• Auditoriet i The Aircraft i Frankfurt am Main er indrettet som en flykabine
  • Selv om I holder jeres møde i et beduintelt i Dubais ørken, er her alt professionelt udstyr til rådighed
  • I kan også afholde mødet i mere afslappede rammer i daybeds rundt om poolen! Villa Samadhi, Kuala Lumpur, Malaysia
  • Hold eksempelvis jeres møde inden døre i en af de smukke, gamle stuer på Castillo de Santa Catalina, Spanien

6 mødelokaler, som jeres bestyrelse vil elske

Få vores tips til usædvanlige mødelokaler, der pirrer kreativitet og koncentration

Der er mødelokaler, som I ikke kan vente med at slippe ud af igen. Og så er der mødelokaler, hvor de store beslutninger bliver lidt lettere at træffe, og de komplicerede problemstillinger bliver lidt nemmere at overskue. Det er den slags mødelokaler, som vi er eksperter i hos Nyhavn Rejser.

Hold jeres møde i Wieliczka-minens store sal langt under jordenWieliczka-minen, Kraków

327 meter under jorden dufter luften af salt og jord og renhed. Det 200 km lange netværk af hemmelighedsfulde minegange munder ud i nicher med udhuggede statuer, kunstfærdige kapeller, en stemningsfuld katedral og en stor, underjordisk sø, hvor minens skrøbelige krystaller førhen blev smeltet om til salt.

I dag er minedriften indstillet, og de mange sale og kamre anvendes til et væld af forskelligartede formål. Her er plads til både mindre og større konferencer, og få andre steder kan I isolere jer så grundigt som her og opleve så inspirerende omgivelser.

Gå all-in, og arranger en privat koncert i minens store koncertsal, eller rund mødet af med en elegant banket i stearinlysenes og saltkrystallernes skær.

Villa Samadhi er en idyllis oase i hjertet af Kuala Lumpur, MalaysiaVilla Samadhi Retreat, Kuala Lumpur

Villaens kølige mørke emmer af østlig mystik og moderne luksus. Lige uden for venter Petrona Towers, duftende gadekøkkener og summende storbyliv. Men herinde er der plads til fordybelse. Rundt om mødebordet eller rundt om poolen.

Kuala Lumpur er en overraskende prisstærk destination, og I kan leje hele Villa Samadhi uden at spendere en formue, hvis I vil være sikre på uforstyrret ro, eller hvis I bare synes, at villaen er for skøn til at dele med andre.

Vi vil dog gerne dele den med jer. Og være lidt misundelige, når I efter mødet skal i malaysisk kokkeskole i villaens køkken eller blot nyde jeres eksklusive værelse med de fine asiatiske designdetaljer.

Infirmeriet benyttes i dag til receptioner og messer af Mediterranean Conference Centre, MaltaMediterranean Conference Centre, Valletta

Murene er de samme, som da Johanitterridderne opførte dem i 1500-tallet, men det er ikke længere et hospital, der gemmer sig bag dem. Den gamle borggård er nu et overdækket auditorium med plads til intet mindre end 1.400 tilhørere, og det 155 meter lange infirmeri er ryddet for sygesenge og anvendes i stedet til messer og receptioner.

Fløjene er en veritabel labyrint af smukke sale, hvor I kan holde møde i mere intime omgivelser under de stemningsfulde stenhvælvinger.

Overalt er moderne teknologi og faciliteter nænsomt inkorporeret i de historiske rammer, og det omfattende restaureringsarbejde er mindst lige så imponerende som den oprindelige bygningskonstruktion. At MCC er blevet belønnet med den prestigefulde Europa Nostra-pris er så absolut velfortjent.

Selv om I holder jeres møde i et beduintelt i Dubais ørken, er her alt professionelt udstyr til rådighedDen Arabiske Ørken, Dubai

Kun en times kørsel skal der til, førend Dubais moderne skyskrabere er milevidt bag jer, og I befinder jer i en helt anden verden. Beduinernes land. Hvor gyldent sand vokser i meterhøje klitter, og kameler vandrer vuggende af sted under den strålende sol.

Tag plads på de vævede arabiske puder i beduinteltet. Selv om I er midt i ørkenen, er civilisationen ikke længere væk, end at her naturligvis er fuldt AV-udstyr til rådighed.

Efter mødet kan I runde dagen af med kamelridning eller hæsblæsende dune bashing i solnedgangen efterfulgt af en traditionel BBQ under den arabiske stjernehimmel.

Arkitekturen på Castillo de Santa Catalina ved Málaga i Spanien er inspireret af de gamle mauriske paladserCastillo de Santa Catalina, Málaga

Den sydspanske havneby Málaga har i årtusinder været et knudepunkt for marinetrafikken i og omkring Middelhavet, og byen var længe et udsat mål for angreb fra især den britiske flåde. I 1624 valgte den spanske konge derfor at opføre Castillo de Santa Catalina som en del af byens nye forsvarsværk.

Efter 300 års gradvist forfald blev fæstningen i begyndelsen af 1900-tallet ombygget og genrejst til ny storhed som et maurisk-inspireret palads, og i disse spektakulære arkitektoniske rammer kan I nu afholde jeres konference enten i den idylliske have med udsigt over Middelhavet eller i et af de statelige gemakker, der fremstår imponerende velholdt.

Sublim vin og gastronomi er en selvfølge i denne del af verden, og I kan krydre programmet med udflugter til Alhambra eller til Gibraltar og Málagas mange historiske monumenter.

Auditoriet i The Aircraft i Frankfurt am Main er indrettet som en flykabineThe Aircraft, Frankfurt am Main

Gør klar til takeoff. En halv time syd for Frankfurt er et overdimensioneret fly frosset fast på sin landingsbane. Bag glasdørene venter et auditorium indrettet som en flykabine med rigtige flysæder, og receptionen er – selvfølgelig! – en boarding gate.

Fjollet? Meget. Men det gennemførte koncept og det futuristiske design kan ikke undgå at pirre kreativiteten og bringe smilet frem. Omgivelserne i The Aircraft er fremmedartede på grænsen til det surrealistiske, og det markante miljøskifte skaber en farverig puppe af afsondrethed og fokus. Præcis hvad I har brug for til en udbytterig konference.

Rund mødet af med cocktails i kaptajnens lounge, eller hold pause på terrassen, mens der dækkes op til gallamiddag i kabinen. Sæt jer blot godt til rette. Dette bliver den mest enestående flyrejse, I nogensinde har oplevet.

Få hjælp til arrangementet for virksomheden eller foreningen

Vi har nogle af branchens mest erfarne eksperter i erhvervsgrupperejser - møderejser, konferencer, kongresser, kick-offs og events. Tal med dem om dit næste arrangement. Gør brug af vores eksperters viden og kreativitet i idéfasen og handlekraft, når dit arrangement skal gennemføres. Ring og få et arrangement skræddersyet efter dine mål og ønsker. Ring 33 18 84 50