Xl Cruise Celebrity Edge Apex Magic Carpet Ocean

Beretning

8 magiske steder på Celebrity Edge. Og en advarsel!

af Gæsteblogger
Fortalt af Claus Eriksen

Celebrity Edge er fuldt fortjent blevet kaldt en ny æra inden for krydstogtskibe. I maj 2019 stod det stolte skib for første gang ud i Europa klar til krydstogter i Middelhavet. Mange så her skibet for første gang, men for mig var det et vidunderligt gensyn.

Dejligt gensyn med Celebrity Edge!

Jeg så Celebrity Edge fra Celebrity Cruises første gang på værftet i Frankrig i efteråret 2018. 2000 værftsarbejdere kæmpede for at klæde det smukke skib på til det første krydstogt i Caribien. Nu mødes vi igen. Denne gang i Southampton på prøvesejlads før sommerens krydstogter i Middelhavet. Lucky me!

Jeg kunne fornemme meget dengang i Frankrig. Men at se Celebrity Edge i virkeligheden overgik alt. Fyldt med elegance, fantasi og sans for detaljerne. Her får du nogle få af mine favoritsteder på Celebrity Edge, så du kan få inspiration til dit eget krydstogt. Mit mål var at få listen ned på 5. Tilgiv mig. Jeg kunne ikke.

Krydstogt Celebrity Edge Pool (3)

#1 På bunden af et cocktailglas

Der er mange muligheder for at studere cocktailglas på Celebrity Edge (kan anbefale en Martini Espresso i Martini Bar på Grand Plaza), men her skal vi op i en lidt større udgave.

Fra det fantastiske poolområde rejser to tårne sig udformet som gigantiske glas. Gå et dæk op ad motionsstien, så kan du se ned i dem. Og ikke mindst gå ud i dem!

“Skønne opvarmede jacuzzier, hvor du kan sidde og boble med udsigt til den 20 meter lange pool og det blå hav under dig. Genial idé.”
Claus Eriksen

Om aftenen er jacuzzierne belyst, så de står som skulpturer i mørket. Ved poolen finder du også masser af solstole og lækre private lounges med sofaområder. Og en ting til: Indgangen til min næste favorit.

Xl Cruise Celebrity Edge Magic Carpet Nightxl Cruise Celebrity Edge Magic Carpet Night

#2 The Magic Carpet

Du kan ikke sige krydstogt med Celebrity Edge uden at sige The Magic Carpet. Det er en stor pavillon, der hænger på siden af skibet ud over vandet, og som kan køres op og ned efter behov.

Ved dæk 14 er The Magic Carpet en utrolig udvidelse af det store poolområde som en eksklusiv svævende bar. Ud for dæk 5 er The Magic Carpet restaurant med plads til 100 gæster i ”Dining on the Edge”.

Der er også en praktisk grund til nyskabelsen. Ved dæk 2 er The Magic Carpet en landgangsbro, der sikrer meget hurtigere adgang til skibet f.eks. når du sejles dertil, hvis Celebrity Edge ligger for anker ud for en havn.

“Glæd dig til at svæve på dit krydstogt med Celebritry Edge!”
Claus Eriksen
XL Celebrity Edge Beyond Restaurant Eden
XL Celebrity Edge Beyond Eden
XL Krydstogt Celebrity Beyond CEL BY Eden 7

#3 Terrassen bag Eden

En af de dejlige ting ved Celebrity Edge er de mange hyggelige kroge, der dukker på, efterhånden som man udforsker det smukke skib. Her blev jeg helt vild med den lille terrasse på dæk 5 ud for den store lounge Eden helt agter.

Farvestrålende vægmalerier, lige så farverige havestole, små hyggekroge og masser af fred med udsigt til kølvandet og horisonten. Det er lidt af en hemmelighed, men nu har du fået tippet.

Indenfor er Eden et spændende miks af lounge, specialrestaurant og teater med optræden mellem gæsterne, så man føler sig hensat til en markedsplads med gøglere. Eden spreder sig over dæk 4, 5 og 6 i et stort åbent rum. Læg mærke til det smukke digitale kunstværk, når du går ind!

Og endnu et tip: Det er ret romantisk at sidde ved de store panorama-vinduer i restauranten i Eden med udsigt til kølvand og solnedgang. Hvornår har du sidst spist østers med wasabi og søpindsvin, mens dansere smøg sig om dig ved bordet?

