• Tekstiler på net marked i Peru
  • Antikke ruiner i Peru

Peru - eventyr i Inkariget

16 dages adventurerejse med trekking på Inkastien,

Glæd jer til:

Nærkontakt med den lokale kultur på marked, gader og stræder i f.eks. den smukke kolonitidsby, Cuzco

Masser af aktive udflugter og oplevelser

Trekking på Inkastien til inkabyen Machu Picchu

Kontrasfuld natur lige fra snedækkede bjerge til regnskov

Amazonas vilde dyreliv og fascinerende fauna

Læs mere

Oplev Inkariget på en aktiv rejse tæt på naturen og den lokale kultur med alle de store attraktioner som Titicacasøen, maleriske Cuzco, Amazonas og trekking på Inkastien til Machu Picchu. I rejser i en lille international gruppe.

Små grupper med få deltagere

G Adventures, Nyhavn Rejsers samarbejdspartner, har mange års erfaring med rejser i denne verdensdel.

I rejser med en engelsktalende turleder i små grupper på maks. 12 deltagere. Sammensætningen er international, hvilket giver mulighed for at møde ligesindede eventyrere fra alverdens lande. Deltagerne forventes at møde op med sans for eventyr og spejderånd.

Indkvartering og transport med lokalkolorit

I bor på hyggelige, mindre hoteller og guest houses med lokalkolorit.

Udover vandring foregår transport med bus, tog, fly, båd og kano. Når I kører med lokale transportmidler, kommer I tæt på lokalsamfundet og oplever med alle sanser.

Masser af andre adventurerejser

G Adventures tilbyder talrige gruppeture for eventyrlystne i både Sydamerika og resten af verden. Se nærmere i vores specialkatalog eller tal med af vores eksperter, der selv har rejst med G Adventures.

Program

Dag 1
Ankomst til Lima

I rejser til Peru, hvor I normalt ankommer til Lima samme dag om aftenen lokal tid. Vi sørger for at vælge en flyforbindelse, så det passer med det videre program, hvor I møder gruppen og jeres rejseleder på hotellet.

Hvis I ønsker det, kan i vælge at komme dagen før og se nærmere på den historiske bydel omkring Plaza de Armas. "Kongernes By" er Perus hovedstad og byder på flot arkitektur fra den spanske epoke og flere museer, herunder det imponerende guldmuseum med skatter fra inka-tiden.

Dag 2-4
Puno og indianerne på Titicacasøen

I flyver nu til Juliaca og kører videre med bus til den lille by, Puno ved bredden af Titicacasøen (ca. 4.000 m.o.h.), hvor I overnatter.

På grund af den iltfattige luft i disse højder anbefaler vi, at I de første dage spiser let, tager den med ro og drikker rigeligt med vand.

Overnatning hos indianerne på Titicacasøen

Næste morgen sejler I til de flydende sivøer, Uros, og Taquile-øen. Den er kendt for sin traditionsrige befolkning i farverige klædedragter med specielle symboler for hver persons ægteskabelige status.

I overnatter hos en lokal familie i en lille landsby, hvilket giver et spændende indblik i højlandsindianernes enkle liv i de hårdføre naturomgivelser med iskolde nætter, stærk sol og tynd luft.

Luften er krystalklar og Andesbjergenes mange snedækkede hvide tinder, der rager op mod 6.000 m.o.h., står smukt i horisonten mod den lyseblå himmel og søens azurblå dønninger.

 

Dag 5
Altiplano - Cuzco, inkaernes hovedstad

I forlader nu det smukke højland og begiver jer med bus gennem de dramatiske landskaber på Altiplano (højsletten) med udsigt til bjerge, lerklinede huse og sletter med søer og store lamaflokke.

I kører gennem landsbyer og små flækker, hvor livet går sin stille gang med landbrug og småhandel. Når I stopper undervejs vil der blive faldbudt alskens varer som kiks, forfriskninger og lune sweaters af alpacauld.

