• Old Biscuit Mill i Cape Town
  • På safari i Sydafrika
  • Camps Bay ved Cape Town, Sydafrika

Rejsebrev forelsket i Sydafrika

Rejsebrev med opfordring til at sprede det gode budskab

Vi har endnu en gang modtaget et fantastisk rejsebrev fra Sydafrika, og denne gang med en direkte opfordring til at sprede det gode budskab, ganske enkelt fordi Sydafrika fortjener det i følge Annie og Erling Torjusen, der har været så søde at sende det til os. Vi siger tak for det spændende brev, som vi selvfølgelig skynder os at give videre.

Oplevet af Annie og Erling Torjusen

Vores første møde med Sydafrika var i 2008, hvor vi ved et ”tilfælde” rejste til Cape Town. Vi forelskede os hovedkulds i Sydafrika og var enige om at opleve mere af dette smukke og venlige land.

Vi har tidligere fået fantastisk hjælp af Nyhavn Rejser med planlægning af ture, og de har altid formået at opfylde vores ønsker.

Vi er ikke til grupperejser og planlagde derfor en 3 ugers ”kør selv” tur fra Johannesburg til Cape Town, og det blev en fantastisk oplevelse. Desuden var vi sammen med vores dejlige sorte familie i Khayelitsha.

Johannesburg og Soweto

Vi forlod et vinterhvidt Danmark og nød derfor de 27 graders varme, da vi landede i Johannesburg. I ankomsthallen fik vi straks øje på et skilt med vores navn, og Nyhavn Rejsers sydafrikanske medarbejder udleverede vores velkomstpakke og kørselsvejledning.

Turen til Soweto (South West Capetown) startede straks efter kufferterne var anbragt i bagagerummet. Vi besøgte apartheidmuseet og Nelson Mandelas hus, der nu er museum. Desuden besøgte vi en enlig mor, som stadig bor under kummerlige forhold. Dog er man i gang med at bygge nye huse, og inden for ca. 4 år er mange blikskure angiveligt revet ned. Temmelig trætte blev vi sat af på Garden Court Hotel og det var dejligt med et bad og en lur inden vi mødte Jennifer og Richi for første gang. (Jennifer er ældste datter af vores familie i Cape Town). Det blev en dejlig aften.

Panoramaruten

Næste morgen hentede vi den lejede bil, en hvid Toyota, og da alle formaliteter var ordnet, startede vi vores 405 km lange køretur til Hazywiew, dog skulle vi lige huske hinanden på, at der er venstrekørsel i Sydafrika. Vi kørte igennem et utrolig smukt landskab ad fine veje og med god skiltning og nåede Hoppo Hollow Country Estate ved 17 tiden.

Her havde vi kun en overnatning og efter en god nattesøvn og et solidt morgenmåltid gik turen mod Panoramaruten. Det havde regnet om natten, så dampende skyer hang ned over bjergene, så vi måtte opgive God´s windows. Vi fortsatte til Bryde River Canyon, der er en af de naturmæssigt største oplevelser i Sydafrika og med sin dybde på over 800 m giver indtryk af kræfterne i Bryde River, der har eroderet kløften.

Bryde River Canyon er verdens 3. største kløft og byder på storslåede udsigter over f.eks. klippeformationen Three Rondels, der er formet som runde landsbyhytter af vind og vejr. Kløften er 60 m lang og skærer sig igennem landskabet, før den breder sig ud og går over i lavlandet.

Vi havde meget svært ved at rive os løs af sceneriet, men vi skulle videre til Bourke`s Luck Potholes, hvor floderne Blyde (glæde) og Treur (sorg) løber sammen. Her har strømhvirvler i Bryde River gennem årtusinder slidt dybe, cylindriske huller i flodbunden. Vi var næsten alene og nød stilheden og den skønne natur. Her kunne vi nemt have brugt en dag mere, men Ngala Safari Lodge i Kruger Nationalpark ventede, og her skulle vi helst være inde kl. 16.00.

Vejen til parken forløb uden de store problemer, men fra Timbavati Gate til Lodgen gik alt galt. Kilometerangivelsen passede elendigt (porten var flyttet), og vejen var nærmest ubrugelig. Det lykkedes os at sidde fast i sandbunden på den udtørrede flod og måtte trækkes fri og endelig kørte vi på en usynlig sten i endnu en sandbund og smadrede forskærmen. Sikke en tur.

Da vi endelig nåede frem, blev vi modtaget med åbne arme, og straks efter indlogering og en kop kaffe blev vi sendt af sted på en 4 timers safaritur i 4x4 jeeps, som vi delte med fire unge kvinder fra New York. Vi sad bagerst i bilen og havde en fantastisk udsigt.

