rejseforslag til Kæmpernes Kyst - fra Seattle til San Francisco

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.