• Maya familie i San Cristóbal, Mexico
  • Mayabyen Tikal i Guatemalas regnskov
  • Oplev Tulums fantastiske strande med pyramider og naturoplevelser tæt på

De forstår sønderjysk i San Christobal

Rejsebrev fra Ulla Bech, vinder af gavekort på 5.000 kr.

Ovennævnte kommer jeg tilbage til - men først et rejsebrev om vores storslåede rejse til Mexico og Guatemala, Azteker- og Mayariget med Karin Schütte som rejseleder.

Min ”mand” og jeg mødte hinanden i en sen alder, og har derfor hver især voksne børn.

Omkring det skarpe hjørne til Mexico

Sidste år rundede vi begge to et noget skarpt hjørne, sagt med et smil om læben. På grund af forskellige indtrufne omstændigheder ønskede vi ikke at markere disse dage med fest, suppe, steg og is osv. – men kom til at tænke på, at vore unge til tider havde nævnt, at en rejse til Mexico stod højt på deres ønsker om en rejse.

Efter nogen overvejelse tog vi kontakt med Nyhavn Rejser – Lasse West, som på alle måder har været en god ambassadør for rejseselskabet.

Beslutningen blev taget – vi inviterede vore unge med til Mexico for på den måde at markere vore runde dage. Desværre ønskede vores svigerdatter ikke at rejse med – men var helt åben over for, at vi andre tog af sted. Grunden til hendes beslutning vil jeg ligeledes vende tilbage til.

Ingen kære mor

Da jeg ikke er særlig rejsevant, var mine bekymringer over denne lange rejse i forvejen i top – og jeg begyndte at få særdeles kolde fødder, da der næsten dagligt var nyheder omkring narkohandel, fundne hovedløse lig, tunneler til smugling af narko, drab, korruption osv. osv. netop fra Mexico …

Men ingen kære mor her – og jeg kan i dag se, at alle disse overvejelser og bekymringer var spild af energi, Mexico er meget, meget andet end ovennævnte – det ER kontrasternes land, og vi rejste ikke der, hvor der virkelig er problemer.Da vi bor i Udkantsdanmark, fik vi det arrangeret således, at vi tog fly fra Billund til Amsterdam. Alle de andre deltagere tog med fly fra Kastrup.

På grund af et aflyst fly måtte vi en tur over Atlanta i USA – det var en mellemlanding, som vi godt kunne have været foruden.

Hvor er kufferten?

Ved bagagebåndet i Atlanta mødte vi så de andre deltagere for første gang – de var blevet ledsaget af en repræsentant for Nyhavn Rejser, Marianne, som skulle over og være sammen med os den første uge, da hun skulle til at fungere som guide.

Det viste sig, at der var to kufferter, der IKKE ankom til Atlanta.! Den ene tilhørte os. Personalet i lufthavnen sagde, at vi ikke behøvede at gøre mere ved det. De var vant til, at nogle kufferter blev sendt direkte videre til Mexico, men skulle den, mod forventning, ikke dukke op der, ja SÅ kunne vi anmelde mangelen.

Nuvel, der var ikke meget mere at gøre, end at rejse videre i fortrøstning til, at kufferterne var taget ud til kontrol og derefter sendt direkte videre – og jo, vi VAR heldige, kufferterne var vel ankommet.

På grund af mellemlandingen i Atlanta ankom vi langt om længe til Mexico City, godt trætte efter nogle timers ekstra rejse, og blev her modtaget af Karin Schutte.

Vi fik en skøn bus, selv Karin Schutte var begejstret over at vi havde fået SÅ god en bus, og chaufføren var en herlig mand, skulle det vise sig.

Han kørte for os det meste af turen - helt til Corozal, hvorfra vi skulle sejle til Guatemalas grænsepost, Bethel.

Mexico City – biler, slik og svedende høns

Mexico City tog næsten pusten fra os – 24 millioner mennesker samlet i én stor by… en uhyre kontrast til det liv, vi normalt lever i Udkantsdanmark.

Menneskemylder og handlende OVERALT – fra boder, der var lavet af en simpel presenning, hvorunder man så havde alle sine varer – og de, der lavede mad og drikke, havde så et bord med gasblus, hvor de stod og kokkererede. Tænkte en smule over ”køkkenhygiejnen” eller mangel på samme.

