XL Bolivia Vicuñas In Bolivia
Vi skræddersyer jeres rejse til Bolivia

Rejser til Bolivia

Oplev Nyhavn Rejsers Bolivia

Sølvbyer, saltørkener og svimlende højder

Fra verdens højest beliggende hovedstad La Paz til Salar de Uyunis endeløse saltsletter, smukke kolonitidsbyer, rå bjerge og ukendte hjørner af Amazonas, er Bolivia på én gang Sydamerikas mest ekstreme, kontrastfyldte og jordnære land. Men den største overraskelse er i virkeligheden, at Bolivia hører til et af de mindre besøgte lande på kontinentet. Det er blot endnu en ting at glæde sig over, når I sætter fod på taget af Andesbjergene.

  • Verdens højest beliggende hovedstad La Paz
  • Kolonitidsbyer som Sucre og sølvbyen Potosí
  • Titicacasøen og oldtidsbyen Tiwanaku
  • Verdens største saltslette Salar de Uyuni
  • Flamingoer, gejsere og farverige laguner i Altiplano

Hvorfor rejse til Bolivia?

Forestil jer at stå på verdens største saltslette, hvor himmel og jord smelter sammen. Et uvirkeligt og nærmest uendeligt spejl, der ophæver tid og rum. Salar de Uyuni er nok Bolivias mest berømte destination og en oplevelse for livet. Men det er kun begyndelsen. Bolivia er smukke kolonitidsbyer og jesuitklostre for enden af verden. Det er forsvundne civilisationer og farverige laguner med flamingoer - i skyggen af sneklædte bjerge, som de færreste kender navnet på.

Med andre ord er en rejse til Bolivia en rejse ind i Sydamerikas inderste terræn. Højere op og længere væk. Der, hvor kragerne vender over Dalí-ørkenens surreelle ørkenlandskaber. Til nogle af de mest uberørte nationalparker i Amazonas. Og hele vejen op til det, som Inkaerne kaldte verdens kilde - Titicacasøen i knap 4000 meters højde.

Oplagt at kombinere med rejser til Peru og Chile

I kan rejse direkte til Bolivia eller kombinere landet med en rejse til f.eks. Peru eller Chile. Peru grænser bl.a. Bolivia ved Titicacaseøn, mens Chiles Atacama-ørken og byen San Pedro de Atacama ligger blot en times kørsel fra det sydvestlige Bolivia, hvor I bl.a. finder saltsletten Salar de Uyuni. Se f.eks. denne ekspedition til Bolivias saltørken.

Vi skræddersyer jeres rejse til Bolivia

Bolivia kan virke mere utilgængeligt og ukendt, end de mest populære rejsemål i Sydamerika. Det er faktisk også et af Sydamerikas mest uberørte skatte, så I kan roligt glæde jer til en både anderledes og mere autentisk rejseoplevelse, end I finder de fleste andre steder. Det er hele skønheden. Og frygt ej – vores rejserådgivere kender landet indgående og står klar til at sammensætte den helt rigtige rejse til netop jer.

Vores rejser til Bolivia går hverken på kompromis med kvalitet, komfort, tryghed eller den særlige stemning og stil, som vi altid vægter så højt.

Mød vores eksperter

Hvor finder I den bedste middag i La Paz? Hvad er de bedste museer i Sucre? Kan man tage på safari i Bolivias Amazonas? Og hvordan oplever man bedst saltsletterne i Salar de Uyuni? Ring til os – og hør meget mere om rejser til Bolivia.

Det kan I se frem til

Top 10: De bedste oplevelser i Bolivia

#1 La Paz

Bolivias hovedstad ligger i svimlende 3600 meter over havets overflade – omkranset af Cordillera Real-bjergene og det sneklædte Ilimani-bjerg, der vogter over byens indbyggere. I byens El Centro finder I bl.a. Plaza San Francisco og Plaza Murillo samt mange museer, markeder, kolonitidskirker, palæer og historiske stræder som Calle Jaén. Find også vej til boheme-kvartet Sopocachi og det mindre besøgte San Miguel-kvarter, som ligger i byens mere velhavende Zona Sur – det er nok her, I finder den største koncentration af byens bedste caféer og restauranter.

