• Serian, Borneo, Malaysia
  • Langhus i Sarawak provinsen, Borneo
  • Flodbredden i byen Kuching, Borneo

”May Day, May Day”

Rejsebrev fra Borneo af Ulla Bech

”May Day, May Day” hørte vi bådens kaptajn kalde over radioen – et nødråb, som heldigvis ikke havde alvorlige konsekvenser for passagererne eller besætningen.

Denne fortælling vender jeg tilbage til – ligesom fortællingen om ”damen, der ikke ville flytte sig”. Men lad mig starte ved begyndelsen.

Optakt til rejsen til Borneo

Da jeg havde været så heldig at vinde et gavekort ved Nyhavn Rejser for et rejsebrev fra Mexico, spurgte min datter, om vi kunne tænke os at komme med en tur til Borneo og junglen der.

Efter at have læst om de spændende muligheder, som Nyhavn Rejser tilbyder, ja, så måtte især jeg gå i tænkeboks.

”Eventyr på Borneo” lød jo ganske tillokkende, og da denne rejse jo formentlig ville indebære møder med krybdyr – læs slanger – ville det betyde, at jeg måtte gå i skarp træningslejr, for at prøve at overvinde min angst for disse dyr.

Rejserådgiver Lasse Westh blev igen konsulteret adskillige gange, og som altid fik jeg super gode, saglige og kompetente tilbagemeldinger. Jeg var nok nærmest en form for plageånd, for spørgsmålene var mange – og nok ikke alle var af lige høj standard, sagt med et bredt smil om læben – men altid var der hurtige svar – Terima Kasih (tak for det)!

Krybdyr – arrgghh

Beslutningen blev taget – og det første skridt, efter at rejsen var bestilt, var en udflugt til Randers Regnskov. Halsen snørede sig sammen på mig, da vi stod ved slangegrotterne – og jeg måtte erkende, at jeg IKKE var i stand til at gå derned.

Min mand og datter gik ind for at se slangerne, og jeg slentrede lettet af sted for at se, hvad der ellers var af muligheder… oh ve, oh skræk og rædsel – lige pludselig fandt jeg mig selv stående i grotten med slangerne. Var kommet til at gå ”bagvejen” – neeej, det VAR altså lige før, jeg blev til en saltstøtte.

Det lykkedes mig at hanke så meget op i mig selv, så jeg fandt ud – jubii. Glæden blev kort - snart måtte jeg igen se angsten i øjnene.

I kø med en slange

Det var blevet spisetid, og vi stod i kø i cafeteriet. Ud af øjenkrogene så jeg, at mine kære stod og gjorde tegn til hinanden med sigende blikke. Da jeg vendte mig om, stod en meget sød ung pige lige bag mig med en sort slange, der snoede sig op af hendes ene arm. Aaarrgghh.

Aldrig har jeg flyttet mig SÅ hurtigt – mit hjerte hamrede – det var bare for meget. Men jeg kan da godt se, at det er alle tiders for folk i kø at få muligheden for at klappe en sort slange… jo jo, bare jeg ikke skal gøre det, og helt ærligt, så synes jeg, at det var en oplevelse, som jeg helst ville have været foruden.

Omvendt, så var det jo i Randers Regnskov, og jeg kunne jo bare være blevet hjemme – skik følge eller land fly. Dog ser jeg sådan på det, at der er SÅ mange andre skønne ting at se på i Randers Regnskov, at det, set med mine øjne, berettiger til et besøg – og derfor synes jeg ikke, at det er helt ok at vise en sådan slange frem i en kø.

Lasse West fra Nyhavn Rejser mente nu ikke, at ”risikoen” (set med mine øjne) for at se og møde slanger på Borneo var særlig stor – OM vi gjorde!! ?

Forberedelserne – og udfordringerne inden ferien

Næste forberedelse var vaccinationer og indkøb af iglesokker. Vi havde jo læst rigtig meget om de små plagsomme dyr, så ”udrustningen” skulle være i orden. Det eneste vi ikke fik brug for – ja, det var netop iglesokker. Vi kom ikke i de områder, hvor disse små blodsugere holder til – men det var da super at være forberedt.

Det var meningen at min datter skulle udstationeres i Ghana – og derfor blev ferien tilrettelagt derefter. Disse planer blev imidlertid lavet om, så hun i stedet skulle til Egypten. Det viste sig snart, at timingen på ferien dermed blev alt andet en god. Det passede slet ikke ind i den ny Schedule. Lange afstande måtte tilbagelægges, inden ferien kunne begynde. Inden min datter kunne komme hjem til Danmark, skulle hun lige et smut fra Cairo, Egypten til Maputo, Mozambique. Derfra til Perth, Australien og videre til Walvis Bay, Namibia og derefter tilbage til Cairo.

Hun kom hjem til Danmark onsdag den 8. februar om aftenen. Torsdag den 9. februar skulle hun klargøre de ting som flyttefolk ville komme og pakke ned fredag den 10. februar. Meget skulle pakkes og sættes i en container, så al hendes habengut kunne blive fragtet til Egypten. Det skulle planlægges nøje, da der også skulle komme en varelevering med møbler etc. som skulle med – så der var mange ting, der skulle falde i hak.

Lørdag den 11. februar skulle vi rejse – så ja, det VAR et stramt program. Desuden skulle hun ikke som planlagt med hjem til Danmark igen. Hun skulle direkte til Las Palmas på Gran Canaria for at foretage et crew change efter endt ferie.

Vi måtte derfor vinke farvel til hende i Kuala Lumpur. Hun skulle over Amsterdam og Madrid for at komme til Las Palmas. Ja, hun ER snart mere i luften end på landjorden. Ændringen betød, at hendes sæde i flyet til Danmark var ledigt, og det nød flyselskabet godt af, da de havde overbooket. Mere om det sidst i ”beretningen”.

Afrejse- og ”manglende” billetter – tak for en dejlig middag

Vi skulle mødes med Christian Boelsman fra Nyhavn Rejser i Kastrup Lufthavn et par timer før afgang. Jeg tænkte egentlig på, at når nu alle deltagere samles inden afgang, ville det have været en god ide lige at sørge for, at selskabet fik hilst på hinanden. Ellers synes jeg egentlig ikke, at der er grund til at sende en kontaktperson.

Min datter spurgte Christian Boelsman, hvorfor der ikke var billetter fra Doha, hvor vi skulle mellemlande, til Kuala Lumpur. Beskeden var, at der ville stå en repræsentant for Nyhavn Rejser i Doha med billetterne og sørge for, at vi kom rigtigt videre. Da min kære datter helst vil have styr på sagerne, fik hun en kopi af billetterne, og det viste sig at være en god ting, da der IKKE stod nogen fra Nyhavn Rejser for at tage imod os.

Med kopien i hånden fik min datter hurtigt overblik over, hvor vi skulle hen for at komme videre, og vi begav os på vej. Der var dog nogle stykker, der ikke kunne forstå, hvorfor vi bare gik videre uden at vente yderligere, så de satte et par ”spejdere” på sagen. Disse ”spejdere” dukkede dog op lidt senere med uforrettet sag.

Da alle var samlet, tjekkede vi ind som en gruppe, og der var overhovedet ingen problemer. Dog udløste mangelen på repræsentanten fra Nyhavn Rejser en middag. Der var flere, der fortalte vores danske rejseleder Finn Andersen om mangelen, da vi var vel ankommet i Kuching, hvor han og Mashi, den lokale guide, tog imod os. Finn Andersen gik videre med denne melding og fik besked hjemmefra, at vi alle ville blive inviteret til en middag som plaster på såret. Tak for det.

Mødet med en ”gammel” klassekammerat

Da vi stod i kø som gruppe i Doha, kunne jeg se, at der på kufferten foran mig stod et navn, som sagde mig ”et eller andet”. Jeg spurgte så ejeren af kufferten, og han sagde: ”Hedder du ikke Ulla?”.

Jo, det gjorde jeg jo – og tænk – det viste sig, at være en ”gammel” klassekammerat, der også var med på rejsen. Det er langt over 40 år siden, vi sidst har set hinanden. Meget pudsigt. Hvor ER verden dog lille.

Løst flysæde

I det første fly fra CPH til DOHA konstaterede min datter, at hendes sæde var løst. Den tilkaldte stewardesse kunne desværre ikke sætte det fast. Min mand og datter spurgte, om der var noget tape ombord.