Vi kan godt forstå, at Mexico er de ”dårlige mavers” land. Der var næsten ikke fortov at gå på, man gik næsten i boderne, de stod tættere end tæt – og selv ude på vejene gik folk og falbød slik, frugt, vand og meget andet.

Når bilerne holder stille, og det gør de ofte pga. den voldsomme trafik, ja, så benytter man tiden til lige at købe lidt slik eller frugt. Dette foregår på alle veje – også motorveje - vi undrer os over, at der ikke sker flere ulykker.Vore sundhedsmyndigheder, levnedsmiddelkontrol osv. ville få et føl på tværs, hvis de så og oplevede, hvordan f.eks. kødet hænger på pinde på markedspladserne, de slagtede kyllinger ligger og sveder, levende dyr blander sig, og renligheden disse steder,- nej det lader vi hvile.

Men festligt og folkeligt er det i sandhed. Det synes næsten, som om alle lever af handel, og det er mig stadig en gåde, hvad indbyggerne lever af.

Alle byer er vokset op omkring en Zocalo – en slags firkantet centrum, så det er ganske let at finde rundt i byerne.

Malerier i savsmuld

Efter at have set Hernan Cortés regeringspalads og Diego Riveras vægmalerier, kom vi igen ud på pladsen, hvor der var lokale kunstnere, der med savsmuld lavede de mest fantastiske ”malerier”.

Savsmuldet var farvet med stærke farver, og jeg stod og så på, hvordan disse ”malerier” blev bygget op.

Jeg fik lov at tage billeder, og gav udtryk for, hvor imponeret jeg var over disse kunstværker – og fik et stort tandløst smil retur. Længere nede på pladsen stod en præst på en forhøjning, og velsignede alle, der ønskede det, med vievand.

Og der blev ikke sparet på vandet!

Blikhuse, pyramider og plastik

Da vi kørte ud til Teotihuacan komplekset sneglede vi os af sted på grund af trafikpropper. Det gav os tid til at se, at bjergene faktisk var bebygget næsten helt op til toppene.

Huse overalt – nogle kun lavet af blikplader, og hvad der ellers kunne bruges til at give tag over hovedet, andre var virkelig flotte huse, hvor de mere velhavende boede. Atter en meget stor kontrast.

Inden vi skulle ud til Teotihuacan, fik vi frokost, for mit vedkommende en oplevelse, jeg godt kunne have været foruden. Vi havde jo læst og hørt så meget om det kulinariske Mexicanske køkken. Hmmnn. det er - set med mine briller – noget overdrevet. Maden var ok, men den helt store oplevelse udeblev desværre.

Nå, men da vi skulle have frokosten, var der var et stort stykke plastik i min majsrulle…! Det var meget godt stegt, men meget svær at tygge. Velbekomme!

Ærgerligt med sådan en start – som desværre ikke blev et enestående tilfælde. Jeg overså nogle dage efter en tandstikker i maden, og inden sejlturen til Guatemala knækkede jeg en tand da vi skulle have et hurtigt måltid. Jo jo, oplevelserne var mangfoldige.

Teotihuacan komplekset – nej, hvor føler man sig lille. Da min datter havde læst, at man kunne lægge 10 år til sin levetid ved at klatre helt op, ja så var der ingen vej udenom. Og at luften her var tynd, vidnede prustende og stønnende menneskers åndedræt om – men op kom vi – og sikke en belønning at se hele komplekset fra oven. En helt utrolig oplevelse.

De flydende haver

Afslutningen på den 3. dag var de flydende haver i Xochimilco. Karin Schütte havde bestilt mad til os, og den spiste vi, medens vi sejlede en tur på kanalerne. Et lækkert måltid, skal siges, lavet af konen til bådføreren.

Alt medens vi spiste, sad hun og hæklede – og hele familien deltog. Også her kom der småbåde, som sejlede helt op på siden af vore både med varer, de ville sælge. Og både med musikere, som for en skilling spillede og sang. En herlig oplevelse.

På vejen mod Oaxaca gjorde vi holdt undervejs for at se nogle kæmpe kaktusser. Kørte gennem et bjergområde med millioner af kaktusser. Som der blev sagt, så ville Mexico være mere end rigt, hvis disse planter kunne bruges til noget.

Græshopper i Oaxaca

Oaxaca er sammen med San Cristòbal de to byer, hvor jeg kunne tænke mig at have haft noget mere tid. Oaxaca oser af folkeliv – bare det at sidde og spise græshopper og se ud over pladsen er en oplevelse i særklasse … jo, græshopperne var fine.