Tip! Tæt på Plaza San Francisco finder I bl.a. det berømte marked, Mercado de las Brujas og Koka-museet Museo de la Coca, begge i kort gåafstand fra hinanden.

#2 Salar de Uyuni

Med sine godt 10.000 km2 er Salar de Uyuni verdens største saltslette. Forestil jer et helt fladt tæppe af salt, som strækker sig over et område halvanden gange større end Sjælland. Det er så stort, at det kan ses fra rummet som en hvid plet på klodens overflade. Salar de Uyuni blev dannet, da flere søer i Bolivias Altiplano fordampede som følge af klimaforandringer og tektoniske forskydninger for 30.000 - 40.000 år siden.

Mellem december og april løber vand fra de omkringliggende bjerge ned til saltsletterne og her er det nogle gange muligt at opleve Salar de Uyuni dækket af et tyndt lag vand, som skaber ”verdens største spejl”. Men tørt eller vådt, er dette sted uden tvivl et af naturens store vidundere. 

Tip! I kan udforske Salar de Uyuni i en vintage amerikansk Airstream camper med egen kok og guide. Læs mere her.

#3 Potosí

Cerro Rico i Potosí rummede engang verdens største sølvforekomst – bjergets rigdomme finansierede en stor del af Det Spanske Imperium, og det anslås, at der blev udvundet 45.000 tons i tiden under kolonivældet. Da byen var på sit højeste i slutningen af det 16. århundrede, var Potosí for en stund blandt de største og rigeste byer i verden med flere indbyggere end f.eks. Paris.

#4 Sucre

Den hvide by Sucre ligger i det sydlige højland i Bolivia – i overgangen mellem Andesbjergene og Amazonas, dog stadig 2790 meter over havets overflade. Byen er nok den smukkeste af alle Bolivias byer – med en overskuelig størrelse, et behageligt klima og et historisk centrum, der har plads på UNESCOs verdensarvsliste.

Det er et skønt sted at opholde sig et par dage, nyde stemningen, møde de lokale og gå på opdagelse i Bolivias kolonitidshistorie med smukke palæer, museer, hvidkalkede huse, klostre, kirker og ikke mindst Casa de la Libertad, Frihedens Hus, hvor Bolivias uafhængighedserklæring blev underskrevet i 1825. Sucre er stadig den forfatningsmæssige hovedstad i Bolivia i dag.

#5 Santa Cruz

Et mindretal af rejsende til Bolivia finder vej til Santa Cruz de la Sierra, der faktisk er landets største by. Santa Cruz er også Bolivias kommercielle hovedby, men det betyder ikke, at den er kedelig. Tværtom. For det første er byen mere spansk og europæisk end andre byer i Bolivia. Og så ligger den i Amazonas-bassinet, omgivet af floder, regnskov of skovrige højlandsområder.

Med andre ord rummer Santa Cruz et helt anderledes side af Bolivia – og derudover er det en levende og relativt velhavende by med hyggelige handelsgader, gode restauranter, historiske plazas og tropiske parker, der bl.a. tæller byens berømte botaniske haver.

Santa Cruz er også en god base for jer, som vil udforske den centrale del af Bolivias Amazonas - med nationalparker som f.eks. Parque Nacional Amboró og den hede, savanne-lignende Kaa Iya Nartional Park.

 Tip! Området omkring Santa Cruz er kendt for sit rige dyreliv, der bl.a. tæller pumaer, jaguarer, kapivarer, dovendyr, kaimaner og forskellige arter af aber. Hør mere hos jeres rejserådgiver.

#6 Samaipata

Samaipata er en charmerende landsby, der ligger tre timers kørsel fra Santa Cruz – lige ved indgangen til nationalparken Parque Nacional Amboró. Byen har et behageligt, tropisk højlandsklima og er kendt for sin afslappede stemning, små familiehoteller og langsommelige, lokale liv, der gør det til et oplagt sted at tage en pause på rejsen og komme lidt ned i gear. Der er også rig mulighed for vandreture med bl.a. dyreliv og vandfald fra Samaipata.

