
Shopping i Port Louis og hestevæddeløb
Central market, havnefronten Le Caudan og historisk hestevæddeløb



Central market og shopping i Port Louis
Dagen begynder med et besøg på det altid travle Central Market i hovedstaden Port Louis. Her sælges morgenens høst af frugt og grønt samt friskfanget fisk og kulørte krydderier i sækkevis, mens lokale kunsthåndværkere falbyder fletværk og tekstiler til spotpris på førsteetagen.
Le Caudan - historisk havnefront
Gennem 250 år har den lille halvø Le Caudan været centrum for handel i Port Louis’ havn. Fra kolonitidens dage, hvor skibene blev lastet med sukker, og til nu, hvor I kan spankulere ad den palmestrøede havnepromenade og se de historiske kolonitidshuse ligge side om side med butikker, kasinoer og caféer.
Til galop på Champs de Mars
Herefter går turen til galopbanen Champs de Mars, der er den ældste af sin slags på den sydlige halvkugle. 1800-tallets kolonister bragte væddeløbssporten til Mauritius, og hver lørdag galopperer fuldblodshestene stadig i ring om La Plaine, galopbanens grønne midte.
Privat boks til hestevæddeløb
På denne udflugt har vi reserveret en privat VIP-boks med balkon, hvorfra I får et godt udsyn over galopbanen. Første løb starter cirka kl. 12.30, og I har boksen fra kl. 12 til 17, i hvilket tidsrum kanapéer og drinks ad libitum vil blive serveret.
Heldagsudflugt med guide
Champ de Mars hestevæddeløbet finder kun sted om lørdagen, hvilket også er den største markedsdag i Port Louis. Derfor finder denne udflugt sted fra lørdag morgen til tidlig aften, hvor I vil blive eskorteret tilbage til hotellet.
Skræddersyet rejse til Mauritius
Alt på denne rejse til Mauritius kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til Mauritius.