Karin Shutte fortalte, da rejsen fortsatte, at hvis man havde spist græshopper, kom man tilbage til byen. En dejlig tanke.

I Oaxaca fejrede vi i bedste stil fødselsdag for vores Anders og rejseleder Marianne. De havde fødselsdag samme dag, og Karin Schutte havde købt kage – én til hver med lys i, og alle samlede sig til fødselsdagskage og sang – hvor var det hyggeligt.

Mexicanerne elsker søde sager, og vi så senere et kæmpe bageri, hvor kunderne gik rundt med store bakker og lagde diverse brød på disse, tog det med til kassen og betalte. I vinduerne stod festkager – op til 100 gæster – børnelagkager, som aldrig er set mage i Danmark – det var virkelig stort.

Håndbold på tempelbjerget

Besøget på tempelbjerget ved Monte Alban blev krydret med hyppige sms beskeder derhjemmefra. Hvorfor mon det? Danmark spillede jo finalekamp i håndbold!

Undervejs mod Tehuantepec så vi det store Tuletræ, der efter sigende er et par tusinde år gammelt. Vi så et væveri og fik fortalt og vist, hvordan de farver deres garn.

På vej mod San Cristóbal de las Casas fik vi en naturoplevelse ud over det sædvanlige.

Vi sejlede i hurtiggående speedbåde ind i Sumideroklæften på Grijalvafloden. Karin Schutte havde sagt, at vi skulle holde på hat og briller…hmmnn, hvem mon tabte hatten?!

Vi fik den dog fisket op igen inden krokodillerne snuppede den.

Sønderjysk i San Christobal

Da vi skulle spise aftensmad i San Cristóbal de las Casas gik vi ind på en restaurant, der osede af hygge. Betjeningen kunne ikke engelsk, menuen stod ikke på engelsk, så jeg gjorde, som så ofte før – spurgte ”Hvad skal I have?” … til stor moro og en smule irritation for de andre.

Håbede jo på, at jeg så via den vej kunne pejle mig ind på aftenens menu. Nå, men med hjælp fra en rejseleder fra et andet bureau, fik jeg forklaret den unge tjener, at jeg ønskede mit kød gennemstegt.

Til forret ønskede vi suppe, og da der var gået en time, og vi endnu ikke havde set skyggen af aftensmaden, vinkede jeg tjeneren hen til mig og spurgte på det mest sønderjyske, der tænkes kan, og med hjælp af en ske i hånden, om vi ikke snart fik vores suppe … og tænk, den kom vupti lige efter, så jo, de forstår det sønderjyske sprog, så ingen grund til at lære spansk, sagt med et glimt i øjet.

Min familie blev vist nok lidt flove over mig og sagde, at de havde set, at maden var på vej, netop som jeg begav mig ud i mit spørgsmål. Men om ikke andet, fik vi da grinet lidt af det.

Høns og cola i kirken

Ved vores besøg i indianerlandsbyer i Chiapasprovinsen så vi i San Juan Chamulas kirke shamaner, der healede folk ved at ofre høns, cola, tequila osv. samtidig med at der blev tændt lys og bedt for den syge eller anfægtede. En stærk oplevelse.

Inden vi kørte videre købte vi en grillet kylling. Overalt var der overskårede tønder, hvorpå man grillede halve kyllinger – og det er nok den bedste smagsoplevelse vi havde. Det skal prøves.

Vi skulle se Agua Azul vandfaldende, men desværre kom vi ikke dertil, da der igen var uroligheder og uenigheder kommunerne imellem. Det sker af og til, og når det sker, ja, så lukker man bare vejene. Ærgerligt.

Dog fik vi set Misol Ha og var her vi omme bag vandfaldene. Mere storslået kan det næsten ikke blive.

Militær på toilettet

Overalt stod militæret med isenkram, der sagde spar to! På én af vore ture blev vi vinket ind til siden, og en militærmand kom ind for at tjekke at der ikke var blinde passagerer på toilettet. Karin Schutte sagde på dansk, at soldaten lige skulle låne toilettet – og det var der nogen, der kom til at grine højt af – ups, det var knap så godt, for han stoppede på tilbagevejen og spurgte Karin Schütte, hvad der var blevet grinet af – for han ville så absolut ikke være til grin.

