Glamourøst chaletresort med masser af aktiviteter
Det er idyllisk og romantisk eller "vintage glam" som Fairmont Jasper Park Lodge selv kalder det. Resortets bjælkehytter og bygninger er spredt over et 283 hektar stort privat naturområde, der omkranses af den spejlblanke gletsjersø Lac Beauvert, en uspoleret vildmark og de canadiske Rocky Mountains. Det er svært at toppe denne beliggenhed, og Fairmont Jasper Park Lodge 4* er blandt de absolut bedste i Jasper nationalpark.
Resortet ligger i perfekt afstand til dagsture i Jasper Nationalpark, men resortet byder på så mange hyggekroge og faciliteter, at det kan være svært at forlade. Her finder I pejsestuer med levende ild. En opvarmet udendørspool med udsigt over søen, der kan turneres i kajak. Der er yogatimer ved søen. Udsøgt gastronomi på flere restauranter og spa med mani-pedicures, massage og ansigtsbehandlinger. Men selvfølgelig, intet overgår Canadas vidunderlige natur, hvor I bl.a. kan vandre, spille golf, ride på heste og stå på ski.