• Santa Barbara, Californien
  • Sporvogn på Hyde Street i San Francisco med udsigt til Alcatraz
  • Golden Gate Bridge, San Francisco

Rejsebrev fra det vestlige USA

Rundrejse i det vestlige USA, juli 2013

Rolf, Birgitte, Kasper & Anders har været på rundrejse i USA. Følg dem dag for dag i dette rejsebrev fyldt med gode oplevelser.

Efter 2 timers forsinkelse fra Kastrup kom vi endelig afsted mod San Francisco. Vi fløj direkte, en tur på 11:20 min. God, men lang flyvetur. Lidt over en time om at komme igennem security i lufthavnen i SFO, da alle skulle fotograferes og have taget fingeraftryk. En taxi kørte os til hotel Hilton San Francisco, der var første hotel på rejsen.

Underligt at ankomme om eftermiddagen med fuld gang i byen, når det var nat i vores kroppe, og ikke meget søvn på flyet.

Første måltid i San Francisco: en burger

Men vi blev booket ind og fandt vores værelser. Vi kunne ikke vente med at se denne spændende by og begav os til fods til Union Square, som vi boede tæt på, og videre til Fishermans Wharf og Pier 39.

Vi havde hørt, at der var mange søløver på tømmerflåderne ved Fishermans Warf, men denne dag så vi kun en enkelt … Nu var vi jo kommet til USA, så første aftensmåltid bestod af en burger på den lokale burgerbar.

På cykel over Golden Gate Bridge

Jeg var blevet anbefalet af en kollega, at man skulle leje cykler og cykle over Golden Gate Bridge, når man var i SFO. Så det ville jeg meget gerne, da jeg elsker at cykle.

Det lykkedes Rolf og Anders at blive solskoldede på vores første dag i SFO på trods af, at det ikke føltes så varmt (20 – 25 grader). Så de begav sig ned til Fisherman's Wharf og købte kasketter, og tog derefter på en dejlig sejltur rundt om Alcatraz, og under Golden Gate Bridge.

Jeg tog Kasper med til cykeludlejningen, hvor vi lejede nogle lækre cykler for en hel dag. Vejret var ca. 25 grader og klart, så vi havde en fantastisk tur, der også var lidt skræmmende. Nogle steder var der sprækker, så man kunne se ned på vandoverfladen (ca. 70 m ned).

Hyggelige Sausalito

Da vi kom over, cyklede vi lidt rundt og så den hyggelige by Sausalito og hilste på nogle fiskere, der havde fanget kæmpe krabber.

Vi sejlede retur med færgen til Pier 39 med cyklerne om bord, og mødtes med Rolf og Anders til en sen frokost. Efter maden cyklede vi lidt rundt i de stejle gader i SFO, og afleverede cyklerne sidst på eftermiddagen og spadserede tilbage til hotellet… Spiste en sen aftensmad på en kinesisk restaurant.

China Town, Little Italy …

Dagen efter kiggede vi på en flot kunstudstillling på Union Square, og vi gik igennem China Town og den Italienske del af byen, videre ned til vandet igen. Så på de flotte træskibe og hjuldampere, der lå i havnen.

San Francisco – fantastisk by

Vi havde fundet en hyggelig cafe, hvor vi havde spist morgenmad, så der fik vi testet deres aftensmad, og det var også lækkert og friskt. Jeg synes helt sikkert, at SFO var en fantastisk spændende by, med de stejle gader, sporvogne og et leben af turister på Fishermans Wharf og Pier 39.

Men jeg blev godt nok overrasket over så mange hjemløse, tiggere og narkomaner vi så ligge rundt om i gaderne. Hotellet lå meget centralt, men også i et hårdt kvarter.

Opgradering af bil

Vi tjekkede ud på hotellet efter 3 overnatninger, og begav os afsted til Avis hvor vi skulle hente den bil vi havde lejet.

Vi blev opgraderet til en større bil, til samme pris. Fik en Ford Expedition V8 med 3 rækker sæder og meget udstyr (blandt andet air condition i sæderne også, som vi fik glæde af senere på rejsen).

Søløver og sværdfisk i Monterey

Alle hoteller havde isterning maskiner, så vi tankede op hvert sted vi var, så vi altid havde koldt vand. Dejlig service med gratis is.Vi kørte videre til Monterey på en super flot tur langs Highway 1 og igennem 17-mile Drive.

Monterey var en super flot og hyggelig by, meget pæn og ren. Vi fandt et supermarked, hvor vi fik handlet kolde drikke og lidt snack til senere, hvor vi fik besøg. Vi købte også en køletaske til at have i bilen på den varme tur.