Efter et stykke tid kom stewardessen med noget bredt tape, hvorefter min mand fik sat sædet så meget fast, at det var muligt at ”blive siddende”. Til nogen moro for dem, der sad tættest på og havde fulgt med i ”optrinnet”.

Endelig – efter mange timers flyvning – Borneo!

Allerede indflyvningen til Borneo blev en oplevelse. Vi kunne se, hvordan de talrige floder bugtede sig mod havet. Og de kæmpe arealer med oliepalmer.

Som nævnt blev vi modtaget af den danske rejseleder Finn Andersen og den lokale guide Mashi, som skulle følge os på hele rejsen. Mashi kaldte Finn Andersen for Mr. Finn, så det vil jeg også kalde ham fra her i rejsebrevet.

Mashi fortalte om sig selv. Han sagde, at vi kunne kalde ham ”Mats”. Hans navn betyder ”Guld” og han er far til 7 børn. 6 drenge og 1 pige. Mashi var meget interesseret i at vide, hvad vore navne betød.

Mats var en yderst behagelig og kompetent guide, som fortalte utrolig mange ting om Borneo, Sarawak provinsen og Malaysia i det hele taget.

Blandt andet fortalte han, at vi på nogle af bilerne ville kunne se et stort hvidt ”A”. Det betød, at bilens fører havde fået kørekort, men at det ikke var endelig gyldigt endnu.

Når køreprøven er bestået følger der 2 års prøvetid. I den tid skal bilen bære dette mærke, så alle ved, at der her er tale om en nybegynder. I de to år må der ikke forvoldes nogen skade overhovedet, så der bliver kørt pænt. Måske en ide at overføre dette system til Danmark, hvor der, efter min mening, sker alt for mange meningsløse ulykker.

Vores transportmiddel - bussen

Bussen, vi kørte i, var udstyret med en air condition, som bare larmede. Jeg er hørehæmmet, og den larmende air condition betød, at jeg desværre ikke fik ”det hele” med – selv om jeg prøvede at sidde lidt forskellige steder.

Det, med at rykke rundt i bussen, fungerede desværre ikke. Mr. Finn opfordrede os flere gange til at skifte pladser – meeeen, det lå meget tungt, hvilket betød, at der stort set blev faste pladser for de fleste. Lidt ærgerligt, synes jeg nok. Ganske vist led nogle af køresyge, men det var de ikke de eneste, der gjorde, så det ville have været fint, om denne øvelse i rokering ville blive håndhævet noget mere.

Kattenes By - Kuching

På rundturen i Kuching besøgte vi bl.a. det kinesiske tempel Tua Pek Kong. En meget stor oplevelse. Der kan købes” papir-penge” – guldbelagte. Disse ”penge” brændes i en ovn, med en vældig røgudvikling til følge. En tyk grå røg bølgede ud fra skorstenen, sammen med de ønsker, som blev fremsagt under afbrændingen. Røgelsespinde blev også meget brugt. Der kunne købes frugter, som blev stillet på gulvet foran en figur af en tiger. Når dagen er omme, deles frugterne ud til dem, der trænger. En rigtig god ting.

Kuching betyder blandt andet ”Kat”. Kattene er højt elskede dyr, og vi besøgte et museum for katte. Du milde. Museet var fyldt med ALT indenfor katte. Alt fra malerier til nøgleringe, de mest utænkelige ting. Tiden slog slet ikke til der.

På Sarawaks Museum blev vi indført i Borneos kultur-og naturhistorie. Vi gjorde holdt ved byens religiøse vartegn, Moskeen, som kunne rumme 16000 mennesker. Herfra gik vi hjem til hotellet gennem byens gader. Markeder overalt. Krydderier, fisk, grøntsager – you name it. ALT.

Krokodiller

Vi boede på Hilton Hotel i Kuching. Det var bare flot. Og sikken udsigt til Sarawak floden. Det kan ikke beskrives, hvor flot det var. Dog skal man ikke tage fejl. Der lever krokodiller i floden, og ganske få dage før vi ankom, havde man fundet legemsdele fra en ung dreng, som var blevet delvis ædt af en krokodille. Under opholdet på Borneo stod der indtil flere gange i aviserne, at der var sket krokodilleangreb. Ganske forfærdeligt.

På trods af det, så blev Sarawak floden benyttet flittigt til blandt andet roning, som er én af Borneos nationalsporte. Vi så dagligt langbåde med op til 20 roere træne i floden ved aftenstide.

Madsteder, udspyttede muslingeskaller og Ikea stole

En rigtig god ting på rejsen var, at Mr. Finn hver aften spurgte, hvem der ville med ud at spise. Han viste os mange unikke steder, såsom et spisested bestående af et utal af fiskerestauranter, på 6. etage oven over en parkeringskælder. Den ville vi aldrig have fundet selv.

Det tog næsten pusten fra mig – aldrig har jeg set så mange mennesker på eet sted. Side om side lå disse fiske-madsteder. Vi gætter på, at der var ca. 15oo mennesker inde og spise ad gangen. Inde er nu så meget sagt – det er faktisk åbent i den ene side.

Hver ”restaurant” havde så sin egen farve på dugen og på plastik tallerkenerne. Alt ”porcelæn” var plastik – men sådan var det over det hele. På nær på hotellerne.

Man skulle så finde ud af, hvad man ønskede at spise. Priserne var pr. 100 gram. Vi kom til at sidde ud for en ”restaurant”, hvor der var en meget sikker kvindelig indehaver. Hun tog mig med op til kølediskene, og så skulle jeg vælge hvilken fisk, jeg ønskede. Hummerne og krebsene lå med garn om kløerne, nogle fisk lå på is og andre svømmede rundt i kar.

Den udpegede fisk blev vejet, og kokken sagde, at det ville koste 26 ringgit, stegt og det hele. Fint nok. Da fisken kom, lå den med åbent gab på en måde, jeg aldrig har set før. Næsten overtrukket med en form for karamel og hvidløg. Den var svær at pille, men den smagte utrolig godt.

Jeg kom til at se på de unge mennesker, der sad ved nabobordet. De fik blandt andet muslinger. Dem tog de i munden, sugede muslingerne ud af skallen, og spyttede derefter skallen ud på borddugen. Hmmnn. Det var ikke ligefrem hygiejnisk, og der blev ikke skiftet dug, da de forlod stedet…

Jeg lagde mærke til, at alle boder og madsteder havde børnestole fra Ikea, lidt morsomt, synes jeg.

Vi var blevet udstyret med paraplyer fra hotellet, hvilket viste sig at være en udmærket ting, da det i den grad regnede og tordnede, da vi skulle hjemad. Selv om regntiden officielt var slut, sagt med et stort smil.

Floddelfiner

Dagen oprandt, hvor vi skulle på flodcruise for at se floddelfiner. Inden vi gik om bord på skibet, skulle de fleste træde af på naturens vegne. Mr. Finn uddelte toiletpapir foran toilet-skuret, og det fik vi da noget sjov ud af.

Det var en fantastisk sejltur – dog så vi ikke floddelfinerne, selv om skibets besætning gjorde alt for at spotte dem. Vi sejlede ad Sarawak floden ned ad Sungai Santubong ud til floddeltaet ved det Sydkinesiske øhav. Vi så mange små fiskerbåde trække deres net ind. Ingen af disse fiskere havde set delfinerne, så vi sejlede ind i mangroven.

Lige pludselig på tilbagevejen kom der et par floddelfiner til syne. Dagen var reddet!

Massage, ingefærte og regnskyl

Tilbage på hotellet fik min datter og jeg massage. Startende med servering af ingefærte. Med tryk på ingefær. Nøj, den var stærk – men smagte egentlig godt.

Aldrig før har jeg fået en massage, hvor massørens fingre og hænder arbejder som en kødhammer og trommestikker. Kunne næsten ikke tro, at den kvindelige massør ikke havde et redskab i hånden. Nok én af de bedste massage-oplevelser, jeg har haft. Efterfølgende lagde vi os ved poolen - blot for at opleve endnu et voldsomt regnvejr. Men hvor var det egentlig skønt og forfriskende.

Fedt at være dansk rejseleder

Disse første dage havde vi meget tid på egen hånd, så vores danske rejseleder Mr. Finn var næsten lige så meget turist, som vi var, sagt med et bredt smil om læben. Også han fik tid til svømmeture og til at ligge ved svømmepølen og læse bøger, inden han om aftenen samlede de af os, der ville med ud og spise.