#7 Verdensarv i Chiquitos

Chiquitos er en anden af Bolivias bedre bevarede hemmeligheder – området, der ligger tæt op mod Santa Cruz, er særligt kendt for sine jesuitiske missionsstationer, der ligger spredt i et smukt naturlandskab, som kan udforskes langs mange vandrestier - her kan I bl.a. finde vej til sjældne udkigssteder, termiske floder og forunderlige klippeformationer, og ikke mindst de fascinerende missionsstationer, hvoraf seks er på UNESCOs verdensarvsliste.

De fleste af missionsstationerne i Chiquitos blev grundlagt i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. De er bygget i den såkaldte Mestizo Baroque-stil, der bedst kan beskrives som Chiquitos-folkets lokale fortolkning af den europæiske barok-stil, som den spanske kirke og missionærerne bragte med sig.  

Tip! I december måned afholdes hvert år en international barokmusik-festival i Chiquitos, hvor I kan opleve internationale koncerter i de fascinerede og forunderlige Mestizo Baroque-kirker.

#8 Madidi National Park i Amazonas

Madidi National Park er den del af Amazonas, som kun de færreste oplever. Knap 20.000 km2 uberørt natur, der spænder fra Amazonas-bassinets lavtliggende sletter, pampas og jungle, til buskland, tågeskove og golde sletter på toppen af Andesbjergene 6000 meter over havets overflade. Her venter jer kort fortalt Sydamerikas mest enestående naturoplevelser – med et forrygende dyreliv og mulighed for at udforske de forskellige egne fra et udvalg af ofte simple, men komfortable lodges. Hør meget mere om Madidi National Park hos jeres rejserådgiver.

#9 Tiwanaku, Titicacasøen og Isla del Sol

De fleste har hørt om inkaerne, men ikke mange har hørt om deres forgængere i Tiwanaku-imperiet, hvis civilisation blomstrede ved Titicacasøen fra cirka år 300 til år 1000 e.v.t. I kan udforske Tiwanaku-ruinerne cirka 70 km vest for La Paz, mens hele området omkring Titicacasøen byder på fascinerede historier, der også rækker ind i Inkaernes storhedstid.

Inkaerne regnede Titicaca for verdens kilde og ifølge mytologien var øen Isla del Sol fødestedet for inkakulturen. Isla del Sol er i sig selv et populært rejsemål - siden 1960’erne har øen bl.a. været et trækplaster for backpackers og spirituelt søgende - og alle andre, som vil udforske øens fortryllende blanding rå natur, sandbugter, alpakaer, inka-ruiner og helligdomme, kolonitidslevn og ikke mindst velbevarede eksempler på de terrasser, som inkaerne byggede på bjergskråningerne, så de kunne gro bl.a. majs og bønner.

#10 Laguner, vulkaner, gejsere og flamingoer i Altiplano

Mindre end en times kørsel fra Chiles grænser – i det sydvestlige hjørne af Bolivia - rejser den massive Licancabur-vulkan sig over Altiplanos golde og gyldne højsletter. Som I nærmer jer foden af vulkanen, lyser et grønt skær pludselig op i det brune og støvede landskab. I er nået frem til saltsøen Laguna Verde, hvor det mineralrige vand spiller lysegrønne og turkise farver op mod hinanden, og skaber et fængslende spejl for den mægtige vulkan.

Herfra kunne I drage videre til Salvador Dalí-ørkenen, hvis kurvede linjer og sære klippeformationer er som taget ud af den spanske kunster Salvador Dalí´s surrealle malerier. Og herfra til gejserområdet Sol de Mañana og den blodrøde Laguna Colorada, hvis ildevarslende vand er hjemsted for den meget sjældne Andes-flamingo. Bolivias sydlige Altiplano er kort fortalt et af de vildeste og mest science fiction-lignende naturoplevelser, vi kender noget sted i verden.

…og måske det allervigtigste

Det var de ti bedste oplevelser i Bolivia, hvis I spørger os. Men én ting er vigtigere end noget andet, når alt kommer til stykket. Menneskene og kulturen. Her er Bolivia også et fantastiske rejseland. Bolivia er også det land i Sydamerika, hvor den største andel af indbyggere er oprindelige befolkninger. Mere end 60 procent, ifølge nogle studier. Landet har 37 officielle sprog og intet andet sted lukker jer i samme grad ind i Andesbjergenes traditionelle kulturer og levevis.