En af mine kollegaer havde besøgt det berømte Monterey Bay Aquarium og kom forbi vores hotel bagefter med sin søn og den kvinde, de boede hos. Vi fik snakket lidt, og fik en kold forfriskning på vores terrasse. Om aftenen gik vi ned til den smukke havnefront, hvor der var en hel del fiskerestauranter. Efter en dejlig dag i Monterey med lækker grillet sværdfisk gik vi tur på molen og blev godt underholdt af en flok sæler.

Malibu og Santa Barbara

Næste dag kørte vi videre mod Santa Barbara langs Big Sur kysten. Endnu en super flot køretur, hvor vi stoppede et par gange undervejs og nød udsigten. Fandt hotellet og slappede lidt af efter køreturen.

Om aftenen kørte vi ned til byen og gik lidt rundt og så på forretninger. Fandt et hyggeligt sted at spise.Holdt en pause ved strandpromenaden på Malibu Beach, hvor vi gik tur og soppede i det lækre blå hav. Vi gjorde også stop i den ”danske” by Solvang.

Strand, stjerner og meget mere i Los Angeles

Efter en enkelt overnatning i Santa Barbara gik turen videre til Los Angeles. Endnu en smuk køretur langs vandet med mange smukke udsigter og lækre strande langs Californiens kyst.

Mens vi boede der, nåede vi at gå tur og se stjernerne på Hollywood Blvd. og gik også en dejlig tur i Hollywood Hills. Vi tog på stranden på Venice beach, en helt outstanding strand.Vi fandt vores hotel i det nordlige Hollywood. Et super hyggeligt hotel med mange faciliteter til drengene. Fitness, pools, spa og en dejlig bar. Og ikke mindst en lækker restaurant, hvor vi spiste alle vores måltider i de 2 dage vi boede der.

LA er en monster stor by med alt for mange mennesker og alt for mange biler. Selv om der var 7 kørebaner i hver retning, gik trafikken helt i stå. En temmelig kaotisk by, der er svær at finde rundt i. Det tog 1½ time at køre til stranden på Venice beach, selv om der kun var 20 km fra hotellet, hvor vi boede. Det virkede som om at infrastrukturen ikke rigtigt fungerede hensigtsmæssigt.

Joshua Tree National Park

Fra den noget hektiske storby LA gik turen nu videre til Needles, hvor vi havde en enkelt overnating inden Grand Canyon.

På vej dertil, kørte vi til Joshua Tree National Park, og gik en dejlig og meget varm tur i Hidden Valley. Vi ankom til hotellet i 40 graders varme og mega tørt. Hotellet var en slags Trucker hotel, men pænt og nydeligt.

Spiste på en restaurant overfor hotellet. Glimrende måltid, og mega billigt :-)

Route 66

Fra Needles kørte vi af den gamle Route 66 fra Topock til Kingman. Vi kørte også over Sitgreaves passet og Black Mountains med udfordrende hårnålesving.

Æsler og skydeshow i Oatman

På ruten holdt vi pause i Oatman. En gammel guldmine by, der var bevaret i den gamle western stil. Der gik vilde æsler rundt i gaden, der var efterkommere af de æsler der blev brugt i guldminerne. En meget speciel og hyggelig oplevelse.

Der var også skydeshow på hovedgaden hver dag, og man gav et bidrag, der blev brugt til bevarelse af byen. Det siges, at der er 128 beboere i hele Oatman. En rigtig dejlig dag med gode oplevelser og flere naturoplevelser. Vi ankom til hotellet i Grand Canyon sidst på eftermiddagen.

Helikopter over Grand Canyon

Grand Canyon slog virkelig benene væk under os. Et storslået og dramatisk landskab, der næsten var helt uvirkeligt at se på. Vi havde 2 nætter der, hvor vi gik ture langs kanten af kløften, og var på tur i helikopter over Grand Canyon. En helt fantastisk oplevelse, vi sent glemmer. Vores hotel lå stort set på kanten af South Rim, så vi var tæt på alle de smukke udsigter.

Vi kørte rundt med schuttlebusser, hvor man kunne stå af og på, hvor man ville.Det fungerede rigtigt fint, og vi havde en super dag, der også var lidt skræmmende. Vi gik nemlig tur langs kanten af kløften, hvor der ikke var gelænder.

Grand Canyon er bare et pragtfuldt sted, der fuldt ud levede op til mine forventninger. Vi havde også en flok flotte rådyr at kigge på udenfor vores hotel vindue.

Mod Moab via Monument Valley

Meget svært at sige farvel til Grand Canyon og den fantastiske udsigt, men vi måtte videre til Moab. På vejen gjorde vi stop ved Monument Valley, der er en park kendt for de westernagtige klipper, der er blevet brugt til at filme en del cowboyfilm. Vi fik også købt et par smykker af Navajo indianerne, der havde mange boder der.