Mr. Finn orienterede os om, at vi den følgende dag skulle af sted til Bako Nationnal Park på en 2 dages tur. Da vi skulle med små både ud til nationalparken, skulle vi kun pakke de fornødenheder, vi så absolut havde brug for. Al anden bagage blev på hotel Hilton i et aflåst rum, da vi ville komme tilbage til dette hotel for endnu en overnatning.

Nu havde de fleste slet ikke tasker med til dette formål, men så VAR det jo super, at man kunne købe plastiktasker i mange størrelser til næsten ingen penge på markedet. Det var meget morsomt at se, at de fleste i dagens løb havde været ude og købe disse tasker.

Neeeeej, se en slange– ”Tatoveringstræet” og næseaber i Bako National Park

Vi ankom i fin stil med små både til Bako National Park. Efter en mindre gåtur, kom vi til selve centret. Én fra gruppen udbrød – ”Neeeej, se en slange” – ok, opholdet i junglen var altså begyndt!

En grøn slange lå på nogle blade. Vi skulle senere opleve, at selvsamme slange lå og sov på en stander. Den boede ud for én af hytterne og blev hurtigt et meget populært emne at fotografere. Da jeg så absolut ikke ville se dyret, tog både Mr. Finn og min datter billeder af den med vores kamera.

Vores bagage blev anbragt i et lille rum, da vi ikke kun få vore hytter før om eftermiddagen. Derfor begyndte opholdet med en 2 timer lang vandretur i regnskoven. Junglen var en kæmpe oplevelse. Vi så næseaber højt oppe i trætoppene samt den mest fantastiske fauna.

Mats havde advaret os mod et træ, der er fyldt med pigge. Når man sådan vandrer ude i junglen, kan man af og til have brug for at tage fat i en gren eller lignende for at ”hive sig op”. For jeg må erkende, at det absolut ikke var nogen søndagstur, selv om der rigtig mange steder var lavet træ-trapper med gelænder. Førnævnte træ måtte vi under ingen omstændigheder gribe fat i, da piggene kunne forvolde utrolig megen skade. Mats fortalte, at disse pigge blev brugt af Iban indianerne til at foretage tatoveringer med!

Det var derfor et must at se sig godt for, idet disse træer var overalt. Jeg var sammen med Mr. Finn rosinen i pølseenden – jeg erkendte, at det VAR på grund af tempoet og de legemlige anstrengelser, jeg sakkede bagud.

Mr. Finn derimod kunne jo benytte sig af sin status som rejseleder, og sige, at han dannede bagtrop for at sikre sig, at alle mand var med. Det morede vi os naturligvis over, da også han var tydelig mærket af turens strabadser.

Sikke en belønning, vi fik, da vi var halvvejs. Vi kom ud til stranden – og hvilken strand! En BOUNTY Strand. DET kan simpelt hen ikke beskrives, hvor skønt, der var.

De af os, der ikke havde ”lyst” til at gå samme rute tilbage til centret, kunne sejle med en lille båd, der lå klar i strandkanten. Vi var 3, der benyttede denne mulighed. Vi skulle vade ud til båden, hvorfor jeg havde taget mit fodtøj af. Det kom til at koste en ”forbrændt” fodsål, da bådens dæk simpelt hen var så varmt af solen stråler, at der var afregning ved kasse et. AV, av.

Bådens fører sejlede os forbi nogle stensætninger, som lignede en frø, en jaguar og en klapperslange. Det var en skøn, skøn sejltur, hvor vi kunne se strand veksle med mangrove.

Da vi ankom til centret satte vi os til at vente på resten af selskabet. Som de første kom min datter og mand, og jeg må sige, at min kære mand var mere en ”opkogt” - af varmen, som han sagde.

Frokost i selskab med macaque aberne

Vi skulle nu indtage vores medbragte frokost, som bestod af kylling, sandwich, kage og banan. Under hele frokosten kom Mr. Finn og Mats på en større opgave, idet det viste sig, at der ikke var værelser nok til alle mand. De måtte bruge megen tid på at løse denne udfordring.

Da vi spiste vore madpakker, kom de meget frække macaque aber. De holdt skarpt øje med os og specielt med maden. Vi var blevet advaret mod disse abers frækhed. Vi måtte ikke åbne døre og vinduer i hytterne, da aberne ikke ville holde sig tilbage. De ville simpelthen invadere hytterne og snuppe, hvad de havde lyst til.

Det tog da også kun et split-sekund for én af disse macaque aber at stjæle et stykke brød, medens vi spiste. Nej, hvor den sad og smovsede!

Slangen, der ”dumpede ned” fra loftet, vildsvin om hytterne og abernes svømmebassin

Endelig fik vi adgang til hytterne, der stod på pæle. Jeg så, at der – troede jeg i første omgang – kom en abe ud under hytten overfor os. Det viste sig, at det var en vildsvine-orne, der gik og rodede ved affaldstønden under huset. Ved vores hytte var der et lille vandhul. Aberne brugte dette som svømmebassin. De kravlede op i træerne og sprang ned i vandhullet. Ligesom vi springer fra 1- 5 meter vippen i svømmehallen. Det var meget morsomt at se på. I hytten ved den ene seng sad en kæmpe kakerlak, og den måtte min mand fjerne, hvilket egentlig ikke var helt nemt. For ligefrem at sove med en kakerlak ved hovedgærdet, var jeg ikke helt så lun på.

Min mand havde glædet sig til at høre junglens lyde i natte-og morgentimerne. Så han stod meget tidligt op og gik en tur. Heldigvis ventede han med at fortælle, til vi var vel ude af junglen, hvad han også havde set i ”vores” vandhul denne tidlige morgenstund. Behøver jeg at skrive, at der også svømmede slanger rundt?!

MEN- HVAD VÆRRE VAR, - i én af de andre hytter, var der dumpet en sort slange ned fra loftet i badeværelset. Lige ned foran én af hyttens mandlige beboere. Slangen havde i en fart bugtet sig om bag affaldsspanden – og ”forsvandt” ligesom. AAARRGGHH. En revne ved gulvet havde formentlig været dens flugtvej. Men det var ikke slangen, der havde bekymret beboerne – det var skimmelsvampen i hytten. Jeg vil tro, at det er umuligt at undgå skimmelsvamp, men helt ærligt, så bar hytterne ikke præg af at blive gjort rene. Selv om det var simple forhold, vi skulle bo under, så vil jeg give medhold i, at der burde gøres en smule mere ud af hygiejnen på stedet.

Myggespray, selv-lysende insekter, tordenvejr og vildsvine-far

Hvis ikke vi kunne finde hinanden, kunne vi bare gå efter lugten. Alle sprøjtede og smurte sig ind efter alle kunstens regler for at undgå myggestik mv. Dog lykkedes det ikke helt, da vi alle mere eller mindre bar præg af at have været ”tag-selv-bord” for disse blodsugende insekter. Vi skulle have været på en aftenvandring for at se selv-lysende insekter. Imidlertid kom der noget af et uvejr i vejen for denne aftentur. I øvrigt et meget smukt syn at se lynene. Disse var næsten også det eneste, der kunne ses, da sigtbarheden var yderst ringe på grund af det voldsomme regnskyl.

Én af vore medrejsende gik med en lygte for at finde ned til sin hytte. Min mand sagde til ham, at han lige skulle lyse lidt ned og mod venstre. Dér stod vildsvine-far og rodede i jorden. Betænkelig tæt på os. Hjertet slår godt nok noget hurtigere. Dyrene er vant til mennesker – men alligevel – det ER vilde dyr!

Kødædende planter

Dagen derpå, efter en noget anstrengt nat for de fleste, skulle vi på en morgentur. Vejret var igen blevet godt. Vi skulle se kødædende planter. Turen op til dem var ret krævende. Op og ned – trærødder, sten og sand. Udsagnet fra Mr. Finn om, at vi ville blive drivvåde af sved, holdt stik. Pyhh. Jeg tænkte mange gange, hvor heldig, jeg var, at få lov til at opleve alle disse ting. Og de kødædende planter var ingen undtagelse. Fantastisk. Senere i Kuala Lumpur så vi faktisk et kæmpe springvand udformet som disse kødædende planter - super flot lavet.

Vi skulle med bådene senest kl. 11 om formiddagen, da vi ellers ville være ”fanget” af lavvande. Vel tilbage i Kuching kunne vi igen nyde Hiltons faciliteter og byen på egen hånd.

Orangutanger – eller mangel på samme

En 3 dages tur var på programmet. Igen skulle vi pakke det mest nødvendige, da vi skulle med langbåde ad Lemanakfloden til langhusene hos Ibanfolket.

