
Flodsafari og sjældne dyr i regnskoven favn
Næseaber, pygmæelefanter, orangutanger og flyvende lemurer. Kinabatangan-bassinet i det nordlige Borneo er et enestående vådområde, som huser nogle af klodens mest særegne og fantastiske dyrearter. Det her er Borneos fortryllende jungle, når det er allerbedst.
Sukau Rainforest Lodge 3+* er stedet, hvor I kan kigge på aber og fantastiske tropefugle, mens I køler af i lodgens lille pool. Og hvor I pludselig kan opleve en flyvende lemur eller flyveegern springe forbi jer, mens I går på en af de hængende gangbroer, som forbinder lodgens pælehuse over skovbunden. Ja, med lidt ekstra held kan det også være, at I oplever en lille pygmæelefant spadserer forbi under jer.
Eco-lodgen ligger ved bredden af selve Kinabatangan-floden dybt inde i regnskovens favn. Og det betyder at I bl.a. kan glæde jer til natsafari og tidlige morgenture på floden – og dens mange små bifloder - i en af lodgens eldrevne både. At skære roligt gennem morgendisen, mens Borneos regnskov vågner og indhyller jer i en kakofoni af vilde lyde. I naturens dybe, ufortrødne og fuldkomne sang.
Bæredygtige principper og lokal forankring
Det anerkendte medie National Geographic har kåret Sukau Rainforest Lodge til et af verdens mest unikke lodges og vi er ganske enkelt enige. Det er ikke bare et helt særligt sted på grund af sin beliggenhed. Lodgen er også grundlagt og bygget på bæredygtige principper i tæt samarbejde med det omgivende lokalsamfund – 80 procent af lodgens personale kommer fra de nærliggende landsbyer.
Sukau Rainforest Lodge driver og samarbejder bl.a. om en række bæredygtige projekter i lokalområdet, herunder økologisk landbrug, uddannelsesprogrammer, drikkevandsprojekter og lodgens egen naturbeskyttelsesprogram Wildlife Corridor Rehabilitation Project.
Senest har lodgen også igangsat et biavlsprogram med to positive effekter: Honningen skaber lokal indtjening og samtidig mindsker bierne de lokale bønders konflikter med elefanter – for elefanter bryder sig ikke om bier og styrer gerne væk fra markerne, når de hører den brummende lyd i nærheden.
Regnvandsindsamling, ansvarlig affaldshåndtering og fravalg af engangsplastik hører også til lodgens indretning - lige som man heller ikke kan købe plastikvandflasker. Til gengæld kan I genopfylde jeres flasker med rent drikkevand flere steder på lodgen.
Charme og komfort i pagt med naturen
Det meste af Sukau Rainforest Lodge er bygget af lokalt tropetræ ved hjælp af traditionelle malaysiske teknikker og håndværk. De store pælehuse smelter ubesværet ind i junglen og er forbundet med skønne gangbroer i træ, som bringer jer helt tæt på naturen uden at forstyrre den – det gælder ikke mindst den mindst den såkaldte Attenborough Boardwalk, som fører jer helt ind skovens liv.
Ved flodbredden, finder I restauranten Melapi, hvor I kan nyde malaysiske og internationale retter med lampeskær og skønne udsigter over floden i skuringen. Lodgen har også en bar og et lille bibliotek, og i den store Gomantong Hall inde i skoven kan I læse og slappe af – og så er det også her I finder Wi-Fi.
Stilrene værelser og villaer
På Sukau Rainforest Lodge kan I vælge mellem at bo på værelser eller villaer med egen terrasse. Begge værelseskategorier byder på komfortable, lyse og indbydende værelser med tilhørende badeværelser og varmt vand, opvarmet med solenergi.
Alle værelser har kaffemaskiner, aircondition og varmt vand, der er opvarmet med solenergi. Hør mere med jeres rejserådgiver, hvilke værelsestype, som passer jer bedst.