Vi havde 2 nætter i Moab, en hyggelig lille by med kun 7000 indbyggere, men rigtig mange turister. Vi boede på et super hyggeligt hotel med gode værelser, pool og meget andet. Der var også en vaskekælder der, hvor vi fik vasket tøj så vi kunne klare os resten af rejsen – skønt.

”Hole N The Rock”

Første dag i Moab nåede vi kun at pakke ud og spise, da vi ankom lidt sent. Den næste dag kørte vi til ”Hole N The Rock”. En kreativ dansker havde for mange år siden bygget et hus inde i en klippe. Han hed Albert Christensen og var maler og skulptør. Han boede der med sin amerikanske kone Gladys, der var smykkedesigner.

Fik en rundvisning i den fascinerende og meget spændende bolig, der bestemt var et besøg værd. Kun ca. 15 min kørsel fra hotellet.

The Arches National Park

Efter et sjovt besøg der med meget dansk islæt kørte vi videre til The Arches National Park. Et helt fantastisk sted, hvor naturen havde skabt buer og store huller i klipperne. Vi fik også klatret lidt rundt i en af de største buer, double arches.

En dejlig, men meget varm dag, hvor vi slappede af ved poolen, da vi kom hjem, og spiste lækker middag på en restaurant i byen.

Bryce Canyon

Vi kørte videre til Bryce Canyon, endnu en Nationalpark, hvor vi havde en overnatning, inden turen gik til Las Vegas.

Vi nåede desværre kun at besøge 2 af udsigtspunkterne før et uvejr med lyn, torden og regn satte ind. Men også et helt fantastisk sted, som nogle kalder det lille Grand Canyon.

Kløfterne lignede også hinanden lidt, men der var store røde søjler og en meget uvirkelig udsigt. Et fantastisk scenarie.

Spiste buffet på vores hotel om aftenen og havde selskab af en dansk familie fra Birkerød. Det viste sig, at de havde været med samme fly som os fra København, men var kørt den anden vej rundt.

Vi kunne dele hinandens erfaringer, og give hinanden gode råd ang. hoteller og seværdigheder. Pudsigt nok arbejdede konen i Bagsværd.

Lyshavet i Las Vegas

Turen gik nu videre til Las Vegas, endnu en super flot køretur, men mega varmt. Det var omkring 40 grader, da vi ankom til hotellet kl. 14.30. Puh ha. Hotellet MGM Grand var et kapitel for sig. Simpelthen storslået, og havde absolut ALT.

Kæmpe store Hotel MGM Grand

Det var verdens næststørste hotel med 6.852 værelser, 19 restauranter, 30 etager og en højde på 90 m. Lidt tankevækkende, at der boede lige så mange mennesker på hotellet, som i hele Moab, som vi tidligere besøgte.

Det havde et indkøbscenter på størrelse med Fields på Amager og det største Casino i Las Vegas. Det var så stort, at det var rigtigt svært at finde rundt.

Vi boede på 8. sal, med udsigt over Las Vegas Blvd. Og lufthavnen. Vores værelse havde super flotte moderne møbler, og et badeværelse i marmor.

Jeg debuterede på Casino den første aften, og vandt lidt på rouletten (spillede for 20 $ og vandt 310 $)

2 fantastiske dage i Las Vegas

Vi havde 2 helt fantastiske dage i Las Vegas, der dog desværre også var præget af maveproblemer for 3 af os. Fik gået en lang tur på ” The Strip” fredag aften i et lyshelvede af neon. Vildt mange mennesker, og meget vand i gaderne fra et voldsomt skybrud tidligere på dagen.

Sjovt at opleve Las Vegas, men skræmmende så mange penge der blev spillet for på Casino. Det må virkelig være en millionforretning.

Vi fandt også et outlet indkøbscenter et stykke fra centrum, hvor vi fik shoppet noget tøj, sko osv. Til omkring halv pris. Og en ny kuffert, så vi kunne transportere det hele med hjem :-)

Vi sagde farvel til Las Vegas og Elvis ved det store Las Vegas skilt og kørte videre til Death Valley.

Varme Death Valley

Der var bare monster varmt (48 – 50 grader) og meget tørt. Vi så Badwater Basin, det laveste punkt på den vestlige halvkugle med 85,5 m under havets overflade. Der var også en saltsø, man kunne gå ud på. En rigtig spændende, men sindssyg varm oplevelse.

Vi kunne dog ikke bevæge os meget rundt, på grund af varmen. Vi boede på en hyggelig ranch, hvor vi spiste barbecue buffet om aftenen. Før vi kørte videre mod Yosemite National Park, kørte vi ud og så Ghost Town Rhyolite.

