
Mauritius fra søsiden
Snorkling og BBQ på stranden
Kæmpeskildpadder på Île Aux Aigrettes
Ombord på den rummelige speedbåd er det skipper, der sætter kursen, mens mandskabet serverer kold coconut punch, romdrinks og vand ad libitum. Den lille, hvide båd suser fremad, og snart når I første stop; den lille ø og naturreservat Île aux Aigrettes, knapt 850 meter ud for Mauritius’ kyst.
Naturen på øen er så sjælden, at den ikke findes noget andet sted i verden. Derfor er mange af øens dyre- og plantearter også ekstremt sjældne, og I kan være heldige at se kæmpeskildpadder hygge sig på stranden.
Snorkling i Blue Bay Marine Park
I får udleveret snorkeludstyr og skal blandt andet snorkle ved Blue Bay Marine Park. Med en gennemsnitlig dybde på 5,5 meter, krystalklart vand og et sundt koralrev fyldt med farvestrålende tropefisk er det et af de absolut bedste steder at snorkle på Mauritius. Mere end 50 forskellige arter af koral er samlet i dette undersøiske reservat beliggende i en lagune, hvor I blandt andet kan se kirurgfisk, trompetfisk og sommerfuglefisk.
Ile Au Phare – Øen med fyrtårnet
På dagens fortsatte sejlads passerer I de to små klippeøer, Ile au Phare - ’Øen med fyrtårnet’ – og Île de la Passe, der ligger side om side ud for Mauritius’ østkyst. Mandskabet kan berette om det fem dage lange søslag, der blev udkæmpet her mellem franske og britiske fregatter for godt og vel 200 år siden.



Flodsejlads og vandfald
Skipper sætter nu kurs mod kysten, hvor I sejler op ad Grand River South East, der bugter sig indlands. Undervejs skifter vandet farve fra turkisblå til dyb smaragdgrøn, der matcher skoven på begge sider af floden. Se godt efter, for i trækronerne hænger kæmpeflagermus med hovederne nedad, og nysgerrige makake-aber stirrer tilbage på jer. Knapt to kilometer oppe ad floden når I til Grand River South East-vandfaldet - synet af de vældige vandmasser og brølet derfra skal opleves!
Barbeque på stranden
Undervejs på dagens udflugt lægger speedbåden til ved øen Ile aux Cerfs - ’Hjorteøen’, hvor I spiser frokost. Her er godt nok ikke nogen hjorte, men til gengæld finder I nogle af verdens smukkeste strande. Vælg en og slap af, mens mandskabet griller og serverer en tre-retters frokostmenu blandt andet med lokal fisk direkte på stranden.
Speedbåd med plads til otte
Tag hele familien med eller bred jer i speedbåden, der har plads til otte passagerer udover mandskabet, som navigerer og sørger for barbecuefrokost på stranden samt et udvalg af drinks på hele turen. Heldagsudflugt fra klokken 8 til 17 inklusiv transfer fra og til hotel.
Skræddersyet rejse til Mauritius
Alt på denne rejse til Mauritius kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til Mauritius.