På vejen derud skulle vi gøre holdt hos Semonggok Wildlife Rehabilition Centre som hjælper orangutanger til et liv i det fri. Atter formåede Mats på bedste vis at forberede os til oplevelserne, der ventede forude. Han fortalte om blandt andet Richie, den største han-orangutang, som var en meget dominerende herre der indgød en vis form for ”frygt”.

Da vi ankom, ventede små busser på at køre os ind til centrum af centret. Inden vi kørte, blev det understreget, at vi ikke måtte snakke. Der skulle være stilhed. Overalt var der skilte med ”Silence”. Efter en mindre gåtur ind i junglen kom vi ud til foderpladsen. Én af centrets medarbejdere stod iført gul hjelm og gule gummistøvler på en platform og kaldte på orangutangerne.

Vores gruppe var helt stille – men det var der andre, der så absolut ikke var. Et hold japanere stod og snakkede lystigt både med hinanden og i mobiltelefoner. Ikke lavmælt, men ganske højt! Det blev bare for meget for os. Vi tyssede på dem, men det tog de sig ikke så nær. Indtil én fra vores gruppe på klingende københavnsk og med gloser, jeg ikke gengiver her, utvetydigt gjorde det japanske selskab klart, at nu skulle de ”klappe kaje”. Og tænk, det gjorde de!

Men orangutangerne kom desværre ikke, så vi gik med uforrettet sag – kede af, at noget af det, som vi havde glædet os allermest til, ikke så ud til at lykkes. Således, en anelse nedtrykte, fortsatte vi turen. Så lød det fra Mr. Finn og Mats: Hvis vi alle ville betale entre, så ville vi gøre endnu et forsøg på at få orangutangerne at se på hjemturen. OM vi ville. Stor begejstring – humøret i top – dagen reddet!

Mats havde ikke spurgt sit selskab om lov – han tog en beslutning selv. Tusind tak for det!

Lemanakfloden og langhuset hos Ibanfolket – Head-hunter/money-hunter

Vi gjorde holdt i en lille landsby for at spise frokost og opleve et marked, der bugnede af alle mulige grøntsager og fisk i alle regnbuens farver. Kvinder sad og flettede de mest fantastiske tasker, som mange købte.

På vej til Lemanakfloden, hvorfra vi skulle sejle med langbåde, fortalte Mats om Ibanfolket. Blandt andet at de tidligere havde været hovedjægere; men nu var pengejægere. Det kunne vi trygt stole på, fortalte han. Det var meget, meget spændende, hvad han kunne fortælle fra tiden, hvor Ibanfolket var hovedjægere.

I dag nyder Iban indianerne også godt af turismen. Der var sket en ændring af vores ophold undervejs på turen. Og godt det samme. Det langhus, vi skulle have overnattet i, så vi på hjemvejen. Der var båse, hvor der kunne sove 2 personer. Disse båse var ødelagte, og det, der skulle have tjent som underlag lå splittet i stumper og stykker. Så vi var mere en tilfredse med at planerne var blevet ændret.

Grenen i floden, grundstødning, den tabte hat

Vi kunne være 4 personer i langbådene ud over bådføreren og navigatøren. Sidstnævnte sad i stævnen, og gjorde med små håndbevægelser bådføreren opmærksom på forhindringer af al slags. Båden foran os tog farten af, og navigatøren på vores båd skældte ud og gjorde tegn til, at nu skulle vi sejle forrest.

Efter ca. 45 min. kom vi til et sted, hvor vi skulle ind til flodbredden for at hente de forsyninger, vi skulle have med. Ligeså skulle der flere fra stammen med i bådene. Vi fik selskab af en dejlig dreng. Med fuld fart gik det videre. På et tidspunkt begyndte drengen at grine højt. Vi vendte os om og så, at bådføreren fra båden bag os gik ude i floden, og båden ligesom lå stille. Vores bådfører gjorde os med tegn forståeligt, at der var tabt en hat, og at hans kollega var gået ud for at hente den.

Det viste sig, at det ikke var helt i tråd med sandheden! Om det skyldtes navigatøren eller bådføreren ved jeg ikke – men i al fald sejlede langbåden på en gren, så bådføreren blev smidt af båden. Det var så heldigt, at der var en sandbanke i floden pågældende sted, så langbåden var gledet ind i den. Vore rejsekammerater, der var passagerer på denne langbåd, fortalte, at det havde været utrolig tæt på, at de var kæntret! Så ER det, at tankerne omkring forsikring osv. osv. dukker op. Der lever, efter sigende, krokodiller i floden – heldigt, at der ikke lige var en sulten af slagsen i dette øjeblik.

Langhuset – modtagelse med risvin

Vel ankommet til langhuset blev vi budt velkommen af chiefens kone, der stod parat med risvin. Selv om det var ret uhøfligt, takkede jeg venligt, men bestemt nej. Ret morsomt at se de forskellige ansigtsudtryk, når risvinen skulle drikkes.

Selve langhuset var beboet af 30 familier – og de var alle i familie med hinanden på kvindernes side. Alle havde etableret hylder og ophæng med souvenirs, som de gerne ville sælge. Vi blev af Mats bedt om at sprede vore indkøb, så det ikke kun var hos chiefen, vi lagde vores handel. Desværre var der flest ting, som Ibanfolket selv havde købt med videresalg for øje. Det var egentlig kun deres simple træfigurer og pileflet, der var originale, om jeg så må sige.

Jeg må erkende, at jeg tænkte, at beskrivelserne af turen til Ibanfolket havde lagt op til, at vi ville opleve en vis form for ”uberørthed” – altså mere ”ægte”, om jeg så kan sige. Her var det en blanding af gammel og nyt – altså ikke originalt. Men det kan formentlig ikke være anderledes.

Chaufføren var også kok - aftensmåltid på gulvet hos ”chiefen”

Alt imens vi gik på opdagelse i og rundt om langhuset, skulle vores chauffør lave mad. Det viste sig senere, at det faktisk var chiefens kone, der havde klaret det meste, medens chaufføren sad på gulvet og hvilede. Med udsigt til at miste drikkepenge, kom der gang i chaufføren, skal jeg lige love for.

Maden blev færdig, og vi blev inviteret indenfor. Der var dækket op med plastik tallerkener på gulvet til alle mand – dvs. chiefen og hans familie, chaufføren og Mats sad ved spisebordet, hvor de indtog maden med fingrene, som er skik og brug. Vi fik dog bestik.

Der stod skåle med de skønneste grøntsager, ris og kødretter, så det var et festmåltid. Vi kunne købe øl og vand på stedet, så det var næsten som en restaurant.

Da vi var færdige med at spise, blev madresterne delt ud til alle familier, så intet gik til spilde, og alle fik glæde af måltidet.

Gaverne til Ibanfolket

Det er skik og brug at man medbringer gaver til alle, når man gæster Ibanfolket i deres langhuse. Derfor havde Mats sørget for indkøbene. Han vidste jo, hvad de manglede.

Efter aftensmåltidet blev gaverne højtidelig overbragt af Mr. Finn og én fra vores selskab. Alle familier blev samlet. Gaverne blev delt ud i 30 andele på gulvet af selveste chiefen og et par betroede hjælpere. ALT blev delt. Der var bl.a. blevet købt en kæmpe dåse kiks – og der blev lagt lige mange kiks i hver bunke. Der var blyanter, kladdehæfter, slik til børnene, toiletartikler og meget mere.

Da dette var overstået, blev der klappet og risvinen og riswhiskyen budt rundt.

Vi havde undret os over den ret voldsomme stank visse steder udenfor – nu kunne vi pludselig forstå, at det var fra fremstillingen af risvinen og riswhiskyen at denne stank stammede. Føj for en ”ulykke”. Jeg grinede noget dagen efter, da min mand fortalte, at hans morgenurin havde lugtet grumme meget af aftenens indtagelse af førnævnte drikke.

En ”skæv” danser

Nu var tiden inde til at se Ibanfolkets danse. De søde piger kom iklædt deres smukke festdragter, og mændene var iført deres danse-dress. Én af de unge mænd var så ”skæv”, at vi ikke troede, han kunne gennemføre.

Han stod og smøgede den og fik da også nogle bemærkninger fra de andre i gruppen. Dem grinede han bare af og så ud til at have det ret så fornøjeligt. Men han holdt stand – på trods af balanceproblemer og manglende koncentration, leverede han ”varen”.

