• Børnene kigger på og glæder sig til at smage frisk kokosmælk

Ferie i en nøddeskal

Rejsebrev fra Koh Samui af Helle Retbøll Carl og Lars Stærbo

Hvorfor er vores nøglering en lille abe, der holder en kokosnød? Hvorfor har også lamperne form som indbydende kokosnødder? Og hvorfor hænger der smukke, formfulde kokosnødder rundt om portene op mod de velindrettede lejligheder og villaer, som alle, hver og én, har room with a sea-view?

Vi ligger og daser ved den næsten hemmelige infinitypool på det lille boutique-resort Kala Samui med udsigt ud over bugten og det nordlige Koh Samui.

Dagen inden er vi ellers ankommet i storm og regn, men som man så ofte oplever det i Thailand, skinner solen nu atter gavmildt fra en skyfri, og meget indtagende, blå himmel.

Det ideelle vejr til bare at lave absolut ingenting og lege gætteleg om, hvad der egentligt er historien bag de mange kokosnødder.

Der må være en forklaring

For sæben på værelset dufter jo også af dejlig, sød kokos, som man omgående får lyst til at sætte tænderne i, som en fristende Bounty Bar, ligesom den lækre bodylotion jo også er lavet af kokosnøddeolie, ik ’sandt!

Hmm! Der må være en god forklaring.

Det grubler vi nærmere over, mens vi drikker iskold kokosnøddemælk af friske grønne nødder – kaldet ”Young Coconut” – med sugerør stukket ned gennem et lille hul i toppen. En herligt forfriskende drik, som hurtigt udråbes til at være vores ubestridte, thailandske favoritdrik.

Som aftenen falder på, må og skal vi ud og finde forklaringen.

Selv er vi indhyllet i kokos fra sæbe, shampoo og lotion, som alligevel overdøves af de tropiske, krydrede dufte fra de mange blomster og planter, der pryder de talrige trapper og gange ned mod Kalas egen intime og meget hyggelige restaurant.

Thailandsk gastronomi på Koh Samui

'Tjeneren serverer udsøgte Thai-fusions-retter – masser af friske urter, grøntsager og frugter kunstfærdigt anrettet – en gulerod er omhyggeligt skåret ud som en lotusblomst – kombineret med skaldyr, kylling og oksekød, lynstegt, i rispapir eller indbagt, med sursøde og krydrede sovse.

Udsigten er ligeså udsøgt: Over os glimter stjernerne fra den blåsorte nattehimmel – under os, mellem spredte palmer (med kokosnødder i toppen naturligvis) ser vi ud over Chaweng Noi-bugten og videre ud over Siam-bugten, hvor det kridhvide måneskin slår hjemmevante, smut i bølgerne.

Så kommer desserten: Sticky Rice kogt med sød kokosmælk. Så hvad var det nu med de kokosnødder og The Kala …?

Tjeneren siger lige et øjeblik, og hen til vores bord kommer nu indehaveren Khun Nuan, der sammen med sin mand, MM, har skabt ideen og konceptet bag Kala Samui.

Fra Kina til kokosnødder på Koh Samui

Forklaringen på alle kokosnødderne er ligeså enkel, som den er medrivende: For mange år siden kom MMs far fra Kina til Koh Samui i en lille båd sammen med sin familie, ligesom mange andre af de lokale Samui’er.

Khun Nuan forklarer, at vind- og havstrømme helt af sig selv sender et hvilket som helst skib, der sættes i søen i det sydlige Kina, direkte mod Koh Samuis kyster.

Her gik familien i land og begyndte at dyrke kokosnødder med en god portion initiativ og handlekraft i generne. Faderen nøjedes ikke med at dyrke kokosnødderne. Han opkøbte fra andre, byggede en båd, og sejlede nødderne op til Bankkok, når efterspørgslen var størst og prisen højest.

Efterhånden blev det et helt kokosnøddedynasti. Alle børnene – også MM – arbejdede i plantagerne, der blandt andet lå her på klippeskråningen ned mod Chaweng Noi-bugten. Men kokosnødderne gav også overskud til at sende ungerne på universitetet.

Drømmen om Kala Samui

MM blev kemiingeniør og endte med at arbejde i industriområderne nord for Bangkok. Her mødte han Khun Nuan, som var leder i et af Thailands store telefonselskaber. Men livet i industriområderne og den hektiske storby med børn var fjernt fra livet på det fredelige og solfyldte Samui. Derfor opstod drømmen om at slå sig ned og bygge et mindre, eksklusivt resort i den gamle kokosplantage her på klipperne ned mod vandet.

Som tak til den frugt, der oprindeligt muliggjorde drømmen, kaldte de resortet for Kala, der betyder kokosnød på thailandsk, og herfra formede familien så meget som overhovedet muligt i nøddernes frugtbare ånd.

Vi lytter henrevet til denne næsten thailandske Matador-historie. Men hvad så med aben i nøgleringen, der holder kokosnødden? Jo, de højeste palmer er farlige og svære at komme op i, når nødderne skal høstes. Derfor træner man ligefrem aberne på særlige abeskoler til at hente nødderne ned, så nøgleringen er en særlig lille hilsen til dem.

Ved en søjle i restauranten står et fint, antikt møbel i mørkt træ. Khun Nuan fortæller os, at det i virkeligheden er en gammel, hånddrevet kokosmølle, der findeler det tørrede, hvide kokoskød, så det kommer ud som fint snittet kokosmel, ligesom vi kender hjemme fra supermarkedet. Lige til at putte i mad og drikke.

Maskinen er nu en del af samlingen af antikviteter og håndarbejde fra hele Asien, som Khun Nuan gennem årene har samlet sammen, og som i dag pryder både hallen og restauranten og de eksklusive villaer og værelser.

Næste morgen hopper vi om bord i en af kajakkerne, der ligger ved anløbspladsen nede i vandkanten. Herfra padler vi fem-ti minutter langs kysten, rundt om et klippefremspring, hvor vi hurtigt ankommer til en fredelig, lille strand, som Kala deler med et andet, mindre resort.

I modsætning til de store, offentlige strande, er her er masser af plads og en lille strandrestaurant, der serverer hjemmelavet og billig men heldigvis også meget velsmagende thai-mad. Vi daser i timevis med fødderne i strandkanten, læser bøger og kigger op i palmerne.

På stranden ligger overskårne kokosnødder til tørre i det skarpe sollys og danner de smukkeste hvidbrune mønstre i det gyldne, varme sand. Et billede, der minder os om Kalas charmerende og herligt anderledes historie her på Koh Samui.

Læs mere om Kala Samui

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.