• Long neck kvinde ved væven. Mød den lokale Karen-stamme.
  • Oplev Taung Kwe Paya-pagoden i Kayah provinsen på rejse til Burma
  • Mød de lokale stammefolk på rejse til Burma
  • At rejse i Burma er en rejse fyldt med smil

Stammefolk og natur i den uberørte Kayah-stat

4 dages eventyr med long neck kvinder, trekking og autentiske landsbyer i Burma

Læs mere

Kayah er Burmas mindste stat, men hvad den ikke har i størrelse, har den i autenticitet og mangfoldighed. Glæd jer til smuk natur og mødet med Karenstammens ”long neck”-kvinder i deres oprindelige landsbyer. En eventyrlig udflugt til det autentiske Burma. 

På denne udflugt får I nogle af de mest autentiske og unikke indtryk, I overhovedet kan få på rejser til Burma (Myanmar). På grund af en væbnet konflikt med militærjuntaen i Burma var Kayah-staten nemlig lukket land for turister helt frem til 2014. 

Bæredygtig turisme i Kayah-staten

En stabil fredsaftale har nu åbnet dele af staten for besøgende. For at de nye tider ikke skal løbe de lokale over ende, har den hollandske organisation CBI etableret flere projekter i området, der sikrer bæredygtighed og respekt for lokale værdier og traditioner. Dem skal I besøge på turen.

I skal udforske Inlesøens forunderlige verden, spise frokoster i private hjem og vandre gennem smuk natur til Karen-stammens landsbyer.

Inle-søens ben-roende fiskere, BurmaDag 1: Inlesøens forunderlige verden

Inlesøen er en magisk verden med byer på pæle, flydende haver og Intha-folkets fiskere, der ror ved at styre åren med benet. Inde på land ligger små landsbyer, og de kuperede og frodige landskaber omkring søen danner en smuk ramme for sceneriet. 

En dag på Inlesøen

I skal opleve en udflugt de største attraktioner ved Inlesøen med en guide, der har fokus på at give jer den mest autentiske oplevelse.  I sejler i en privat motorbåd, besøger et farverigt marked, en cerutfabrik og Phaung Daw Oo-pagoden. Ved frokosttid spiser I hos en privat familie, så I kommer tæt på Intha-folkets dagligdag. 

Tempel ved Inlesøen i BurmaVidere til Samkar

Hvor andre normalt sejler hjem til hotellet efter en dag på Inlesøen, fortsætter I til sydspidsen af søen og videre ad floden væk fra den almindelige turiststrøm. Målet er den lille landsby Samkar, der ligger, hvor floden breder sig ud og bliver til endnu en sø.

Når båden nærmer sig Samkar dukker pittoreske ruiner af stupaer op. De rejser sig ved søbredden blandt lotusblomsterne som en fascinerende overgang til det smukke landskab på land. I fornemmer, at hver lille spir på stupaerne har en historie at fortælle. 

Hvis tiden tillader, besøger I et lokalt munkekloster. Ellers tager I direkte til jeres hotel, der f.eks. kan være Little Samkar Lodge drevet af det lokale Pa O-folk. Glæd jer til at nyde solnedgangen fra terrassen og til at se ud over marker, sø og bjerge. 

Bliv inviteret inden for i lokale hjem på trekking ved Loikaw i BurmaDag 2: Flodens landsbyer og videre tiI Loikaw  

Efter morgenmad på lodgen sejler I 2 timer videre ad floden. Det er noget ganske særligt over bare at læne sig tilbage og nyde udsigten til livet langs bredderne og i landsbyerne, som I sejler gennem.  

Frokost i privat hjem

I den lille by Pekon siger I farvel til jeres guide fra Inlesøen og sætter jer til rette I en bil, som bringer jer videre ind i Kayah-staten et par timer til. I  spiser frokost i et privat hjem i en landsby undervejs. Der er tid til at gå lidt omkring og op til det lokale tempel for at hilse på munkene.   

Fremme i Kayah-statens hovedstad Loikaw, får I aftensmad i et privat hjem, før I går til ro på jeres hotel, hvor I skal bo 2 nætter. Området er kun for nylig åbnet for egentlig turisme. Derfor er her pt kun 2 små hoteller at vælge mellem;  Keinnara Loikaw og Loikaw Lodge 

Dag 3: Karenstammen og bæredygtig turisme

Når områder som Kayah-staten åbner for ny turisme, åbner det for en masse muligheder, men alt hviler samtidig på et skrøbeligt og uprøvet fundament. 

Derfor har den hollandske organisation CBI etableret et program i Kayah-staten, der skal sikre, at det er de lokale samfund, der høster udbyttet. Og ikke mindst at det sker på en bæredygtig måde, der respekterer og bevarer de lokale traditioner og værdier. I skal besøge to af projekterne i dag. Glæd jer til nogle af de mest ægte oplevelser, I kan få på en rejse til Burma. 

