Gennemført hotel ved Inlesøen
Sanctum Inle Resort er til jer, der søger moderne værelser, gode faciliteter og også gerne en international stemning fra service til køkkenets udbud.
I vil nyde detaljerne, hvor I kommer frem. De store grønne arealer med græsplæner og kæmpe træer, de fine søjlegange, brostensbelagte stier, rækværker med skinnende balustre i mørkt træ og store terrasser, hvorfra I kan se ud over haven og Inlesøen.
Når I går på opdagelse, vil I finde et dejligt poolområde med udsigt over søen og den store køkkenhave, hvor kokkene henter friske råvarer til dagens menuer, der serveres i Restaurant Refectory. Her kan I nyde både lokale og internationale retter.
Hotellet har også en bar, og når lysene tændes om aftenen i den fine gårdhave med springvand, føler man sig næsten hensat til en spansk hacienda. Trænger I til lidt ekstra forkælelse, har Sanctum Inle også en spa.