•  Khlong San området i Bangkok

Bangkoks vandveje

På opdagelse blandt varaner, markeder og templer

En sejlads på Kongernes Flod, den mægtige Maenam Chao Praya, og det store net af kanaler, klongerne, i og omkring Bangkok bringer jer ud i en autentisk og fascinerende verden blandt fiskere, badende børn, havslanger, varaner, sejlende sælgere, flydende markeder, templer og beboelse, hvor maleriske træskure på pæle ligger side om med store pragtvillaer.

En af Bangkoks utallige små kanalerBangkok er en storby med pulsen bankende i højeste gear, men der er en anden side af byen end super shopping, tæt trafik, fyldte højbaner og summende liv. Vandvejene.

For mange år siden foregik næsten al handel, transport og dagligliv på og omkring Bangkoks enorme netværk af små kanaler - på thai kaldet klonger. Den dag i dag deler Chao Praya Bangkok i to tidsaldre. Det moderne Bangkok er primært vokset op på den ene side af floden, hvilket har efterladt de mange små vandveje i deres oprindelige, charmerende stil på den modsatte side. På et øjeblik er I ude i forbavsende fredfyldte og frodige områder, hvor man føler sig hensat til en helt anden verden.

Mød lokalbefolkningen under udflugten til Bangkoks små kanalerBørn, slanger og varaner

Det allerførste, der slår en, er alt det grønne så tæt på betonjunglen. Bredderne er nogle steder nærmest jungleagtige, og vandoverfladen er mange steder dækket af et tæt grønt tæppe af planter.

Langs bredderne er maleriske træhuse på pæle ude i vandet eller trukket lidt tilbage med en have foran. Døren kan være et forhæng og taget af bølgeblik, men er det så fattigt og usselt af den grund? Ikke nødvendigvis trods træ og bølgeblik. Der er ofte både parabol og fladskærm. terrasserne er smukt dekorerede med et utal af blomsterkrukker, og ofte står kvinderne på trapperne ned fra terrasserne og vasker tøj i klongernes vand, selv om man ikke kan beskylde det for at være krystalklart.

Det afholder heller ikke glade børn for at bade overalt. De smiler og vinker og vil med stor sandsynlighed udføre spektakulære udspring til ære for jer og jeres kamera.

Inden ringene i vandet har lagt sig fra deres plask, ser I måske en stor havslange eller en af de op til 2 meter lange varaner, monitor lizards, bugte sig forbi i overfladen. De lever af affald og er ufarlige, men man får alligevel følelsen af at se på et grumt uhyre fra fortiden. Fra broerne og bredderne står mange og fisker efter aftensmaden. Pludselig brydes det maleriske og romantiske af en kæmpe luksusvilla. Er det et varsel om tider, der kommer? I givet fald er det da godt, at I nåede at se de originale klonger! Naboen er måske et lille tempel, et lokalt marked eller en butik med indgang fra floden, og så er man tilbage i den rigtige stemning. Bed føreren om at lægge til kaj, hvis I vil se nærmere på det.

Vandets trafik

Floder og kanaler er aktive transportveje. Ude på klongerne møder I andre longtailbåde og bittesmå enmandsbåde til at sejle på indkøb i eller handle fra. Og ude på selve Kongernes Flod trækkes de store pramme afsted med varer af enhver slags. Det er fascinerende at sætte sig på en cafe ved floden og bare følge hele scenariet.

I longtail boat i Bangkoks små kanalerBook oplevelsen hjemmefra og sejl ud i Bangkoks baghave

Kanalerne i Bangkok er en kæmpe oplevelse, men den kan blive endnu større, hvis I beder os arrangere en tur, hvor I sejler ca. en time længere nordpå ad floden med den lokale ekspresbåd til den lille forstad Nontaburi. Her skifter I så til en longtailbåd, der bringer jer det første stykke ind i Bangkoks baghave. Stille og roligt bliver bifloderne mindre og mindre og til sidst så små, at I må skifte til en endnu mindre båd for at komme helt ind bag facaden. Gaderne på landjorden er smallere, trafikken anderledes og ikke alle er vant til at se turister.

I spiser frokost i Bang Yai og besøger et lokalt marked med et stort og meget varieret udbud af alskens fødevarer. De nysgerrige vil spotte de store bunker af levende frøer, mens mere sarte maver nok vil bruge mere tid på de mange spændende frugter. Fyldt med nye og fremmedartede indtryk sejler I med longtailbåd tilbage til Bangkok, hvor turen slutter ved Grand Palace.

Kontakt os, hvis I ønsker at få oplevelsen med i jeres rejse til Bangkok i Thailand.

Læs mere om udflugten til Bangkoks klonger - klik her!

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.