Om Bhutan
Bhutan er på alle måder et usædvanligt land. Indeklemt mellem Asiens to store giganter, Indien og Kina, var det lille buddhistiske kongedømme i mange århundreder så godt som isoleret fra omverdenen – faktisk åbnede landet først gradvist op for tilrejsende fra 1961 lige som TV og internet først blev tilladt i 1999. Og selv om Bhutan i dag har veje og få biler, er der f.eks. ikke nogle lyskryds at finde i landet.
Lykke som endeligt mål
I dag forstætter Bhutan med at møde verden, globaliseringen og fremtiden på dets egne præmisser - åbensindet og med fødderne solidt plantet i sin egen buddhistiske kultur og filosofi.
I stedet for et bruttonationalprodukt, gik Bhutan i 2008 over til at måle landets fremgang – og forme sin politik – ud fra et nationalt lykkeindeks, der sætter menneskets og naturens velbefindende i centrum for samfundets udvikling.
Omsorg for natur og kultur
Det betyder bl.a. at mindst 60 procent af landet ved lov skal være dækket af skov – i dag er over 70 procent dækket af skov - og at Bhutans mange bjergtinder ikke må bestiges af hensyn til miljøet (og ånderne).
På samme måde er turismen begrænset og styret ud fra et bæredygtigt princip om "High Value, Low Impact", som sætter beskyttelse af naturen og den lokale kultur over masseturisme og økonomisk vinding.