Allerede på denne tur så vi elefanter, springbukke, zebraer, gazeller og en leopard. Vi nød solnedgangen før vi kørte tilbage til aftensmad i lodgen, hvor vi sad ved smukt dækkede borde under åben himmel og kun oplyst af stjernerne, gaslamper og levende lys.

De næste to dage blev næsten ens. Vi blev vækket kl. 5 og startede morgenen i et smukt skær fra den tidlige morgensol med en kop kaffe på fælleshusets terrasse. Herefter tog vi på en 4 timers gamedrive i den åbne landrover med en erfaren ranger og chauffør.

Det er svært at beskrive disse køreture, hvor vi kom så tæt på de store dyr. En af morgenerne så vi en løvegruppe æde en bøffel, de havde nedlagt i løbet af natten og vi kom temmelig tæt på to store han næsehorn i kamp. Dejligt at opleve, hvor stor respekt vores ranger udviste for dyrene og vores sikkerhed. Tænk, på 3 døgn havde vi tilbragt 24 timer på safari i jeepen.

Personalet på lodgen var meget omsorgsfuldt og nærværende og måltiderne overdådige. Da vi den sidste aften kom hjem fra safaritur, fik vi et af vores livs overraskelser. Vores terrasse var oplyst af en masse lanterner og levende lys, og der var dækket bord med hvid dug og fine glas, og vi fik serveret middag af vores egen tjener. Det er en tradition at give par, men ikke grupper, en romantisk afskedsmiddag på Ngala.

Fra Kruger til Swaziland

Vi var lidt bekymrede for at køre ud af nationalparken, men vores chauffør, Shipo, kørte foran det meste af vejen, og da vi nåede Timbavati Gate holdt en ny bil klar til os fra Budget biludlejning. Vi skulle køre 430 km, og vores mål var det lille kongedømme Swaziland, som er Afrikas næstmindste land. Det tog en rum tid at få ordnet papirerne ved grænseovergangen, og vi var ved at være sultne, men pga. det sene tidspunkt blev vi enige om at vente og heldigvis, for vores kørevejledning var temmelig misvisende (en vej var spærret på grund af oversvømmelse), og vi kom til at køre i ring. Landskabet er enestående med en utrolig frodig natur. Turen gennem skovklædte bjergsider var imponerende, og vi så flere savværker.

Vi nåede hovedstaden Mbabane, og efter adskillige forespørgsler nåede vi frem til Hotel Forrest Arm, netop som et enormt uvejr med regn og torden brød løs. Det var også blevet helt mørkt. Igen blev vi modtaget af personalet som gamle venner, og vi følte os virkelig velkomne.

Det regnede og tordnede de meste af natten, og stor blev vores overraskelse, da vi kom ud næste morgen. Området lignede en engelsk have fyldt med blomster, et dejligt sted. Der er mulighed for vandreture, men vi valgte at køre til Mbabane. Byen virkede temmelig kaotisk med sine markedspladser og gadesælgere, og selv busstationen var et larmende inferno. Vi købte en smuk figur af far og søn.

Der er stor fattigdom, men menneskene virkede glade og imødekommende. En lille pige kørte sin fod op ad mit ben, for at ”føle den hvide hud”. Vi var tilsyneladende de eneste hvide mennesker, så vidt vi kunne se.

Vi ville gerne have set den traditionelle swazidans, men skulle have bestilt billetter hjemmefra, og da ingen kunne rigtig hjælpe os, måtte vi desværre opgive

525 km til Ballito

Da vi forlod Swaziland, havde vi en 525 km lang køretur foran os. Vi så mange løsgående kreaturer på vejbanen, hvilket virkede helt naturligt. Da vi nåede grænseovergangen, var der igen papirarbejde, og vi var enige om at vente med at tanke benzin til vi var inde i Sydafrika (der er forskel på pengene i de to lande), men det skulle vise sig at give fluer i maven, for tanken nåede at blinke tom, inden vi fik øje på en tankstation. Der er temmelig langt imellem, så husk at tanke! Der var også flere vejafgifter på denne strækning.

Vi nåede ferieområdet Ballito i KwaZulu-Natal-provinsen, og hotellet Boat House fandt vi let. Området virkede temmelig mennesketomt og lignede til forveksling Skagen ved vintertide. Et dejligt sted for dem, som elsker strand og vand.

Knysna, Queniqua Choo Tjoe og fodbold

Næste morgen kørte vi til Durban, hvor vi skulle aflevere bilen og flyve til Georg, men ak og ve, flyet var aflyst!

Heldigvis blev vi booket til Port Elisabeth, hvor Budget biludlejning igen var fantastiske til at hjælpe. Vi fik en dejlig stor bil og 300 km ekstra at køre. På vejen kørte vi over Storms River Mouth-broen og kiggede ned i en enorm kløft. Turen ad Garden Route er en smuk oplevelse, og sidst på eftermiddagen nåede vi Knysna.

