20250828 Svalbard Monacobreen Yurichoufour 500270

Beretning

Ekspeditionskrydstogt til Svalbard

Isbjerg, isbjørn, Svalbard

Der findes steder, hvor stilheden ikke er fravær af lyd – men en hel lyd i sig selv. Svalbard er sådan et sted. Her bliver man ikke mødt af “seværdigheder”, men af noget større: afstande, lys og vild natur, der ikke forsøger at underholde dig. Den står bare dér, kompromisløs og smuk. Det fik vores krydstogtekspert, Pernille, lov at opleve på egen krop i den nordlige sensommer.

Jeg var ombord på ekspeditionsskibet MS Fram fra HX Expeditions i 9 dage i augustmåned, hvor Svalbards vestkyst gled forbi i en arktisk langsommelighed. Og selvom ruten i praksis er en forudbestemt plan, så var der også altid en plan B og C, og D og E. Det er netop dét, der gør ekspeditionskrydstogt til noget andet end et ”almindeligt” krydstogt: Man sejler ikke efter et skema. Man sejler efter vind og vejr – med naturens tilladelse.

20250828 Svalbard Monacobreen Yurichoufour 500188

Du bestemmer ikke her

Allerede efter et par dage bliver én sætning et slags motto ombord: “You fix the weather, we fix the rest.”

Den bliver sagt med et smil, men den bærer en alvor, der føles befriende. For når ingen kan kontrollere vind, tåge og is, forsvinder forventningerne, og modtageligheden overfor det ukendte forstærkes. I stedet opstår en anden form for spænding: den stille, kollektive forventning, der bor i et skib, når alle ved, at dagen kan ændre sig på et øjeblik. Det er en underlig luksus at blive mindet om, at man ikke har kommandoen.

20250828 Svalbard Monacobreen Yurichoufour 02568
20250828 Svalbard Monacobreen Yurichoufour 03074
20250824 Svalbard Longyearbyen Yurichoufour 04047

Menneskerne, der gør oplevelsen større

HX’ store styrke er ikke kun, hvor du sejler, men hvem du sejler med. Ekspeditionsteamet ombord er ikke staffage; de er en levende del af rejsen. Der er videnskabsfolk og specialister indenfor hver deres felt – fra marinebiologi og undervandsliv til isbjørne, istyper, klima og alt det, der binder Arktis sammen.

De står ikke bare og holder foredrag ombord på skibet. De er med dig ude i Zodiac’en, i land, i øjeblikket hvor du peger ud mod noget i det fjerne og spørger: Hvad er det? Og her får du ikke bare et svar, men en forklaring, der åbner landskabet.

På en af turene havde vi en glaciolog med, som kunne få en ellers anonym isflage til at føles som et arkiv: bobler, lag, farver, alder. Pludselig sad vi der i en lille gummibåd og lyttede, som om isen selv fortalte, hvor den kom fra.

20250825 Svalbard Brepollen Yurichoufour 509256

Zodiac’en og rytmen i ekspeditionen

Man bliver delt ind i grupper til landgange og Zodiac-ture, så flowet fungerer, og alle får en god oplevelse. Det betyder også, at man lærer at leve med en særlig ekspeditions-rytme: Du har altid et halvt øre åbent, når der bliver kaldt. For når det er din tur, har du ti minutter til at være klar. Og det føles mærkeligt nok ikke stressende, men som at være en del af noget, der er i bevægelse.

Der er noget næsten barndommeligt over at hoppe i en Zodiac: redningsvesten, at sidde skulder mod skulder, den lave position på vandet – og så verden omkring dig i fuld størrelse. Svalbard fra Zodiac er ekstremt nærværende. Man ser isen i øjenhøjde. Man mærker, hvor stille en fjord kan være, når motoren slukker. Og man forstår, hvorfor ekspedition kræver respekt: Inden man går i land, tjekker ekspeditionsteamet altid forholdene – bølger, vind og, ikke mindst, isbjørne.

Der spejdes på afstand, holdes sikkerhedsafstand, og nogle dage betød det, at vi ikke gik i land. Ikke fordi vi ikke ville. Men fordi naturen sagde nej. Det føltes ikke som et afslag – mere som en påmindelse om, at dette ikke er en kulisse. Det er den ægte vare nord for polarcirklen.

