
Et landskab af kalkstensøer og mangroveskov
I bliver hentet om morgenen på jeres hotel på Langkawi og køres til startstedet for dagens eventyr. Her stiger I om bord på en båd og sejler af sted på Langkawis fredfyldte floder med kurs mod Kilim Geoforest Park. Langs flodbredden troner kalkstensøer op af havet og frodig mangroveskov strejker sig mod solen. Sådan fortsætter det, så langt øjet rækker.
På besøg i flagermusgrotten
Vel fremme ved Kilim Geoforest Park går I i land og følger parkens stier til grotten Kelawar. Jeres guide fører an gennem den cirka 60 meter lange grotte og lyser med sin lommelygte mod loftet, hvor tusindvis af flagermus fredfyldt sover til middag. Nu forstår I, hvorfor grotten også kaldes flagermusgrotten … Men bare rolig. Der er højt til loftet, og flagermusene er helt ufarlige. Lad jer fascinere af grottens indre, før I snart er ude igen.
Ude i lyset igen fortsætter I ad parkens stier, som er omgivet af grøn mangroveskov. Måske møder I nysgerrige aber?
På eventyr i kajak
Tilbage i båden sejler I videre ud på Kilims mange flodveje, der fører jer til en restaurant på rafter i vandet. Her skal I senere spise frokost – men først skal I udforske mangroveskoven og flodens snoede veje med kajak.
Båden ligger til kaj, I får udleveret redningsveste og får en kort introduktion til, hvordan I styrer kajakkerne. Og så er det ellers af sted. Skønne timer på vandet venter på jer. Nyd den smukke mangroveskov, som omslutter jer og lyden af det klukkende vand under kajakken, mens I spotter Langkawis aber, slanger, ørne, oddere og mange flere.
Vær med til at bevare mangroven
Undervejs på kajakturen fortæller guiden om Kilims frodige flora og fauna. Og har I lyst, kan I være med til at plante de nye mangroveskud, som flyder på flodens overflade, hvorfra I let kan samle dem op. Alt det fortæller jeres guide mere om på turen …
Afslut dagen med en skøn frokost
Efter to timer på Kilims fredfyldte floder, er det tid til dagens frokost, som serveres på den flydende restaurant. Restauranten serverer lokale, malaysiske retter, som I kan nyde med udsigt til floden og mangroveskoven.
Mætte både på dagens oplevelser og frokost, sejler I retur til udgangspunktet for dagen. Hele oplevelsen varer cirka fra kl. 9 til kl. 15 plus transport tilbage til jeres hotel på Langkawi.
Praktiske informationer
Guiden fører an, og turen foregår i mindre grupper på op til 8 personer.
Børn skal være fyldt 5 år, men ellers kan alle være med. Kajakturen foregår i et roligt tempo, og guiden kan hjælpe jer med at få rette kurs på kajakken.
Vi anbefaler, at I tager badetøj eller andet let sommertøj på, som gerne må blive vådt. Medbring også et håndklæde. I får udleveret to små vandflasker, og kan låne en vandtæt taske, hvis I ønsker at medbringe kamera, mobil m.m. på turen.