Sidst på dagen kommer I til Cuzco, der er inkaernes gamle hovedstad og regnes blandt Sydamerikas største kulturelle seværdigheder.

 

Dag 6
Den Hellige Dal - Ollantaytambo

I dag rejser I gennem Den Hellige Inkadal, som er frodig og sikrer fødevareleverancer til Cuzco og hele oplandet.

Indianermarkedet i Pisac og fæstningen ved Ollantaytambo

I besøger Pisac-ruinerne og det livlige marked, der er et farverigt skue af handlende indianere, som valfarter hertil på ugens markedsdage for at afsætte afgrøder til andre lokale og uldvarer til turister.

Dagen slutter i den lille hyggelige og maleriske by, Ollantaytambo, som også er kendt for sin imponerende inkafæstning. En meget stejl stentrappe fører ind i fæstningen. På tværs af en esplanade er der et tempel med 10 nicher, og ved en anden esplanade ligger Soltemplet, der udgøres af bl.a. 6 store monolitter, der anslås at veje 50 tons.

Et synligt vidnesbyrd om inkaernes kundskaber indenfor byplanlægning og ingeniørarbejde. I spadserer omkring og forbereder jer på de kommende dages udfordringer på Inkastien.

 

Dag 7-10
Trekking på Inkastien

På dag syv påbegynder I jeres tre dages trekkingtur på Inkastien. Den er fysisk udfordrende, men anstrengelserne værd på grund af de imponerende udsigtspunkter til store bjergmassiver og et varieret terræn med tågeskov, sletter, stejle bjergsider og talrige inkaruiner. Turen vil kunne gennemføres af de fleste adrætte mennesker med rimelig kondition.

Vandringen begynder ved kilometersten 82 og udgør i alt 42 km. Undervejs passeres tre pas, det højeste i 4.200 m.o.h.

Lokale bærere og guider hjælper, så I kun selv skal bære en dagturs rygsæk med vand, kamera og regntøj, da byger kan forekomme på alle årstider. Overnatning foregår i to-mands telte.

Mod Solporten og Machu Picchu

Målet for jeres trekking er for de fleste den største oplevelse på rejser til Peru: Machu Picchu.

I vandrer op til Intipunku, Solporten, for at se solopgangen over inkaernes glemte by Machu Picchu og Andesbjergenes grønklædte bjerge med snedækkede tinder.

Få andre oplevelser kan måle sig med fornemmelsen af at se morgendiset løfte sig og åbenbare synet over den imponerende inkaby, som spanierne aldrig fandt. Det meste af dag ni er afsat til at udforske Macchu Picchu.

Ønsker I ikke at vandre?

Ønsker I ikke at deltage på trekket, tilbringes der to dage ekstra i Cuzco, hvorefter I møder gruppen dag ni ved Machu Picchu.

Turen slutter i den lille by, Agua Calientes, hvor fødderne kan svales i de varme kilder. Sidst på dagen tager I det lokale tog retur til Cuzco.

Dag 11
Cuzco & omegn

Inkaernes gamle hovedstad, Cuzco er en unik by takket være inkaernes solide bygningsværker, der mange steder er om-/tilbygget med smuk spansk arkitektur fra kolonitiden.

Hertil kommer et levende gadebillede med et festligt mylder af handlende og indianere i deres traditionelle egnsdragter.

Inkahistorie og kolonitid i Cizco

Cuzco er dybt forankret i sin historie, traditioner og legender og tilbyder et væld af inkaruiner, spændende museer, herskabsboliger og en herlig atmosfære.

I særdeleshed de mastodontiske katolske kirker er imponerende. Santo Domingo er mest seværdig, fordi den hviler på "Coricancha", der i tidernes morgen var Inkarigets rigeste tempel.

