
Las Vegas er berømt for sine store temahoteller, hvor intet har fået lov til at sætte grænser for udformningen. Luxor er et af dem. Som navnet fortæller, er Luxor bygget op om et egyptisk tema, og her er da også både pyramide og sfinks. Kom bare inden for. Måske er Tut Ankh Amon eller Ramses II hjemme!
På The Strip – men lidt på afstand
Luxor ligger på hovedstrøget The Strip i Las Vegas, men lige før det mest hektiske begynder. I kan gå eller tage det lille tog det sidste stykke.
Shows, pools, kasinoer … alt!
I virkeligheden kan I opleve alt inden for hotellets område. Her kommer nogle af de største kunstnere, USA kan byde på, og her er flere faste showtilbud med blandt andet spektakulære The Blueman Group. Her er også flere udstillinger inkl. et stort Titanic-museum – selv om skibet vist ikke sejlede så meget til Egypten.
Et kæmpe poolområde er klar til at underholde jer om dagen. Natklub og de første 10 restauranter og barer er klar, når der skal spises, danses og nydes en drink eller to. Og så er der kasinoet. 11.000 m2 fyldt med drømme om en gylden fremtid.
Butikker, bryllupskapel m.m. er her selvfølgelig også.
Bo i en pyramide på Luxor i Las Vegas
Luxor har 4.407 værelser fordelt på pyramiden og The Tower ved siden af. Værelsernes størrelse varierer fra 39 m2 til suiter på 111 m2, så Luxor har værelser for enhver smag. Her er både radio og tv på værelset, hvis I ikke er færdige med underholdningen, når I kommer hjem, og også gratis Wi-Fi.