• Gourmet på Le Prince Maurice 5+*, Mauritius
  • Gourmet på Le Prince Maurice 5+*, Mauritius
  • Bara Choi - Den flydende bar på Le Prince Maurice
  • Gastronomi på Le Prince Maurice, Mauritius

Gastronomisk tempel på Mauritius

Papaya, passionsfrugt og prægtige panoramaer - Mauritius giver dig smæk på smagen, udsøgt kokkekunst og uimodståelige udsigter.

Mauritius er smækfyldt af skønne og mangfoldige madoplevelser, der kan friste alle med nysgerrige smagsløg, og de kulinariske perler fuldendes med udsigten over Det Indiske Ocean. Da jeg lever efter mottoet; at rejse er at spise - kastede jeg mig med det samme ud i en gastronomisk opdagelsesrejse for at finde ud af, hvad Mauritius kunne friste en sulten og garvet kok med.

Af kok Carsten Kyster

Pool På Le Prince Maurice, Mauritius Oplsugt af freden på Le Prince Maurice

Et af Mauritius’ helt unikke steder finder du på østkysten - det eksklusive resort Le Prince Maurice, hvor jeg skulle tilbringe anden halvdel af mit ophold. Da jeg ankom til Le Prince Maurice blev jeg øjeblikkelig opslugt af stedets utrolig smukke og rolige omgivelser, der er holdt i en moderne og elegant kolonitidsstil. Resortet ligger isoleret i en vidunderlig lagune, hvor det eneste du hører, er lyden af sagte bølgebrus, der skyller ind på den fine hvide sandstrand.

På stranden er der etableret små private oaser med teaktræs-solsenge og parasoller, hvor beach boys yder en uforglemmelig service; der serveres iskoldt vand, frugt og skønne sorbeter, lavet af øens eksotiske frugter. Ens solbriller bliver sågar top tunet med pudseklud og spray.

Strand og service på Le Prince Maurice, MauritiusKvalitet og lokale råvarer

På Le Prince Maurice er der stort fokus på mad af høj kvalitet, hvor der bruges lokalråvarer så vidt muligt. Køkkenchef Michael Scioli har prioriteret at få etableret og udviklet den skønneste køkkenhave, så resortet på sigt kan blive selvforsynende med flere ting. I køkkenhaven bliver der nemlig dyrket masser af dejlige krydderurter, salater, lime, bananer, papaya, chili, gurkemeje og et væld af avocadoer, som alt sammen kan nydes på resortets restauranter.

Jeg har ladet mig fortælle, at de fleste mauritiske folk, med respekt for sig selv, har et avocadotræ i deres have. Så hold øjnene åbne, når du tager på rundtur på øen. Ellers er Le Prince Maurices køkkenhave også et fint besøg værd.

Gourmet på Le Prince Maurice 5+*, Mauritiusfokus på den ypperligste kvalitet

Le Prince Maurice har fire restauranter og tre barer med hver deres unikke særpræg, hvor man bliver inviteret ind i små gastronomiske universer.

Asian er en ny sushi restaurant med mange skønne asiatiske specialiteter - alt sammen kreeret med friske fisk fra Det Indiske Ocean. Der er et åbent sushikøkken, hvor japanske kokke tilbereder de lækre råvarer, lige efter du har afgivet din bestilling. Restauranten er bygget af lokale naturmaterialer og holdt i et imponerende organisk design. Maden kan blive nydt på stedet eller bragt ned på stranden, som ligger nedenfor restauranten.

Laguna bar ligger for enden af Asian restauranten. Her har man specialiseret sig i rom og fremstiller selv flere forskellige slags med lokale krydderier, tropiske frugter og urter fra egen have. Eksempelvis fremstiller de rom med citrongræs, timian, citroner, søde lychees eller en særlig delikate variant med passionsfrugt. Jeg var så heldig at få lokket denne opskrift ud af den yderst romkyndige bartender.

Pool bar på Le Prince Maurice, Mauritius med strand og poolRom med passionsfrugt:

Tag frugtkødet ud af 7-10 passionsfrugter. Kom det i en patentglas med 3 spsk rørsukker, og hæld 1,5 liter god, lys rom over. Lad det trække i 3 uger, sigt, og kom på flaske. Så har du den skønneste tropiske rom!

Jeg smagte også en anden skøn rom, som er meget nem at lave herhjemme: Rom med citroner: Tag 6 økologiske citroner. Vask dem godt i lunkent vand, og skær dem i både. Kom dem i et patentglas med låg. Hæld 1,5 liter god, lys rom på, og lad det trække 1 uge. Herefter kan man begynde at smage på sin egen citrusrom og drømme sig tilbage til paradisøen igen. Når citronerne skifter farve og bliver lyse, skal rommen sigtets, hvis den ikke er drukket inden da. Den smager skønt som velkomst drink, når den bliver mikset med ¾ dele god cava.

Archipel Restaurant på Le Prince Maurice 5+*, Mauritius

Hovedrestauranten Archipel:

Archipel er hovedrestauranten på Le Prince Maurice og er holdt i en elegant bistrostil. Her nyder man bl.a. skøn morgenmad på første klasse med fantastisk udsigt ud over Det Indiske Ocean. Køkkenet anvender lokale råvarer og autentiske køkken-teknikker fra øen, men maden er meget inspireret af middelhavskøkkenet.