Efter dansen blev alle opfordret til at danse med, og da risvin og riswhiskyen var blevet budt rundhåndet rundt, gik dansen lystigt.

Grønne plastikkrus kontra snapseglas

Herefter var der samvær omkring petroleumslysene og ikke at forglemme: flaskerne. De fleste fik de flydende varer i snapseglas. Jeg var så heldig at sidde, hvor flaskerne var blevet stillet af chiefens kone. Nogle mænd fra Ibanfolket havde fået øje på flaskerne, og skal der være fest, så lad der være fest.

De fyldte deres grønne kaffe/te plastikkrus op til randen med disse – efter deres mening – suveræn liflige drikke. Jeg må sige, at jeg stadig ikke kan forstå, hvordan de kunne overkomme at drikke så store mængder af de alkoholiske herligheder. Efter sigende indeholder de omkring 50 - 60 procent ren alkohol.

Her ved petroleumslampernes skær havde nogle af kvinderne sat vore myggenet op. Vi fik tildelt et sovested, så vi kunne gå til ro, når vi havde lyst. Under samværet blev der fortalt meget om Ibanfolkets liv og deres måde at overleve på.

Blandt andet blev det fortalt, at familierne får 100 Ringgit (ca. 200 kr.) for at sende deres børn i skole. Barnet bor i løbet af ugen på skolen og kommer hjem i week-enden.

Ligeledes er der regelmæssige sundhedstjek med blodprøvetagninger osv.

Nattetisseklubben

Der var 3 toiletter et stykke fra langhuset. Udstyret med en pandelampe måtte vi derfor bevæge os i buldrende mørke, og med alskens junglelyde i baggrunden ned til disse, når naturen krævede sin ret. Det var lidt af et kunststykke, da der på cementen udenfor huset lå hunde og katte, som vi måtte forcere.

Vi kunne have valgt den nemme løsning . Vi havde nemlig fået at vide, at vi bare kunne ”sætte os” ude på cementen foran dørene – det gjorde de indfødte, så det var vi velkomne til. Øh, nej tak, så hellere skyde hjertet op i livet og gå på nattevandring. Jeg er ikke sart, synes jeg da ikke selv, men det var svært for mig at glemme, at cementen, vi gik på, også tjente som toilet.

90 år og den første på vej til arbejde

Chiefens mor var efter sigende 90 år – og hun gik som én af de første ud for at høste ris, inden klokken var 7 om morgenen. En anden ”gammel-mor” stod ved den tid og tærskede ris – med de bare fødder. Hun sagde ”Øj, Øj” og lod med hænder og arme forstå, hvor hårdt, det var. Børnene forrettede deres nødtørft på den førnævnte cement, og der var et leben uden lige. Med disse billeder på nethinden satte vi os igen til ”bords” – på gulvet i stuen hos chiefen, til morgenmad.

Jagt med pusterør

Vi skulle have været på morgentur ind i junglen. Denne tur blev aflyst, da det igen havde regnet kraftigt. I stedet fik vi alle mulighed for at skyde til mål med Ibanfolkets vigtigste jagtredskab, som er pusterøret.

Vi fik en demonstration af en ”kriger” – iført fjerhat og vestlige shorts og t-shirt, hvorefter vi på omgang prøvede at gøre ham kunsten efter. Naturligvis iført fjerhatten.

Farvel til Ibanfolket

Vi skulle nu videre på rejsen – og jeg tror, at alle var mere eller mindre lettede over, at denne del af rejsen var forløbet godt og uden uheld.

På sejlturen tilbage sad jeg og tænkte på den gris, der sad indespærret i en lille bitte kasse, så den ikke kunne røre sig. Ej heller kunne den se ud – der var kun en mindre sprække i brædderne, hvor den med trynen prøvede at snuse sig til livet udenfor. Tænkte på høns og haner, som ej heller havde gode forhold. Tænkte på den forfærdelige stank, vi havde oplevet. På al den rod – ja nærmest lossepladsagtige tilstand, der herskede. Absolut INGEN har den tanke, at der burde ryddes op. Når jeg ser chiefen for mig, ser jeg en mand, som ej heller opfordrer sit folk til bedre tilstande omkring deres bosted. Tænkte på deres kirkebygning. På at nogle havde pc’ere og mobiltelefoner. På parabolen, der havde en overskåret halvliters colaflaske på parabol-hovedet for at beskytte mod regnen. En underlig blanding af fortid og nutid.

Goddag til Batang Ai Resort – i bad med en gekko

Vi gjorde på vejen til Batang Ai Resort stop ved det langhus, hvor vi skulle have overnattet. I langhusets loft var et hul , hvor der hang trofæer fra fordums hovedjagt. Vi så, hvordan en stakkels hane var bundet ved foden med en ganske kort snor. Den prøvede forgæves at komme fri. Stakkels dyr. Lige noget for det danske dyreværn, tænkte jeg.

Børnene var hjemme fra skole, og deres hvide sko og strømper lå til tørre på bliktagene. Vi gik en tur gennem byen og så, hvordan gummitræerne blev malket og hvordan rågummiet blev forarbejdet til måtter, der lå til tørre i solen.

Efter en god times sejlads ankom vi til Batang Ai Resort, som er Hiltons svar på et traditionelt langhus. Dog med al den luksus, som ønskes kan.

En herlig pool indbød til svømmetur og afslapning inden den skønne jungle-barbeque skulle indtages. En fantastisk oplevelse i skærende kontrast til den forrige nats oplevelser.

Under morgenbadet den følgende dag, kunne jeg ikke helt forstå, hvad der puslede omkring mit hoved. Heldigvis var det kun en gekko, der agtede at tage brusebad sammen med mig. Således oplivet var det en fornøjelse at gå til morgenbordet og indtage morgenmaden med den storslåede og helt unikke udsigt fra Resortets terrasse som baggrund.

Dagen var til afslapning, og den blev brugt til blandt andet at gå ned og svømme i søen og en guidet Tree Top Canopy Walk om eftermiddagen. Denne tur var blevet varmt anbefalet af dem, som havde deltaget på formiddagsturen. De havde haft en super guide, som kunne fortælle om mange historiske begivenheder og om vegetationen. Det tog 1 time og 3 kvarter.

Da vi skulle af sted havde vi høje forventninger – men desværre fik vi en ung kvinde som guide, og hun sagde bare ”det er et xx træ” – ”det her er en yy-busk” – og ilede af sted. Jeg kunne slet, slet ikke følge med. Da jeg – som rosinen i pølseenden - kom op til en Iban-krigers gravsted, var hun for længst gået videre. Så heller ikke her fik vi de fortællinger, som gruppen om formiddagen havde fået.

Der var bygget udkigsposter i trætoppene. Men, desværre var det begyndt at regne noget så vederstyggeligt, at alle valgte at gå over hængebroen med det samme for at komme tilbage til resortet. En rigtig dårlig guide i forbindelse med et tropisk regnvejr var så absolut ikke sagen. Og turens varighed var kun en god halv time.

May Day, May Day

Efter en herlig morgenbuffet i de helt unikke omgivelser skulle vi igen sejle tilbage til ”civilisationen” for at komme til Damai Beach, hvor der ventede os et par dages afslapning.

Vi var i selskab med en gruppe amerikanske gæster, så vi sad tæt i båden. Bagagen stod på ”midtergangen”. I bådens stævn sad Mats sammen med vores chauffør. Med andre ord - der var fuldt hus. Efter en lille halv times sejlads stoppede kaptajnen båden og kaldte ”May Day, May Day” over radioen.

Bådens kaptajn gik til agter og lukkede op for motor-rummet. Min kære mand, som til daglig arbejder med reservedele, kunne jo ikke dy sig. Gik op, for ved selvsyn at se, hvad der kunne være galt. Motoren soppede ligefrem i olie, fortalte han senere!

Kaptajnen fortalte, at han ikke kunne styre båden. Synderen var en knækket bolt. En standardbolt 8.8, hvor man i forvejen havde prøvet at udbedre slitagen med et gammelt kugleleje som mellemstykke. En anden, også” motorsagkyndig”, fra vores gruppe redegjorde sammen med min mand over for kaptajnen, at man sagtens kunne styre båden ved at fastgøre 2 stykker reb til rorpinden. Disse reb kunne så betjenes af to mand – en på hver side.