Rooftop Garden Celebrity Edge Restaurant

#4 Rooftop Garden

Virker det som lidt af en uorden, at Paradis (Eden) ligger nede på dæk 4-6 på Celebrity Edge? Fortvivl ikke. Der er endnu et Paradis oppe i himlen. Den grønne oase Rooftop Garden på dæk 15.

Menuen står på sol, vind i håret, stille underholdning, udsigt, hygge … og så alt det, du kan finde på den egentlige menu i cafeen. Læg mærke til bænkene. De snor sig rundt mellem det grønne som en slange.

“Det er så fint maritimt håndværk. Lækkert, at der kæles for detaljerne!”
Claus Eriksen
Krydstogt Celebrity Edge Solarium

#5 Solarium

Fra Rooftop Garden vil jeg gerne invitere dig med en etage ned til dæk 14. Gennem poolområdet. Og ind i Solarium. I det øjeblik, døren lukker sig bag dig, er du i en anden verden omfavnet af fred og lys akkompagneret af stille spa-musik.

I Solarium er en indendørs pool, jacuzzi og Spa Café. Det kæmpe glasloft lukker solen og himlen ind. Sæt dig i en af de mange solstole og nyd at slappe helt af. Er du under 16, må jeg desværre bede dig gå ud til den store pool igen. Det er kun for voksne.

XL Celebrity Edge Beyond Theatre

#6 Ved scenekanten

Men nu må det være nok med al den fred og ro. Et krydstogt med Celebrity Edge er også shows, natklub og gang i den. Måske en gevinst i Casino på dæk 4 kan betale et par diamanter hos Tiffany på dæk 5?

Hvor meget eller lidt gang i den, du ønsker, er selvfølgelig op til dig, men du skal unde dig selv en tur i teatret. Det er ikke et traditionelt teater, men en kæmpe rund scene omfavnet af en 180-grader digital bagskærm, så lys og stemninger skifter konstant.

Koncerter, musikteater og dans er det primære tema. Hvordan danserne kan have energi til alle de shows på Celebrity Edge, forstår jeg ikke. Det ene øjeblik danser de i The Theater. Få øjeblikke efter laver de akrobatik i The Club. Hvis det er noget i deres mad, vil jeg gerne have opskriften.

Krydstogt Celebrity Edge Staff Kitchen
XL Krydstogt Celebrity Beyond CEL BY Luminae Breakfast 1
XL Krydstogt Celebrity Beyond CEL BY Le Grand Bistro Steak

#7 Skibet med de store smil

Jeg ved det godt. Det er ikke ét sted. Det er overalt. Personalets smil og imødekommenhed. Uafbrudt. Du føler dig oprigtigt velkommen, når du tager på krydstogt med Celebrity Edge.

Har du prøvet det, ved du, hvad jeg mener.

“Den imødekommende service er en af grundpillerne i det at tage på krydstogt med Celebrity. ”
Claus Eriksen

#8 The Retreat og Persian Garden

Jeg boede i en infinity balkonkahyt. Ikke en balkonkahyt i traditionel forstand. Balkonen er nemlig inddraget i kahytten, så du får mere plads, men du kan rulle øverste halvdel af gulv-til-loft-vinduet ned, så du lukker frisk luft og udsigt ind i hele kahyttens bredde.

Det er en kahytsform, der samtidig sparer en masse energi, da skibet får en mere jævn overflade. Intet at sætte en finger på. Men så var det jeg så The Retreat og Persian Garden.

The Retreat er et område kun for gæster i suiter. Persian Garden er en del af spaen, som du får adgang til, hvis du opgraderer til Aqua Class. Hammam og meget mere. Lad mig sige det sådan: Godt misundelse ikke ligger til mig. Slet ikke. Overhovedet.

Krydstogt Celebrity Edge Retreat
Xl Celebrity Edge Beyond Retreat Sundeck
Krydstogt Celebrity Edge Retreat (3)

Og så en advarsel!

Der er ét sted, jeg må advare om. For din egen skyld. Kagebordet på Celebrity Edge.

“Det bliver ved og ved og ved med fristelser, der ligner vinderkager fra bagedysten. Og det værste er, at de smager godt.”
Claus Eriksen
Krydstogt Celebrity Edge Cakes (3)

Luk øjnene og skynd dig forbi. Med mindre du som mig resten af tiden drøner rundt og leder efter nye spændende steder på Celebrity Edge. Jeg havde ikke troet, jeg ville gå 16.000 skridt på en dag til søs. Men der er altså så meget at se! Glæd dig.

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, book et møde eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.