Karin Schutte sagde på dansk, at soldaten lige skulle låne toilettet – og det var der nogen, der kom til at grine højt af – ups, det var knap så godt, for han stoppede på tilbagevejen og spurgte Karin Schütte, hvad der var blevet grinet af – for han ville så absolut ikke være til grin.

Så hun måtte ud i en forklaring, og vi blev bedt om ikke at grine igen, om vi skulle opleve noget lignende. Andre soldater havde så i mellemtiden tjekket bagagerummet, og vi fik lov at køre videre.

Brøleaber

Mayaruinerne i Palenque var en kæmpe oplevelse – det, at gå i junglen og komme til ruinerne var noget, som vi havde glædet os til. Det kunne have været endnu skønnere, om det havde været tidligt om morgenen, for så havde vi fået oplevet, hvordan det lyder, når junglen vågner.

Hotellet, hvor vi overnattede havde svømmepøl og var rigtig flot. Desværre blev denne ikke brugt særlig meget, da vejret ikke var med os.

Om natten vækkede min mand mig. Han har, i modsætning til mig, en fantastisk hørelse. Jeg skulle stå op, sagde han, og komme hen til døren og høre den lyd, han var vågnet ved.Han mente helt sikkert, at det kunne være en jaguars hidsige hvæsen, der hilste os velkommen og ønskede os til lykke med fødselsdagene.

Han mente helt sikkert, at det kunne være en jaguars hidsige hvæsen, der hilste os velkommen og ønskede os til lykke med fødselsdagene.

Jeg kunne jo ikke helt forstå, at han stod der på svalegangen kun iført trusser og lyttede med risiko for, at der kom en jaguar springende, men jeg må erkende, at det VAR en voldsom lyd, som indbød til nærmere undersøgelse, hvis man er af nysgerrig natur.

Næste dags morgen fortalte Karin Schutte, at det havde været en vred brøleabe-han, vi havde hørt, så det var ikke jaguaren, der ønskede til lykke – men en brøleabe!

Denne brølen fik vi stiftet endnu mere bekendtskab til, da vi skulle til mayakomplekset Yaxchilan, hvortil man kommer i båd.

Her fik vi lejlighed til både at se og ikke mindst høre brøleaberne. Du milde, sikke en lyd, de forholdsvis små væsener kan frembringe.

Majskager, majskager og flere majskager

På vej til Yaxchilan kørte vi gennem et frodigt landbrugsområde, og det gav stof til eftertanke. Nogle bønder var så heldige at have en okse eller muldyr som trækdyr. Enkelte havde en traktor.

Vi så, hvordan bønderne selv fungerede som trækdyr, de slæbte store grene med blade efter sig for at jævne jorden. Bønderne spiser majskager til morgenmad, de får et par stykker med til frokost i marken, og om aftenen får de igen majskager. Jeg må sige, jeg forstår det ikke. Når jorden er så frugtbar, må de kunne dyrke afgrøder, så de kan få – set med mine øjne – en mere alsidig kost.

Men igen kontrasternes land – nogle har en ny bil stående under et bliktag - selve huset er sølle, men for de fleste Mexicanere betyder det mere at have en ordentlig bil end et hus.

Rystetur i Guatemala

Vi sejlede til Bethel, Guatemala. Grænsen er strandkanten – og der kom straks et mylder af børn og unge, der ville bære vore kufferter op ad skrænten til bussen. Kufferter, der vejede omkring 20 kg! Karin Schutte tog sig af alt det med bagagen. Hun betalte kuffert-bærerne alle steder, og det var en rigtig god ting.

På strandkanten stod pengevekslerne med store tykke penge-bundter, og da vi kun havde en dag i Guatemala vekslede vi der.

I programmet stod, at vi skulle køre ad jord- og grusveje i 3-4 timer, da vejene i Peten-junglen er simple. Og det kan vi skrive under på – det var noget af en rystetur! Og vi klager her i Danmark over huller i vejene efter frostvejr. !Tankevækkende.

Tikal i junglen

Vi kom til Flores og skulle se Tikal og opleve Junglen. At gå op til toppen og se ud over regnskoven, hvor man pludselig kunne se templer rage op over trætoppene – utroligt.

Rejsen nærmede sig sin afslutning – vi tog kurs mod Tulum. En rejse der gik gennem Belize. En hård nyser på 12 timers kørsel.

