Oplevet af journalist Maria Christina Hilstrøm
Jeg har placeret mig lige under en mellemstor palme, som ser ud til meget snart at skulle barsle med to 'faldefærdige' kokosnødder. Solen og brisen fra havet får skyggen fra palmebladene til at lege skyggeteater på sandet. Det er helt perfekt, for 30 graders varme og ækvatorsol nyder jeg bedst akkompagneret af bevægelse i luften og flimrende skygge.
Da jeg alligevel får det lidt for varmt, er der lige præcis tre skridt til mine fødder er dækket af Evian-farvet vand. Tang og småsten må have fået mindreværdskomplekser og fortrukket sig til mindre skønhedskrævende omgivelser, de er i hvert fald ikke til at se nogle steder. Men for nu at tage tingene fra begyndelsen, så befinder jeg mig på de tidligere Dansk Vestindiske Øer, som består af St. Thomas, St. Croix og St. John. I dag hører de under USA og hedder US Virgin Islands.
Upassende at skynde sig
Det ganske særlige ved øerne er, at de er en blanding af et utal af kulturer. Siden Danmark solgte øerne til USA i 1917, har den amerikanske kultur tydeligvis gjort sit indtog i form af amerikanske biler, påklædning og ikke mindst ordnede forhold. Så er der det caraibiske islæt, blandingen af ældgammel vestafrikansk kultur, som kom hertil med slaverne, og de tidligere koloniherrers europæiske indflydelse. Det har blandt andet skabt en hverdagsrytme, som ligger adskillige oktaver under den danske. Det virker nærmest upassende at skynde sig.
Endelig er der jo det, der gør det en tand mere interessant for os danskere. Tanken om, at vi kom hertil i slutningen af 1600 tallet og satte vores præg på et så fremmedartet sted med vores arkitektur, sprog og civilisation. Det er aften og mørkt, da jeg ankommer til St. Thomas, hvor de tre øers 'hovedstad' Charlotte Amalie ligger. Ved det første skridt ud af flyveren er det varmen og luftfugtigheden, som gør indtryk. Dernæst duften af hav, og endelig lyset fra bebyggelserne på bjergsiderne, som ligger i en halvcirkel rundt om Charlotte Amalies havn.
Danske fæstninger i caribiske omgivelser
Et par dage senere går jeg en tur i byen. Helt nede ved vandet ligger okkerfarvede Fort Christian, som blev grundlagt i 1671. Det tager mig ikke mere end et par minutter at konstatere, at et mange hundrede år gammelt dansk fort gør sig ganske godt i caraibiske omgivelser. De gamle lagerbygninger ned mod vandet er opført i samme danske stil, og samtidig er fortet efter nutidige forhold i lilleputstørrelse. Det er med til at give det et imødekommende udseende, som ville have fået fortidens grundlæggere til at skære tænder af irritation.
Også i Christiansted og Frederiksted på St. Croix står henholdsvis Fort Christiansværn og Fort Frederik og minder trods deres klejne størrelse om store, danske ambitioner. Underskøn natur og lattermilhed. Danskheden er repræsenteret ved gammel dansk arkitektur, nogle få gloser i den lokale version af engelsk og vejskiltene, der er på både dansk og engelsk. Men øerne er frem for alt caribiske, og det er slet ikke så dårligt endda. Udover Caribiens underskønne natur er den lokale lattermildhed i sig selv turen over Atlanten værd.
Da jeg går gennem indgangen på Hotel Caravelle i Christiansted på St. Croix, kan jeg fra receptionen høre en høj klukken. Nogle få skridt længere henne er der en lignende lyd, dog i et andet toneleje, og fra en helt tredje side den samme lyd. Jeg lader det sive ind og lægge sig som en ekstra lille bonus. Det er nemlig den allestedsnærværende latter, den ruller fra alle hjørner, rum og gange. Og for mig udgør den det perfekte soundtrack til varmen, brisen, havudsigten fra værelset på hotellet og den afslappede stemning.
Med alt det gode for ører, øjne og sjæl er min sindsligevægt uforstyrrelig selv i bil ude i den venstrekørende trafik. Ruden er rullet helt ned, mens foden på speederen forsigtigt lirker bilen frem. St. Croix er den største af de tre øer og rigtig god at få et overblik over i bil. Godt nok tvinger de hærgede veje gennem øens midte bilen ned i en hastighed, så desmerdyrene og firbenene i skovbunden uden den store anstrengelser kan pile forbi. Det generer mig ikke det mindste. Vejen i sig selv en oplevelse. Kronerne fra vældige træer mødes over den lejede Ford Focus og skaber en grøn tunnel, hvor lianer hænger ned og giver det hele en eventyrdimension. Øde strande og turkisblåt vand.
Langs kysterne er der den ene øde strand efter den anden, hvor bilen kan stoppes og den turkise dukkert ikke er mere end nogle meter væk. Jeg har parkeret bilen ved sådan en øde strand langs den nordøstlige del af St. Croix, og mens jeg lader fødderne skylle over, mener jeg i horisonten at kunne ane både St. Thomas og St. John. St. John er den mindste af de tre øer, og fordi det meste af den er nationalpark, er det også den mest uberørte. Men stranden, jeg befinder mig på, er nu heller ikke ligefrem overrendt, så jeg giver mig hen til at nyde øjeblikket. Det er ikke en vanskelig opgave. Jeg finder mig endnu engang en kokospalme, der kaster den helt korrekte mængde skygge tilsat en skræddersyet brise, og så kan jeg igen slange mig i Paradis.