Vi gik ind i turistinformationen for at bestille billetter til damptoget Quteniqua Choo Tjoe og blev overrasket over at se Dannebrog i vinduet. Vi fik at vide, at det danske fodboldlandshold skal bo i byen under WM i juni og at toget desværre ikke mere kører på strækningen mellem Knysna og Georg pga. jordskred i 2006.

Hotellet Knysna Hollow Country Estate var et skønt sted, og vi blev indlogeret i vores egen hytte. Knysna ligger idyllisk ved en stor, varm lagune med flod og ebbe, som strømmer gennem den smalle klippepassage med de store sandstenshoveder, The Heads.

Vi gik ad de nedlagte spor et stykke ud i lagunen og iagttog de mange fiskere, som sad og ventede på bid, hvorefter vi fortsatte til den nedlagte togstation og kiggede på de henfaldne togvogne. Et trist syn, og så besluttede vi, at vi ville køre med toget, selvom vi måtte køre til Georg.

Togturen mellem Georg og Mossel Bay varede to timer og var en flot tur, hvor vi krydsede flere broer. Desværre var dampen erstattet med diesel pga. brandfare i det tørre område. Lokomotivmuseet i George var også hele besøget værd. Her er en samling på mindst 30 store, gamle damplokomotiver.

Sidst på eftermiddagen besøgte vi Hotel Simola, hvor fodboldlandsholdet skal bo, og vi blev modtaget med åbne arme og fik en ”guidet” tur i hele området. Hotellet ligger højt oppe med en enorm smuk udsigt. Kan nok genkendes på TV til sommer.

485 km til Hermanus og Stellenbosch

Atter havde vi en lang køretur foran os, men som tidligere beskrevet er det let at køre i Sydafrika, så det gik derudad uden problemer. Vi drejede af mod kysten for at besøge badebyen Hermanus, der også er kendt for at være verdens bedste sted på landjorden til at se hvaler. Byen er hyggelig, men det var ikke lige årstiden til at se hvalerne.

Vi fortsatte til Stellenbosch, som ligger midt i vinlandet, og på vejen kørte vi igennem den ene vindal efter den anden. I Stellenbosch boede vi på det lille og meget hyggelige Rusthuiz Guesthouse, hvor vi blev varmt modtaget. Tiden i Stellenbosch blev brugt til afslapning og vandretur i byen, hvor vi så de gamle huse og kirker, nogle stadig med stråtage.

Cape Town, Khayelitsha og familien Syianga

Cape Town var sidste stop på denne vidunderlig tur, og vores første mål var at køre til den store town ship Khayelitsha og overraske vores sydafrikanske familie. Alle frarådede os at køre alene ind i den store sorte bydel, men vi kendte jo familien og følte os ikke truet på nogen måde.

Vi blev modtaget med glædestårer, og de næste 4 dage mødtes vi så ofte det kunne lade sig gøre. En aften inviterede familien os hjem til rigtig afrikansk middag, hvor vi spiste med fingrene, og mange naboer kom og hilste på. Vi var også med i supermarkedet og på kødmarkedet, hvor det at være de eneste hvide mennesker, var en mærkelig oplevelse.

I Cape Town havde vi selv booket et hotel, hvor vi havde boet 2 år tidligere, og også her var velkomsten og gensynsglæden stor. Fra vores værelse er der frit udsyn til Table Mountain, og vi kunne iagttage de mange forskellige naturscener over bjergtoppen.

Byen var meget præget af det kommende fodboldverdensmesterskab, og forventningerne i befolkningen er store. Der blev bygget og renoveret overalt. Vi forsøgte at komme ind på det nye fodboldstadion, men det var desværre først muligt efter vores afrejse.

Da vi tidligere har besøgt Table Mountain, Robben Island, Cap Det Gode Håb og Simons Bay med pingvinerne, koncentrerede vi os om byen og familien.

Dog besøgte vi Kirstenbosch Botaniske have, som er usædvanlig smuk. Vi kørte dertil i en lokal bus, hvilket er både nemt og billigt. Vi har også brugt det lokale tog til Simons Bay.

Det var utrolig svært at tage hjem, men vi ved, at vi kommer tilbage. Sydafrika er et fantastisk smukt og venligt land, og er man åben og imødekommende, bliver man modtaget med glæde og venlighed og får venner for livet. Et råd! Lad være med på forhånd at danne meninger, lad oplevelserne give dem. Tag til Sydafrika med åbent sind.

Turen blev foretaget og beskrevet af Annie og Erling Torjusen. Tak, fordi vi måtte dele alle de store oplevelser.

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.