Men nej, det ville kaptajnen ikke. Der kom ingen information overhovedet, og en ret omfangsrig og stor herre fra det amerikanske selskab blandede sig nu i sagen. Også han kom frem til, at vi kunne komme videre ved at få fastgjort noget reb til styrepinden. Men nej. Vi sad så ”I en lille båd, der gynger….” og ventede. Men på hvad?

Pludselig dukkede der 3 langbåde op. I den ene var en ”ingeniør”, der skulle besigtige skaderne. Da han havde gjort det, og konstateret, at skaden ikke sådan lige kunne udbedres, sejlede den ene langbåd ind til siden af vores båd.

”Vores kaptajn” satte sig over i denne langbåd for at overtage styringen af slagets gang. Min mand sad netop ud for det sted på bådens side, hvor langbåden var. Han kom derfor til at holde langbådens bagende ind til vores båd. Naturligvis kunne det ikke lykkes med kun én langbåd.

Der var en frygtelig parlamenteren, der sluttede med at en anden langbåd lagde ”til” i den anden side, og så kunne sejladsen fortsætte. Stille og roligt blev vi bugseret derudaf. Og snart kunne vi gå i land kun lettere forsinket. Efterfølgende hørte vi, at der var blevet ansøgt om en ny båd gennem de seneste 2 år, og at det ikke var usædvanligt med motorstop på denne rute.

Det var her på tilbagevejen, at vi igen skulle prøve lykken på Semonggok Wildlife Rehabilition Centre. Alle håbede på, at vi, på trods af forsinkelsen, kunne nå at være fremme til kl. 15, hvor der var fodringstid.

Orangutangerne ventede på os, håbede vi

Vi var spadseret en lille tur fra bådpladsen for blandt andet at se nogle vilde orkideer og søens dæmning.

Ganske tæt på vejen gik to yngre kvinder og høstede ris. Hvert eneste ris-aks blev taget i hånden og skåret over med en form for kniv. Værd at bemærke er, at dette kun skete med én hånd. Den ene kvinde tilbød min mand at prøve at betjene dette høst-redskab. Det var umådelig svært. Og det lykkedes ej heller at udføre opgaven kun med én hånd.

Mr. Finn gav de to kvinder 10 ringgit til deling. En erkendtlighed, som de blev umådelig glade for. Vi aflagde et hurtigt besøg på en peber plantage og så, hvordan man sorterede peberkernerne og fik mulighed for at købe det berømte sorte og hvide peber.

Efter et hurtigt måltid i en lille landsby kom vi atter frem til Semonggok Wildlife Rehabilition Centre. I bussen havde Mr. Finn oplyst os om, at han havde lidt penge tilovers af sit rådighedsbeløb og derfor kunne betale vores entre. Jubel i bussen og igen skal der lyde ”tak”!

Der var en dame, der ikke ville flytte sig

Mats var urolig. Han havde fra sine kolleger hørt, at orangutangerne var kommet, så tiden var uhyre kostbar! Vi ilede af sted, og undervejs ned til fodringspladsen mødte vi flere, der ivrigt berettede, at ”The Big One” var kommet og sad og spiste.

Nej, hvor vi skyndte os. Når jeg sidder og skriver får jeg ligefrem kuldegysninger. Det var bare en fantastisk gave at få lov til at se disse skønne dyr på nært hold.

Ganske rigtigt.”The Big One” alias Richie sad på en platform og fornøjede sig med de lækreste frugter, der var blevet lagt frem. De mindre orangutanger holdt sig ærbødigt på afstand. Dog var der nogle store unger, der listede sig ned ad tovværk til platformen, snuppede noget frugt, for derefter at pile op i træerne. Her sad de og nød måltidet.

Det siger sig selv, at Richie var hovedperson, og jeg skal love for, at han blev fotograferet og filmet. Jeg fik øje på nogle mindre orangutanger på Richies venstre side, og begyndte at koncentrere mig om dem.

Vendte derfor ryggen til Richie og var helt optaget af disse pragtfulde væsener. Helt fortabt for omverdenen stod jeg der og fotograferede.

En venlig herre prikkede mig på armen og pegede og sagde ”Big One”. Jeg svarede ligeså venligt, ”I know”. Og fortsatte med mit. Han prikkede mig igen på armen, denne gang noget mere ihærdigt og sagde igen ”Big One”. Jeg blev nok lidt irriteret, for det vidste jeg jo. Men nu var det altså de små, jeg ville se, og ikke Richie. Så igen sagde jeg ”Thank you, I know”. Hvad jeg ikke vidste, var, at Richie havde forladt sin plads på platformen og nu bevægede sig hen imod mig.

Jeg må sige, at jeg blev noget forbavset, da den ellers så venlige herre resolut hev mig ved armen og trak mig væk. Med angst i stemmen sagde han igen og igen ”Big One – Comming, Comming”. Helt opslugt af andre ting, og halvdøv, som jeg jo er, havde jeg ikke bemærket, den tumult, der var omkring mig. Alle var nærmest løbet til side – bortset fra mig!

Richie var jo på vandring! Den eneste, der nok tog det helt roligt, var naturligvis – mig! Jeg satte mit kamera til at filme og fik derved et helt unikt minde med hjem om Richie og den tumult, der havde været. Richie ER en flot fyr – men farlig. Som personalet efterfølgende sagde:” Vi er glade, når Richie aflægger os sit ugentlige besøg, – men vi er meget lettede, når han igen går ind i junglen”. Man må jo ikke glemme, at det ER vilde dyr – og at vi er på deres område.

Hvorfor gjorde du ikke som manden sagde?

Bebrejdende fik jeg disse ord med på vejen af min mand. Min datter havde ikke fået med, at det var mig, der var blevet hevet væk, kun at der var ”en dame, der ikke ville flytte sig”. Så der er ingen billeder af optrinnet. I al fald ikke nogen, som jeg kender til. Jeg måtte jo forklare min mand, at jeg intet havde hørt eller set og været så fjern fra omgivelserne, at jeg ikke vidste, hvad uro, jeg havde været årsag til. Så han blev da formildet, da min version kom for dagen. Alt gik vel, og Richie går aldrig i glemmebogen.

Satang Island (Skildpaddeøen)

Således opløftede efter et vellykket besøg hos orangutangerne, fortsatte vi busturen mod Damai Beach. Vore kufferter var blevet bragt derud fra Hotel Hilton i Kuching.

I bussen, på vej til Damai Beach, blev vi spurgt, om vi for egen regning ville besøge Satang Island, også kendt som skildpaddeøen. Denne ø ligner virkelig en skildpadde. På øen er et regeringsstyret center, som gør et stort stykke arbejde for at redde de truede havskildpadder. Det ville ligeledes være det perfekte udgangspunkt for dem, der ville snorkle.

Desværre blev denne tur aflyst, da der havde været stormfulde dage, og havet derfor var i oprør. Ingen kunne eller ville sejle ud.

Damai Beach må siges at høre til blandt de skønneste steder. Stranden var i øvrigt ”closed”, idet der var disse høje bølger, og man derfor ikke måtte bade i havet.

Atter engang tænkte jeg på de store kontraster mellem rig og fattig. Tænkte på, hvad en Iban indianer og de unge kvinder fra rismarken ville sige, hvis de så denne luksus. Ja, en rejse som den, vi var på her, afstedkommer naturligvis mange former for tanker.

Damai Beach

Den første aften gik vi igen med Mr. Finn over til et spisested aldrig langt fra Damai Beach resortet. Her var der træbænke og borde i lange rækker og et fint udbud af alskens mad til meget billige penge.

Dog besluttede vi os for at gå tilbage til Damai Beach og spise på restauranten der, hvilket vi så absolut ikke fortrød. Mens vi ventede på vores mad kunne vi uden betaling spise dagens suppe. Uhm, hvor var den lækker.

Én af min mands farvoritter er en curry-ret. DET fik han. En spicey én af slagsen. Nu skal der virkelig meget til, før han giver op, da han holder meget af krydret mad. Men jeg tror kun, han spiste lidt under halvdelen, før læber og mund blev følelsesløse. Ligeledes var han noget opkogt i ansigtet og sveden dryppede.

Hvor vi grinte. En stor velfortjent is til dessert kølede ganske godt, skal jeg hilse og sige.

Jeg vil lige i parentes nævne, at man i resortets kiosk kunne købe den danske Eskimo is med mandler.

Toilettaskerne var tømte og indholdet fint arrangeret

Vel tilbage på værelset så vi, at vore toilettasker var blevet tømt for deres indhold og nu stod nydeligt arrangeret på badeværelsebordet. Det undrede mig meget, da jeg ansér mine toiletsager for meget personlige.