Frisk kød på markedet ved Loikaw i BurmaMarked og Karenstammens halssmykker

I starter med at gå på det pulserende marked og ser byens palads, der tidligere tilhørte en prins fra den kongelige familie. Herfra fortsætter I til landsbyen Kasae Kum, hvor de fremstiller de halssmykker, som Karenstammens kvinder bærer. 

Det er en god mulighed for at få førstehånds indblik i traditionen og ikke mindst i de fakta og fordomme, der knytter sig til den. 

Lave skuldre – ikke lange halse

En af myterne om Karen-stammens halse med de tunge guldsmykker er, at halsen strækkes af smykkerne – og at det kan medføre døden at tage smykkerne af. I virkeligheden tynger smykkerne skuldrene ned, hvilket skaber en illusion om en strakt hals. 

Det er et skønhedsideal, som giver ubehag i starten, fortæller kvinderne, for smykkerne er tunge, men kvinderne kan altså sagtens tage smykkerne af.

Trekking i forfædrenes fodspor

Fra Kasae Kum kører I til landsbyen Pemsong, hvorfra I skal på en vandretur. Den varer 4 timer, og det er samtidig en betagende tidsrejse i Karen-stammens historie. 

En repræsentant for det lokale samfund følges med jer og fortæller via tolk om Karen-stammens historie, om forfædre og ånder, om totempælenes betydning, om brug af lægeurter og meget mere. I kan selvfølgelig stille spørgsmål på vejen. 

De første 30 minutter er op ad bakke, hvorefter det bliver rimeligt fladt. I vil nyde enestående udsigter over landskabet og får en dejlig frokost halvvejs. Vandreturen slutter i en landsby med flere long neck-kvinder.

Nyd de magiske solnedgange ved Loikaw Lodge på rejse til BurmaKampsport og sundowners

Hjemturen byder på både sport og drinks, men trods forskelligheden i aktiviteterne har begge rødder i lokale traditioner. 

I Kayah-staten dyrkes Kayah Martial Arts, en selvforsvarsdisciplin, der har bredt sig til meget af verden. I besøger et træningscenter og hører om, hvordan der kræves respektfuld attitude, selvsikkerhed, koncentration og god form for at gøre sig i denne sport.

Senere nyder I en lokal drink suppleret af typiske lokale pølser, før I atter er tilbage på hotellet.   

Mød de lokale stammefolk på rejse til BurmaDag 4: Animisme, 7 søer og Yangon

I får morgenmad på hotellet og drager så mod nye eventyr i Kayah-staten. 

Rundvisning til landsbyens ånder

I besøger landsbyen Hta Nee La Leh og møder nogle af byens beboere. Her er livet ganske enkelt. Svinene græsser i vejkanten, korn males med en kæmpe morter, vand hentes op af byens brønde, mens køer og høns ser stille på. 

I hører om ældgamle animistiske traditioner, hvor ånder kan have bo i alt omkring en, og derfor har alt også en mening og værdi. De lokale viser rundt mellem simple huse og totempæle, og de fortæller via guide. 

Kvinde i Hta Nee La Leh i BurmaI oksekærre til De 7 Søer

Fra landsbyen kører I med oksekærre gennem den smukke natur og små landsbyer til Kan Kuniht Sint, De 7 Søer. Søerne er forbundet af kanaler, og højdedragene spejler sig så stemningsfuldt i dem. Det er et perfekt sted at spise frokost, så det gør I selvfølgelig lige ved søbredden under et træ. Grillen er tændt, og appetitten kommer helt af sig selv ved synet og duften. 

I rejser til Yangon

Jeres rundtur i Kayah-staten er ved at være til ende. For få år siden havde den slet ikke været mulig. Fyldt med indtryk og indblik i den lokale kultur bliver I kørt i lufthavnen, hvorfra jeres rejse til Burma går videre mod næste mål, typisk Yangon. 

Oplev Taung Kwe Paya-pagoden i Kayah provinsen på rejse til BurmaMedbring tålmodighed, nysgerrighed og et strejf af fleksibilitet

Turismen er ny i Kayah-staten, hvilket betyder, at alt ikke altid kører på skinner. Det er en del af charmen her, men fordrer af og til lidt ekstra tålmodighed. Vær åbne for, at programmet nogle gange ændrer sig undervejs. Medbring masser af nysgerrighed, og I vil blive belønnet med oplevelser langt ud over det sædvanlige.

 
Maja Nielsen, Senior Travel Advisor hos Nyhavn Rejser

Få hjælp til rejsen

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om en rejse tilpasset dine ønsker? Ring til vores rejserådgivere og få inspiration, råd og vejledning.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.