Inkaernes guld

I inkatiden var templet helt dækket af guld, men allerede få måneder efter de spanske "conquistadores" ankomst var de imponerende rigdomme forsvundet og smeltet om. Som besøgende i dette tempel kan man for alvor mærke vingesuset fra Inkarigets storhedstid, hvor riget rakte helt fra Colombia til det nordlige Chile.

Dagen byder også på udflugtsmuligheder som river rafting, en tur med mountain bike eller en tur på hest til inkaruinen, Sacsayhuaman, i byens udkant.

 

Dag 12-14
Amazonasjunglen

En kort flyvetur bringer jer fra Andesbjergene ned til lavlandet ved Amazonasjunglen og den lille by, Puerto Maldonado. Herfra rejser I med motoriseret kano til jeres lodge i Tambopata, der har enestående biodiversitet med bla. 1.300 fuglearter (32 papegøjearter), 200 pattedyrarter og en uhyre rig flora.

Junglen udforskes sammen med lokale guider, der forklarer om de forskellige økosystemer og plante-arter, der indgår i regnskovens "medicinskab". Desuden orienterer guiderne om de indfødtes levebetingelser med traditionelle metoder indenfor byggeri, jagt og fiskeri.

Lodgen er bygget med lokale konstruktions principper og materialer udfra økologisk bæredygtige koncepter. Værelserne er rustikke og enkle, men komfortable med myggenet, skylle-toilet, brusebad (uden varmt vand) og petroleumsoplysninng (ingen el). Efter et par eventyrlige dage i junglen flyver I til Lima og overnatter.

Dag 15-16
Hjemrejse

Afrejse dag 15 med hjemkomst dagen efter.

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

PRISER OG DATOER

Pris per person ved 2 voksne

G Adventures, Peru Panorama

G Adventures, Quest of the Gods

Lasse Westh

Få hjælp til rejsen

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om en rejse tilpasset dine ønsker? Ring til vores rejserådgivere og få inspiration, råd og vejledning.
Intervallerne i prislisten angiver den pris (i dkr.), vi forventer at kunne lave den beskrevne rejse indenfor. Endelig pris afhænger af ledig flykapacitet på den udrejsedato, I vælger, samt ledige værelseskategorier. RING vedr. priser over jul og nytår. Dobbelt: v/2 pers., enkelt: v/1 pers. i værelse, suite, villa el. kahyt.

Inkluderet

Peru Panorama

  • Flyrejse t/r København - Lima med KLM
  • Lufthavnsskatter
  • Lokal transport med bus, tog, fly, båd, kano samt vandring
  • Alle overnatninger, 8 nætter på hostel/guesthouse, 2 nætter på junglelodges, 1 nat homestay og 3 nætter camping
  • Alle måltider på junglelodges, ved trekking på Inkastien samt ved ophold på homestay
  • G Adventures turleder samt lokal guide

Alternativ: Quest of the Gods

G Adventures-turen "Quest of the Gods" ligner meget Peru Panorama, men forskellen består, i at denne tur er mere komfortabel, da hotellerne er 2-3* med lokalkolorit og rimelig komfort. Flere transporter foregår med privat bus. Rejsen er to dage kortere, men programmet er stort set identisk. I er altid mere end velkomne til at ringe til vores eksperter og høre nærmere.

Ikke inkluderet

  • Øvrige måltider (beregn ca. USD 15 pr. dag)
  • Afbestillings- og rejseforsikring, vi anbefaler Gouda
  • Transport til og fra lufthavnen ved ankomst og afrejse (kan bestilles)

Bemærk

  • Afrejse muligt fra Århus, Ålborg, Rønne og Billund mod et tillæg på fra kr. 700,-

Extra info

Pris, hvis du rejser alene

G Adventures giver mulighed for, at man kan rejse alene, men alligevel nøjes med at betale samme pris pr. person som par. Det forudsætter dog, at man deler værelse med en anden i gruppen – altid af samme køn! Man kan også bestille enkeltværelse, men det er til forhøjet pris.