Vejrguide

Sådan er vejret i Bolivia

Vejret
XL Bolivia Salar De Uyuni With Jeep In The Salt Lake
XL Bolivia La Paz Woamn People
Oplevelser for livet

Få de største oplevelser i Bolivia

Vi opretter løbende oplevelser her på siden, men det er blot udpluk og smagsprøver på alt det, som I kan opleve i Bolivia. Ring til jeres rejserådgiver, som kan fortælle meget mere – og sammensætte en rejse med præcis de oplevelser, I drømmer om.

Fakta om Bolivia

  • Officielle navn: Estado Plurinacional de Bolivia 
  • Hovedstad: La Paz
  • Officielt sprog: Spansk og 36 oprindelige sprog bl.a. Quechua, Aymara, and Guarani
  • Areal: 1.098.581 km2
  • Indbyggertal: Cirka 11.312.600 (2024)

Hvor ligger Bolivia?

Bolivia er en indlandsstat i Sydamerika, der grænser op til Brasilien, Paraguay, Argentina, Chile og Peru. Landet er dobbelt så stort som Frankrig, har ingen adgang til havet og er meget tyndt befolket - over halvdelen af Bolivia er nærmest helt uberørte naturområder.

Dels Andesbjerge, dels Amazonas

Geografisk er Bolivia kort fortalt delt i to dele: Den vestlige del består af Andesbjergene med bl.a. højsletten Altiplano, andeansk puna-græsslette og en smule af Atacama-ørkenen i sydvest, mens den østlige del af landet ligger i Amazonas-bassinet. De fleste forbinder Bolivia med golde, tørre dale og bjergtoppe, men faktisk er op mod 70 procent af landet dækket af skov, hvoraf halvdelen er primær regnskov.

En natur, der slår rekorder

Bolivias natur er storslået, rå og ekstrem. Så meget, at den byder på flere verdensrekorder. Titicacasøen er f.eks. verdens højest beliggende sø, der er dyb nok til, at både kan sejle på den. Salar de Uyuni, som ligger i den sydvestlige del af landet, er verdens største saltslette, mens Sajama National Park byder på verdens højest beliggende skove med de såkaldte Queñoa-træer, der kan gro i op til 5200 meter over havets overflade.

En flåde, men intet hav…

Bolivia har en flåde, selvom landet ikke har adgang til havet? Bolivia mistede adgangen til Sydamerikas Stillehavskyst til Chile efter Stillehavskrigen 1879-1884.

Det første land uden slaver

Bolivia var det første land i Sydamerika, der ophævede slaveriet. Det skete i 1831, seks år efter landets uafhængighed fra Spanien.

Et bjerg af sølv

Cerro Rico i Potosí rummede engang verdens største sølvforekomst og blev betragtet som det rigeste sted i verden. Bjergets sølvminer finansierede en stor del af Det Spanske Imperium, og det anslås i dag, at der blev udvundet godt 45.000 tons sølv under det spanske kolonistyre.

En helt særlig festival

Bolivias Oruro-karneval er på UNESCOs verdensarvsliste på grund af sin helt særlige blanding af religiøse og kulturelle traditioner. Karnevallet var oprindeligt en fejring af guderne i Andesbjergene, men blev sidenhen inkorporeret og sammenblandet med den romersk-katolske fejring af Jomfru Maria. Festivalen ligger typisk i februar måned.

Håndplukket til jer

Udvalgte hoteller
i Bolivia

Tal med en ekspert

Vi skræddersyer jeres rejse til Bolivia

Tal med Nyhavn Rejsers eksperter om rejser til Bolivia. De har tjekket hoteller, oplevelser og de bedste ruter, så I får en rejse med den rigtige kvalitet i alle detaljer. Fortæl dem om jeres ønsker og få sammensat en rejse til Bolivia, der rammer lige ind i jeres smag, tempo og temperament.

Ring til os

Vi glæder os til at høre om jeres rejsedrømme

33 320 320

Skriv til os

Fortæl os om jeres rejsedrømme eller book et møde

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, book et møde eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.