Guide
Væk fra naturen, tæt på mængderne
Costa Rica
"Jeg gik en tur i skoven og kom ud endnu højere end træerne". Sådan sagde den amerikanske naturalist og digter Henry David Thoreau. For os er dette indbegrebet af Costa Rica. Derfor har vi skåret alt det overflødige fra. Vi sænker farten og finder ind til essensen. Privat. Eksklusivt. Uforstyrret. Midt i nogle af verdens mest artsrige og uforlignelige omgivelser.
De fleste forbinder Costa Rica med de samme ting. Et lille og populært rejsemål, hvor du kan kombinere eventyr i regnskoven med strandferie ved Stillehavet – og ved den caribiske kyst. Trygt og med korte afstande. Ofte med egen bil og gerne med en del outdoor adventure. Muligvis lidt surfing og afslappet backpacker-kultur. Alt det er rigtigt. Og der er absolut intet galt med det.
Men der er også en anden historie. Et andet Costa Rica, om du vil. Det Costa Rica, der findes langt væk fra mængderne og de gængse ruter. De sjældne refugier, hvor du bare kan være til stede. Koble af. Forkæle dig selv. Midt i naturens store stilhed. Her kan du udforske Costa Ricas enorme mangfoldighed - uforstyrret og i eget tempo – i selskab med lokale og vidende naturguider, og så mange eller så få forudgående planer, du ønsker. Så længe du bor de rigtige steder. Og dem har vi fundet. Du skal blot vælge, hvordan du vil kombinere det hele. Den del skal vi nok hjælpe dig med. Herefter kan du give slip. Lukke øjnene. Lytte til vandfaldet. Dufte regnskoven. Og lade Costa Rica finde dig.
Slow living. Quiet luxury. Off the grid. Rejsetrends kommer og går. Og nogle gange får de nye navne. Men for os har essensen altid været den samme. Vi vil gerne blive en del af det sted, vi er. Mærke forbindelsen. Med alle vores egne sanser. Sådan et sted er Lapa Rios Lodge, der ligger på Osa-halvøen ved Stillehavskysten.
Her bo du midt i et af verdens mest artsrige naturområder, Corcovado Nationalpark, der bl.a. er hjem for jaguarer, tapirer, myreslugere, dovendyr, tukaner, araer, ørne og alle fire arter af aber, der findes i Costa Rica. For blot at nævne en brøkdel af de naboer, du har gode chancer for at møde.
I skovens dybe, stille ro
Lapa Rios Lodge er med andre ord indbegrebet af et tropisk hideaway. Et refugie, der nærmest svæver mellem regnskoven, himlen og Stillehavet. Et ukendt og uset sted. Langt fra alt og alle.
På samme tid føles Lapa Rios Lodge også som et lille og intimt resort, hvor du bare kan slappe af i naturens favn – sammen med dem, du holder af. Du kan tage på de mest fortryllende vandreture og naturudflugter, når det passer dig. Hvalsafari og delfinsafari. Finde vej ned til de uberørte strande, som du bl.a. kan udforske på hesteryg. Du kan også slentre ned til poolen med en god bog og en cocktail ved hånden.
Andre dage kan du se solen stå op med yoga og meditation. Til lyden af brøleaber og fuglesang, du nok aldrig har hørt før. Og så er der de dage, hvor du bare starter helt blidt – hjemme på terrassen med en kop kaffe og en kikkert, så du kan spejde efter hvaler i Stillehavet, skovens aber og alverdens forunderlige fugle. Måske flyver et par røde araer forbi. Måske sker der noget helt andet. Måske kan du bare sidde og kede dig lidt. På den bedste tænkelige måde.
Hotspot
Costa Rica udgør blot 0.03 procent af verdens landmasse, men huser op mod 6 procent af alle verdens arter. I Corcovado kan du opleve op mod halvdelen af alle landets arter og en nærmest uvirkelig naturrigdom med regnskov, floder, mangrover og vilde strande. Der er en grund til at magasinet National Geographic kalder Corcovado for "the most biologically intense place on Earth."