Fra –85½ m til 3.200 m på samme dag

Man må nok sige, at vi havde en dag med kæmpe store klimaforandringer. Vi forlod Death Valley i 50 grader, og kom igennem Sierra Nevada bjergkæden med evig sne på bjergene og ca. 20 grader.

Vi kørte også på et tidspunkt i en højde af 3200 m, og kom fra –85,5 i Badwater. En rigtig smuk og foranderlig køretur, hvor vi også holdt pause ved en stor saltsø.

Naturoplevelser i Yosemite

Vi ankom til hotellet i Yosemite ved 17 tiden, fuldt op af fantastiske naturoplevelser.

Vi havde et dejligt værelse med udsigt til en hyggelig lille flod. Spiste på hotellet, der havde en fin restaurant.

Næste dag brugte vi i parken, hvor vi var ved Gletcher Point og andre super flotte udsigtspunkter. Vi kørte også til Mariposa Grove, hvor vi gik en dejlig tur i skoven mellem de gigantiske Sequoia træer. Det største af træerne hed ”Grizzly Giant ” og var 28 m i omkreds.

En helt igennem dejlig dag, med mange fantastiske naturoplevelser. Efter en lang dag var vi tilbage på hotellet ved 19 tiden. Vi købte pizza på hotellet, som vi spiste på vores dejlige altan.

Afslapning i Napa Valley

Turen går nu videre til Napa Valley, hvor vi har sidste overnatning inden hjemrejsen.

Hotellet var fint nok, og der var også et dejligt pool område. Men det lå et øde og forladt sted, hvor der hverken var cafeer, souvenirbutikker eller andet i gåafstand.

Køreturen fra Yosemite til Napa Valley var absolut rejsens kedeligste. Vi var nok blevet forvænte med flotte udsigter og enestående natur, men denne tur havde intet af det at byde på. En megalang strækning på Interstate og mange kilometer frugtmarker.

Tilbage til San Francisco

Så var der dømt afslapning ved poolen, fitness og spa…Vi kom helt sikkert ned på jorden igen, efter en hektisk tid i storbyerne. Da det nu var vores sidste aften i guds eget land, spiste vi en 3-retters menu på restauranten på hotellet og drak en god flaske vin.

Vi fik en god morgenbuffet dagen efter og pakkede sammen for sidste gang. Vi kørte til lufthavnen i San Francisco, en tur på lidt over en time. På vej til lufthavnen kørte vi over Golden Gate Bridge, så nu har jeg både kørt over broen på cykel og i bil J

Bilen blev afleveret i et mega P-hus ved lufthavnen, og et schuttletog kørte os direkte til terminalen. Meget nemt og bekvemt. Vi fløj til planlagte tid, og landede i København torsdag d. 25 juli kl. 13.15.

Vores livs rejse

Vi havde en forventning om, at vi skulle på vores livs rejse, og det var det helt sikkert også. Vi har oplevet en masse, kørt en del (lidt over 5000 km) og set en masse storslået natur. 20 dages intense oplevelser.

Vi har fløjet i helikopter, spillet på Casino, badet på Venice Beach, cyklet over Golden Gate Bridge, oplevet 50 grader, været i 7 National Parker og besøgt 4 stater (Californien, Utah, Nevada og Arizona).

Vi har set en masse dyr vi ikke ser i Danmark : Sæl, søløve, pelikan, kanariefugl, kolibri, prærieulv, øgle og vilde æsler.

Helt sikkert en rejse, der fuldt ud levede op til vores forventninger. Den ene fantastiske naturoplevelse efter den anden. Der var også rigtig mange kontraster, både hvad angår klimaet og befolkningen.

Nu sidder vi med minderne tilbage. Knap 700 billeder, det ene mere fantastisk end det andet. Og rigtig mange gode minder, vi med glæde deler med familie og venner.

Kan varmt anbefales

En rejseoplevelse af de helt store, vi meget varmt kan anbefale. Også en stor tak til Nyhavn Rejser, der havde sammensat turen, så alt klappede og gik efter planen :-)

Tak for det dejlige rejsebrev. Hilsen Nyhavn Rejser

Kort

Klik på det interaktive kort for at forstørre det.

Sådan bestiller I en rejse

  • Kontakt os

    Ring på 33 18 88 54, kig forbi Folke Bernadotte Allé 7 i København eller klik på "Kontakt os".
  • Ønsker og gode råd

    Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør deres personlige anbefalinger.
  • I får en REJSEPLAN

    Vi sammensætter en rejse ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted.
  • Rejsen lægges fast

    Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.
  • VI holder kontakt

    I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesite med rejsepapirer og følger op, når I er hjemme.