
Som den længste flod på Bali har Ayung-floden mange smukke landskaber, hun gerne vil vise jer. Dagens eventyr begynder tidligt om morgenen, hvor I hentes på jeres hotel og køres til floden. Her venter jeres instruktør, og briefing og udlevering af udstyr kan begynde, for naturligvis er der stramme sikkerhedsproducerer at følge.
Flyd med strømmen
Nu er I klar til jeres eventyr på floden, og I padler ud i et storslået landskab med rismarker på begge bredder og Abang-bjerget knejsende i baggrunden. Strømmen er stærk og bærer jer hurtigt, så I skal mest bruge årerne til at navigere med.
Adrenalinsus i regnskoven
Indimellem går det vildt for sig, og skumsprøjtet står ind over gummibåden. Mærk adrenalinsuset og nyd stilheden bagefter, når I glider gennem regnskoven. Her kan I spotte farvestrålende, eksotiske planter og vandfald. Måske I ser et glimt af den smukke isfugl?
Frokost ved floden
I alt tilbringer I ca. to timer på floden, og så er I nok blevet både sultne og tørstige. Oplevelserne på floden ender ved en restaurant, hvor I nyder en lækker frokostbuffet og fantastiske udsigter over Ayungs grønne floddal og rismarkerne. Bagefter hentes I af bilen fra før og køres tilbage til hotellet.
Alle kan være med
Selvom Ayung er Balis længste flod og krydser øen fra bjergene mod nord til kysten i syd, er vandet forholdsvist roligt. Sværhedsgraden er 2 ud af 6 i sommersæsonen, så her kan begyndere sagtens være med. I sejler i en raftingbåd med plads til fire deltagere samt jeres instruktør.