Derfor udfyldte jeg det kort, der lå på bordet, og som fortalte, hvem der havde været på værelset, og om der var nogle bemærkninger hertil.

Det må siges at være tilfældet. Sedlen afleverede jeg i receptionen. Der gik ikke lang tid før det bankede på vores dør. Udenfor stod der to kvinder med sedlen i hånden og spurgte, om de kunne få bemærkningerne uddybet. Det var hotellets manager og ”formanden” for rengøringen. Da min mand var i bad, satte vi os ud i foyeren og snakkede.

Damerne blev helt bestyrtede, da jeg berettede om hændelserne og sagde, at stuepigen formentlig havde misforstået de informationer, hun havde fået. Det var jo helt klart, at personalet ikke måtte gå i vore tasker eller toilettasker. Vore sko osv. var også blevet taget frem og sat ”på plads”. De ville naturligvis indskærpe overfor personalet, at dette ikke måtte ske. Vi gav hånd - og det var så det.

De små besværligheder

På et tidspunkt bestilte min mand og datter noget mad. Til 3 personer. Jeg var ikke med, så de var altså kun 2 ved bordet på bestillingstidspunktet. Da maden kom, var der kun 2 anretninger – og den unge mand var helt forvirret. Godt nok lød bestillingen på 3 gange mad, men da der kun var 2 på bestillingstidspunktet, havde han kun bestilt 2. Der gik over en time inden den sidste ret kom på bordet. Ikke godt nok, da vi jo ser det som en selvfølge at spise på én og samme tid.

Ak ja, det VAR jo heller ikke nemt, når vi var så besværlige. Dagen efter, inden vi skulle rejse videre, sad vi 3 om bordet men skulle kun have 2 gange mad, da min datter og jeg ville dele en ”fish and chips”. Som var yderst delikat, skal siges – nok det bedste ”fish and chips”, vi har fået.

Det var igen den unge mand fra dagen før, og han kom tilbage og spurgte, for sikkerheds skyld, om det nu VAR korrekt, at det denne gang kun var 2 gange mad, når vi nu sad 3.

Morgensamling for al personalet

Under morgenbordet så vi, at der begyndte at strømme folk til pladsen, hvor der stod 2 flagstænger. Der var morgensamling for alle de ansatte på Damai Beach. De stod i snorlige rækker, meget andægtigt i stilhed i nogen tid inden der lød musik fra højttalerne. Under denne musik holdt de fremmødte sig på hjertet og landets flag blev hejst. Da det var kommet til tops blev delstatens flag hejst, og da det var overstået, gik alle tilbage til arbejdet.

Vil lige fortælle, at der stod en vægt og et skilt ved morgen buffeten. Der stod, at hvis der var levnet mere end 100 gram på ens tallerken efter endt morgenmad, så ville det koste x-antal Ringgit. Om madspild på den måde vil kunne mindskes er da meget tænkeligt. Vi ER jo nok lidt for slemme til at levne.

Vi havde jo ikke så meget at give os til andet end at slappe af og følge med i livet på resortet. Der var mulighed for massage på stranden, og det benyttede mange sig af. Nogle ansatte afspærrede et område omkring et palmetræ, da de skulle have kokosnødderne ned, så de ikke forvoldte skade på gæsterne.

En anden ansat stod og rengjorde fliser med en højtryksrenser. Jeg tror ikke, det gik helt efter planen, da han stadig efter nogle timer stod og rensede samme sted. Der kom en højere rangeret ansat og ”tog over”. Viste den stakkels mand, hvordan højtryksrenseren skulle bruges og hvor hurtigt, det kunne gå fremad.

Således belært om disse mysterier kunne arbejdet fortsætte. Om han havde taget ved lære? Nej da, sagt med et smil, han stod næsten samme sted ved aftentide.

Fiskerlandsby - middagen for manglende fremmøde i Doha

Den sidste dag i Damai Beach bød på en udflugt til en fiskerlandsby i nærheden af resortet. Interessant at se hvordan husene er bygget op på grund af tidevandet. Og igen er der stor forskel på ”rig og fattig” om jeg så må sige. Der var kummerlige huse, men også store velholdte huse.

Vi mødte en ung fyr, der havde fanget en dolkhale. Han fortalte, at det kun var benene, der blev spist. Vi syntes jo nok, at det var en skam, at så meget af dyret blot skulle kasseres for et par bens skyld.

De lokale ville gerne snakke, og de grinte noget, da vi ved ankomsten i landsbyen smurte os ekstra godt ind i solcreme. Men det er altså en bydende nødvendighed hvis man ikke vil skoldes af solen, der faktisk står lodret på himlen.

Denne sidste aften fik hele selskabet en dejlig buffet i én af restauranterne på Damai Beach. Det var som et plaster på såret, da Nyhavns Rejsers repræsentant i Doha havde ”brændt os af”. Igen tak for en god middag.

Regn, torden og lyn krydrede den sidste nat og det meste af den næste dags formiddag. Min mand havde brugt noget af natten til at sidde og se ud over havet, der blev oplyst at utallige lyn. Det havde været en helt speciel oplevelse. Da vi ikke kunne foretage os så meget inden afrejsen på grund af regnvejret fik vi beset de forskellige butikker i centret og ordnet kuffert.

Farvel til nordmændene

Vi havde på rejsen været i selskab med et par fra Norge. De havde valgt at blive de sidste to dage på Damai Beach i stedet for at tage med til Kuala Lumpur. Vi sagde derfor farvel og på gensyn. Det skulle vise sig, at de fik en del udfordringer med at komme til Kuching og videre derfra, idet man ”havde glemt taxaen” på trods af, at de aftenen før deres afrejse havde tjekket op på ”det hele”.

Hvis ikke resortets shuttlebus havde kørt dem til Kuching flyveplads, var de kommet for sent til deres fly. De nåede det med nød og næppe.

Dora – vores nye lokale guide i Kuala Lumpur

I Kuching sagde vi farvel til Mats. Han var træt. I de dage, vi havde slappet af, havde han nået en tur mere med et hold gæster til Bako Nationalpark. Han var virkelig en enestående personlighed. Igen skulle vi flyve med ”den gladeste flyver” vi har set. Alle sæder var forskellige i farver, ganske opmuntrende og hyggeligt.

I Kuala Lumpur – (Kua betyder mudret samløb af floder) blev vi mødt af Dora, en kvinde på 40 år, der, syntes jeg i al fald, bare var ”for meget”. For overfrisk efter min mening. Men også ualmindelig sød. Bussen, vi skulle køre i, var helt i top. Og air conditionen larmede næsten ikke. Tænkte på, at det ville have været skønt, om vi havde haft en sådan bus under hele rundrejsen.

Dora berettede om Kuala Lumpur på vejen ind til byen fra lufthavnen. Og fortalte også lidt om hvorfor de Malaysiske piger er helt vilde med de nordiske mænd. Blandt andet fordi de har hår på armene og maven, som hun sagde. Hun hev chaufførens arm i vejret for at vise, at han ikke havde nogen form for behåring på armene, og som hun sagde, ligesom vi havde været ude i junglen og udforske, så ville de Malaysiske piger gerne udforske de nordiske mænd. Nå, Nå.

Hun spurgte så, om der var en herre fra selskabet, der ville gifte sig med hende. Og tænk, det ville min mand! Oh, Oh.

Junglen i storbyen

Der findes flere slags jungler. Og storbyens jungle er så absolut ikke mig. Er én af de værste! Jeg blev faktisk grebet af en form for panik, da vi kom ind til byen og kørte til vores hotel, der lå centralt og klods op og ned af monorailen.

Det var også et fint hotel, og vi kunne fra vore værelser se, når monorailen kom hvert 5. minut. Og det var, som Dora havde berettet. På specielle tider af døgnet stod passagererne klistret op ad hinanden. Voldsomt. Jeg sagde til min mand og datter, at jeg ikke på nogen måde ønskede at bevæge mig ud i byen. Turde faktisk ikke. Det var for overvældende. Men det slap jeg nu ikke for.

Overfor hotellet lå et indkøbscenter. KÆMPESTORT. Blandt andet var der i midten af dette center – fra 6. etages højde – bygget et kæmpe legeland med en enorm rutsjebane. Du milde. Der var så mange butikker, at vi end ikke orkede at prøve at gå på shopping der.