Lad os gå ned til den tabte flod
Costa Rica er et lille land, men nogle steder føles det enormt. Og meget langt fra verden. Sådan et sted er Rio Perdido i landets nordvestlige Guanacaste-provins. Her daler terrænet gradvist fra Guanacaste-vulkanernes frodige bjergkæde til buskland og tørre, tropiske skove, der strækker sig så langt øjet rækker. Men synet bedrager.
For under dette vilde og barske landskab, Guanacastes solbagte mesa, gemmer der sig endnu en verden. En verden, der er som taget ud af Avatarfilmene. Et sirligt netværk af stejle, forbundne kløfter og slugter, hvor I bl.a. finder Costa Ricas såkaldte dværgskove, der er opstået som frodige oaser med deres helt egen og enestående økosystemer.
Det er midt i denne bortgemte verden, at du finder et af Costa Ricas mest unikke refugier, Rio Perdido. Den tabte flod.
Glamping under vulkanen
Arenal er nok Costa Ricas mest berømte ikon. Den næsten perfekt kegleformede vulkan rejser sig dramatisk op fra regnskoven og området med byen La Fortuna, der er kendt som Costa Ricas adventure capital. Det skal du ikke lade dig skræmme af, for naturen her er fortryllende med varme kilder, vandfald og et fantastisk dyreliv, som du kan opleve i ro og mag, når blot du bor det rigtige sted. Og hvilket sted.
Nayara Tented Camp ligger højt på en klippekant hævet over regnskoven – lige ved foden af vulkanen. Et fredfyldt refugie med de mest fortryllende teltsuiter, der alle har panoramaudsigt over Arenal. Det samme har campens infinitypool med swim-up bar, men alt det er kun begyndelsen. Nayara Tented Camp er kåret som Mellemamerikas bedste resort af det anerkendte rejsemedie Travel + Leisure. Fire år i træk.
Bare fødder i Santa Teresa
Nantipa er det perfekte sted at afslutte en rejse til Costa Rica. Men også et svært sted at forlade igen. Vi er ved Santa Teresa på Nicoya-halvøen. Et legendarisk surfer hangout ved Stillehavskysten. Boho-vibes. Bare fødder. Sundowners og solnedgange. Costaricansk tico-køkken og dybe rødder i lokalsamfundet. Med store bungalows direkte ud til en af Costa Ricas smukkeste strande.
Nicoya-halvøen er en af verdens fem oprindelige blue zones, zoner på verdenskortet, hvor folk lever længst og har mindst stress - og deler flere vaner, som f.eks. naturlig bevægelse og sund kost med masser af fisk og grønt. Sagt på en anden måde: Det gode liv. Langsommeligt. Med tid og nærvær. Alt det er Nantipa gjort af. Det er pura vida i sin reneste form.
Egen bil eller privat chauffør?
Det er populært at køre selv i Costa Rica, men det er på ingen måde nødvendigt. Vi anbefaler gerne private transfers med chauffør, hvor du kan nyde landskaberne og stoppe lige så meget, du har lyst til. Vores lokale chauffører vil ofte have et godt kendskab til Costa Ricas historie, dyreliv og det lokale samfund, hvilket kun gør transporten til en endnu større oplevelse.
Vejret i Costa Rica
Det er aldrig et dårligt tidspunkt at rejse til Costa Rica. Landet er tæt på ækvator med et tropisk klima året rundt, som kort fortalt er delt i en regntid og en tørtid. Vejret varierer dog markant mellem Stillehavskysten, Caribien og højlandet.
Læs mere om vejret i Costa Rica her.
Et vildt sted
Costa Ricas overvældende biodiversitet dækker over meget forskellige naturområder, mikroklimaer og økosystemer som bl.a. nationalparken Corcovado i vest, Guanacastes dværgskove i nord, højlandet omkring Arenal og de Amazonas-lignende vådområder i Tortuguero ved den caribiske kyst, hvor havskildpadderne yngler hver sommer.
- Ca. 900 fuglearter
- Ca. 250 arter af pattedyr
- Ca. 200 krybdyrarter
- Ca. 200 paddearter
- Ca. 12.000 plantearter
- Over 500.000 arter i alt
Vi skræddersyer jeres rejse til Costa Rica
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vedledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.
Vi finder det, du ikke finder