På stranden i Tulum

Vi kom til Tulum hvor vi havde 2 hele dage – ikke spor for meget. Skønt at bade i det Caribiske hav – at blive væltet af de store bølger, der slog ind mod kysten, at bo lige ved havet, DET var prikken over i’et.

Vores unge fødselar fik under en bytur i Tulum kontakt til en dykker, der tilbød at tage ham med på en dykning dagen efter. Vi var noget skeptiske, da han blev hentet dagen efter. Den gode mand kørte i – som han sagde med et stort smil – an Mexican Ferrari – dørene blev holdt fast med ståltråd, og bilen var bulet overalt – men det blev en kæmpe oplevelse – undervisningen og den efterfølgende dykning i en lagune havde været super.

Desværre havde vi regnvejr, så vi kunne ikke ligge så meget ved stranden – og det var vist godt nok, for så var vi blevet fuldstændig skoldet.

Min søn ville til Cancun, om han så skulle gå, (der er ca. 2 timers kørsel). Der ville han købe en helt speciel gave til sin søde kone, der var blevet hjemme. Sagen er, at de venter barn til maj, og derfor ikke tog med. Da hun måtte undvære sin mand i 17 dage, ja, så var det mindste da at købe en skøn gave med hjem til hende, som han sagde.

Der var ikke meget plads i det fly, vi skulle hjem med, så det var med hængeøjne og stor træthed, vi atter landede i Billund efter en rejse, vi ikke glemmer.

Forslag til næste tur

Der var naturligvis ting, der kunne have været anderledes.

Noget, der måske kunne arbejdes på er, at der bliver lidt mere ”fritid” til at gå på egen hånd. Tidsplanen blev overskredet, det er på sin vis ok, at der ikke hænger et ur på ryggen – men der kunne godt være lagt lidt mere ”egen hånd tid” på.

Det ER en koncentreret tur, og i dag er jeg en smule ked af, at jeg ikke fik købt flere ting af de søde indianer-børn/piger/koner, der gik rundt og solgte deres håndarbejde. Tænkte, at det måtte jeg gøre, når der blev mere tid – men den kom desværre ikke. Det er jo direkte u-landshjælp, som Karin Schutte så rammende sagde.

Ligeledes ville det – for sådan nogle som os – være skønt, om der havde været flere naturoplevelser. Der blev brugt forholdsvis meget tid på det ”kulturelle” – lidt mere naturoplevelser, ville vi have sat pris på. Men alt andet lige, har vi fået et helt unikt indblik i den Mexicanske historie og fået mange ting sat på plads.

Salut til Karin Schutte

Karin Schütte er en helt utrolig rejseleder – så kompetent og vidende – og vindende! Der hersker ingen tvivl om, at hun elsker sit land – og hun øste ud af sin enorme viden til os.

Hun er altid i godt humør og der er ikke den ting, hun ikke kan svare på. Hendes viden er stor, og hun er en kæmpe kapacitet for Nyhavn Rejser. Hun var som en mor for os – sørgede for, at vi fik lidt i maven under de lange køreture, og tog hånd om vore behov.

Det var bare så skammeligt, at hun blev placeret i et værelse bag receptionen de sidste dage. Et mørkt hummer, hvor det syntes umuligt at forberede sig og slappe af. Ingen vinduer, ingenting. Det kunne hotellet simpelt hen ikke være bekendt.Hun klagede ikke – tog det med ophøjet ro, og sørgede for os andre.! Det fortæller jo alt, ikke?

Derudover har hun en engels tålmodighed – for jeg må med skam erkende, at der ER nogle danskere, der har gjort det til en livsstil at brokke sig!

Hvad hun har lagt øre til er ikke småting – og sørget for, at selv de mest urimelige ”klager” blev fulgt op. Derfor vil jeg afslutningsvis give en stor SALUT videre til Karin Schutte – med tak for at hun simpelt hen sørgede for ALT!

Tak for en helt igennem god service – både på Nyhavn Rejsers kontor og de, der arbejder ”i marken”.

Mange hilsener

Ulla Bech

Tak til Ulla Bech for at dele sine oplevelser med os i 2011. Hvert halve år trækker vi lod om et gavekort på 5.000 kr. og flere gode gaver blandt alle, der sender os rejsebreve. Og til sidst tillykke til Ullas svigerdatter og søn, der fik en dejlig dreng 16. maj 2011.

Vil I gerne på en lignende rejse? Se mere her.

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.