Den første aften fik jeg serveret en helt fantastisk hvid risotto med svampe og trøffel, som var perfekt tilberedt. Derefter fik jeg et stykke vidunderligt grillet australsk Angus-oksekød serveret med køkkenhavens grøntsager. Enhver koks lakmusprøve, på om man er på en god restaurant med sans for smag og god kvalitet, er bl.a. brødet. På denne restaurant har de eget bageri, og her bager de nok de bedste brød, som jeg har smagt længe, uden for Danmarks grænser.

Gastronomi på Le Prince Maurice, Mauritius

På Archipel er de virkelige skarpe til desserter. Her bliver man præsenteret for et raffineret dessertkort, hvor mange af øens frugter og krydderrier bliver brugt, såsom lychees, passionsfrugt og vanilje.

Jeg smagte både deres hjemmelavede kardemomme- og saltet karamel is, som smagte himmelsk. Man får fornemmelsen af være i et gastronomisk tempel, hvor der er fokus på den ypperligste kvalitet at, så der er hverken et øje eller hagesmæk tør.

Gastronomi på Le Prince Maurice, MauritiusFantastisk vinkælder:

Hvis man er til vin, så er du havnet det helt rigtige sted. Under restauranten ligger den største og mest eksklusive vinkælder i denne del af verden. Her kan man opleve mere end 25.000 flasker vin. Her er der mulighed for at komme til forskellige vinsmagninger, eller blot nyde et godt glas vin og nogle snacks, mens man får en rundtur i kælderen.

Lotus Lounge bar

På Lotus Lounge bar, som grænser op til restaurant Archipel, kan du nyde en drink enten før eller efter maden. Her får du serveret klassiske drinks og cocktails med små lækre mauritiske snacks til og udsigt over det smukke pool- og strand område.

Bara Choi - Den flydende bar på Le Prince MauriceLe Barachois - den flydende restaurant

Le Barachois er en flydende restaurant med fem sammenhængende platforme, som er etableret på pontoner. Fra restauranten er der en storslået og betagende udsigt over den opdæmmede lagune. For at komme ud til denne dejlige restaurant skal man følge en lang snoet sti på pæle, som slynger sig igennem tætte Mangrovetræer.

Denne restaurant har fokus på såvel det mauritiske, som Det Indiske Oceans køkken. Menukortet er bygget op omkring low tide (lavvande) og high tide (højvande), med særlig fokus på seafood. Her fik jeg squid (blæksprutte) i rød karry med cashewnødder, derefter marlin røget på filao-træ fra Det Indiske Ocean og en lokal palmehjertesalat med mango og rød chili. Maden er så sublim og omgivelserne ligeså fantastiske, at man er nød til at besøge stedet flere gange.

Bara Choi - flydende bar

Inden man bevæger sig helt ud til restauranten, skal man give sig selv den oplevelse at besøge den flydende bar, som ligger på mangrovestien på vej ud til restaurant Le Barachois. Her kan man nyde cocktails lavet på rom eller champagne. Efter resortets eget udsagn laver de en af verdens bedste mojitos - og den var faktisk ret sublim og blev serveret med skønne bananchips og små fiskekager med limedip.

Gastronomi på Le Prince Maurice, MauritiusLe Beach Deck:

Her får du serveret skønne lette frokostretter, når du slapper af ved poolen. Vidunderlige pastaretter af hjemmelavet pasta, saftige burgere og Club sandwiches. Men det, der var mest overraskende på dette menukort, var, at man kan få en rørt oksekødstatar af Angus kvæg eller en tatar af friskfanget fisk fra det indiske ocean. Okse tataren bestilte jeg med det samme, og den blev rørt ’old school’ efter alle kunstens regler ved bordet af en kok. Det er nok én af de bedste oksekødstatarer, jeg har smagt.

Efter en skøn tid på det unikke resort Le Prince Maurice, kom jeg hjem med kufferten bugnende af gastronomiske oplevelser – men det bliver ikke sidste gang at jeg bestiller bord med udsigt udover Det Indiske Ocean.

Juniorsuiter langs stranden på Le Prince Maurice 5+*, MauritiusSmeltediglen Mauritius

Mauritius er en lille og unik perle i Det Indiske Ocean. Øen er på størrelse med Fyn og har 1,2 millioner indbyggere. Befolkningen på Mauritius er et fantastisk miks af forskellige kulturer med aner fra Indien, Afrika, Kina og Sri Lanka. De lever fredfyldt med hinanden, og man fornemmer hurtig den gensidige respekt og interesse der eksisterer på tværs af kultur, sprog og religion.

Igennem årene har den mauritiske befolkning skabt et helt unikt køkken i Det Indiske Ocean, hvor de har fusioneret de mange forskelligartede køkkener og kulturer til et miks, der kan friste de fleste, der er sultne efter nye smags- og sanseoplevelser.

Læs også Carsten Kysters oplevelser på Belle Mare Plage

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.