Dora havde fortalt, at det eneste, som livet gik ud på i Kuala Lumpur var shopping. Ikke andet. Shopping fra morgen til aften. Og hvis der er noget, jeg ikke er vild med er det netop at shoppe.

Rundtur i byen

Dora hentede os på hotellet næste morgen til en halvdags rundtur i storbyen. Vi så blandt andet den ældste moske i byen Masjid Jamek, og vandrede derfra videre til Little India. Der var lukket, da vi kom, så vi gik derfor en rundtur i området for at vende tilbage til Little India, hvor vi fik en halv time på egen hånd.

Herefter kørte vi ud til Taman orkide og hibiscus have. Orkideer er så absolut min favorit blomst, og mine vindueskarme bugner af disse helt vidunderlige blomster.

Hvilken overdådighed af orkideer – vi slugte dette orgie af blomster og farver med øjnene – tiden slog slet, slet ikke til. Der var mulighed for at købe nogle stiklinger med hjem, og det var vi mange, der benyttede os af. Spændende, om mine indkøbte planter udvikler sig, og kommer til at pryde mit hjem.

Byrundturen sluttede med at se Petronas Twin Towers, der med sine 2 tårne strækker sig 452 meter over jorden. Vi så dem kun på afstand, og da vi ville bruge dagen til andre ting, vendte vi ikke tilbage for at prøve at komme op i disse tårne.

Afskedsmiddag

Dora kom og hentede os på hotellet og sørgede for at vi kom vel frem til restauranten, der stod for aftenens afskedsmiddag. Jeg må sige, at det var et ypperligt måltid på et meget berømt sted. Desværre har jeg glemt navnet på restauranten, men den skulle være meget kendt.

Sidste dag på egen hånd

Bevæbnet med et bykort spadserede vi mod China Town. Hvilket liv – og hvilket udbud af varer. Tættere end tæt stod boderne med lædervarer, tøj, sko, smykker, ure – ja, you name it. Selv om ALT er kopivarer, er det meget morsomt at gå på opdagelse i denne bydel. Der er ikke den ting, der ikke kan fås her.

Midt i det hele sad en indisk kvinde og flettede kæder af jasmin blomster, og andre steder stod der nogle kar, næsten som en gammeldags åben vaskemaskine, som blev brugt til at riste kaffe i. Der stod en vældig røg op fra disse kaffe ristere, og bønnerne var helt kulsorte.

Flere havde købt sig et ur i China town. Ét af disse var et” Rolex”, og det holdt da til et par timer, inden den ene viser ”faldt af”. Så jo, det ER skam en oplevelse værd.

Afsked med Kuala Lumpur

Tiden var kommet, hvor vi skulle tage afsked med Borneo. Dora hentede os igen og sørgede for, at alle kufferter kom i bussen og for alt andet praktisk.

Under køreturen ud til lufthavnen fortalte Dora, at vi havde været hendes første danske hold. Hun havde bedt til, at vi ville være søde og rare, og at hun kunne betjene os på bedst mulig måde.

Hun ville gerne vide, hvem der ”gemte” sig bag de forskellige navne. Hun råbte et navn op fra listen og så rakte hver især sin hånd op, så hun kunne se, hvem vi var.

Ulla – your name in Malaysian is spoken UUUllaaa, and means….

Ja, hvad tror I så, at mit navn betyder? Naturligvis, det KAN bare ikke være anderledes. SNAKE, SLANGE!

Sådan.! Det morede vi os meget over, og da jeg på et senere tidspunkt fortalte Dora om min fobi mht. til slanger fik vi os et godt grin.!

Is your offer still open?

Da hun kom til min mands navn, spurgte hun med et stort smil, om hans tilbud om giftermål stadig stod åben. Og jo, det gjorde det da.

Hun gik nu rundt til alle i bussen og gav hver især en kæmpe krammer. Og specielt fik hendes Teddy Bear, min mand, et stort afskedsknus. Jo, jo, hun var da sød, men jeg mener stadig lidt for ”meget”. Måske fordi vi var hendes første danske hold – ellers er hun bare sådan. Hun vil blive husket for alt det gode, hun også repræsenterede.

Afsked med min datter i Kuala Lumpur

Som nævnt i indledningen skulle min datter på arbejde i Las Palmas efter endt ferie, hvorfor vi måtte vinke farvel til hende i Kuala Lumpur. Det blev en ganske kort afsked, da vi ved ankomsten i lufthavnen blev spurgt, om nogen af os havde lyst til endnu en overnatning i Kuala Lumpur. Grunden var, at Qatar Airways havde overbooket flyet og desperat prøvede at finde frivillige til en ekstra overnatning.

Det ville ingen af os – NU ville vi bare hjem.

Mr. Finn var igen den første ved skranken, og da han fik konstateret overvægt, fik han valget mellem at betale eller prøve at få noget af sin bagage over i nogle af vore kufferter. Et par fra gruppen kunne tage hans overvægt – men det tog ret lang tid at få klaret dette flytteri af bagage. Derfor stod vi i en meget, meget lang række og ventede på, at de implicerede fik klaret udfordringen. Jeg tænkte, at de kunne være trådt til side, så andre kunne være blevet tjekket ind!

Nå, vi fik overhovedet ingen information omkring vægt og håndbagage, før det var ”for sent”, om jeg så må sige. Jeg så, at nogle fra gruppen fik deres ekstra håndbagage flyttet over i Mr. Finns nu godkendte kabine-kuffert og spurgte, hvorfor de lige gjorde det. Det var fordi, man nu ikke måtte have mere end 1 stk. taske med i flyet – selv om der ikke var overvægt. Gode råd blev nu dyre.

Jeg havde en rygsæk og en håndtaske, og min mand begyndte at flytte sin håndbagage over i sin kuffert alt medens vi stod i kø. Det gav anledning til nogle skærmydsler, idet han efterfølgende ikke kunne finde sit pas og var helt sikker på, at jeg havde fået det. Efter megen sved på panden og ærgrelse over, at vi ikke var blevet ordentligt informeret, tændte jeg fuldstændig af. Nej, hvor blev jeg vred. Og med rette, synes jeg egentlig. Mr. Finn burde straks have adviseret os alle om restrektionerne, for vi havde sagtens kunnet nå at ordne sagerne i god ro og orden.

Heldigvis opfordrede jeg min mand til at tjekke sine lommer, og dér lå passet heldigvis.

Jeg var godt gal i skralden, så jeg tog min rygsæk og taske med til skranken og fik da også begge dele med som håndbagage. Om det var på grund af, at min datter ikke skulle med, og selskabet derfor nu konstaterede, at de havde et ekstra flysæde, ved jeg ikke. Men glade blev de for den ekstra plads.

Vi kunne så tilbringe en kort stund med min datter, troede vi– men nej! Manden ved skranken havde i sin noget febrilske måde at håndtere indtjekningen på, skrevet et forkert efternavn på min mands billet. Tilbage igen! En ommer. Det tog jo ekstra tid, så vi fik egentlig ikke tid til at sige ordentlig farvel. Det var med tårer i øjnene, at jeg vinkede til min datter, der nu skulle ud på en noget længere flyvetur, end os.

Hjemme igen

Utrolig mange indtryk skal nu bundfælles. Rundrejsen var godt tilrettelagt af Nyhavn Rejsers ansatte. Både på kontoret og i ”marken”. Naturligvis kunne noget være anderledes, men overskriften må igen være: ”godt gået” Nyhavn Rejser.

I ny og næ gensér jeg for mit indre blik, de ting vi har oplevet. Ser også for mig alle de smukke arrangementer med blomster, der var overalt. Specielt blev der brugt mange orkideer i kæmpestore opsatser.

Tænker på de gode hoteller, vi var på. De meget venlige og imødekommende indfødte og guider. Tænker også på de opslag, der var på toiletterne i lufthavnene, som viste, at man ikke skulle stå på et toilet, men sidde. Befolkningen er vant til toiletter, hvor man skal ”sidde på hug”. På markederne, der bugnede af fisk og grøntsager. På plakaten, der viste en opsprættet krokodille, og hvor man så en mands ben stikke ud. På det barske liv i ”udkants-Borneo” kontra det luksusliv, vi også oplevede.

Ja, der er i sandhed ganske meget at glædes over, og som skal ”bearbejdes”. Der har været et utal af oplevelser, som ikke er nævnt i dette rejsebrev, så jeg kan kun opfordre andre til at gøre som os:

Snup en rundrejse med Nyhavn Rejser og oplev selv ”Eventyr på Borneo” .

Mange hilsener

Ulla Bech

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.