20250828 Svalbard Mushamna Yurichoufour 500370

Isbjørn i sigte!

Der findes billeder af isbjørne overalt. Men at se en isbjørn i virkeligheden – i sit eget rige – gjorde noget ved mig. Det er ikke bare “fedt” eller “vildt”. Det er… alvorligt. Som at se en levende myte. En dag spottede vi en isbjørn, og det betød ingen landgang. Til gengæld fik vi lov til at betragte den fra skibet, og vi kunne følge den, mens den bevægede sig gennem landskabet. Folk stod ude på dækket længe, helt stille. Ikke fordi nogen havde sagt, man skulle – men fordi vi var lamslået.

Og igen gjorde ekspertisen oplevelsen større: Isbjørne-eksperten kom hen til os og forklarede, at det her var en sund bjørn, der havde spist godt, selvom den var meget beskidt. Pludselig var det ikke bare en bjørn i det fjerne, men et levende studie for øjnene af os.

20250825 Svalbard Burgerbukta Yurichoufour 05600

Oplevelser der er en bucket liste værdig

August på Svalbard har et særligt lys. Midnatssolen er ikke bare et fænomen; det er en stemning, der opløser grænserne mellem dag og nat. Du kan gå ud efter “aftensmadstid” og føle, at dagen stadig står åben, som om verden har glemt at slukke. Det gør noget ved energien ombord: Man er træt som efter en lang dag i bjergene, men samtidig opladet – fordi man har set ting, man ikke kan se andre steder, og haft tid til at se dem.

Kajak var den eneste aktivitet, der kostede ekstra, men for mig var det en af de oplevelser, der lander i kategorien: bucket list. Allerførste aften fik kajak-holdet undervisning i sikkerhed, på- og afstigning og ro-teknik, og så ventede vi – for man ved aldrig, hvilken dag vejret giver grønt lys. Jeg var heldig. Jeg kom ud i en fjord med høj sol. Vi roede mellem isstykker, tæt nok på til at mærke deres nærvær, nogle gange så tæt at man næsten rørte dem. Og så var der lydene: gletsjere i nærheden, og indimellem et brag, som startskuddet til en lavine i det fjerne.

Når man kom i land, kunne man vælge vandreture i forskellige niveauer. At gå på Svalbards tundra er at gå i et landskab uden træer, hvor horisonterne føles større, end ens blik kan rumme. Et af stederne var Bamsebu, et gammelt valfangerhus bygget af drivtømmer. Langs stranden lå stadig knogler og skeletter fra hvaler. Det er et råt syn, men også en påmindelse om, hvor længe mennesker har forsøgt at leve i – og leve af – Arktis. Og så er der de små ritualer, der sætter sig: at samle plastik op, når man ser det. På vores tur endte vi med omkring 16 kg indsamlet plastik. En stille handling, der giver mening, når man står i noget, der føles så uspoleret. Det er tankevækkende, at selv på kanten af verden, hvor der ikke engang bor mennesker, kan man tydeligt se de spor, vi har sat.

Billede2

Aftenerne og minderne

Aftenerne på MS Fram har deres egen tone. Ikke show og glimmer – men viden og forberedelse. Der er foredrag i løbet af turen, ofte om eftermiddagen og aftenen, og hver aften kommer ekspeditionslederen og gennemgår næste dag: plan A, B, C… alt afhængigt af vind, vejr og is. Hvis man er for træt, kan man se foredragene fra kahytten på tv – de bliver filmet – og det er faktisk en fin detalje, for ekspedition gør dig træt på den gode måde: kroppen brugt, hovedet fyldt.

En af de ting, jeg virkelig synes er værd at nævne, er også HX’ tilgang til minderne: Der er en professionel fotograf ombord – i vores tilfælde en med National Geographic på sit CV. Bagefter får du adgang til de billeder, som kan få dig tilbage til øjeblikket med det samme. Svalbard er et sted, du kommer til at tvivle på, om du virkelig har set – indtil du ser billederne og mærker det igen. En god måde at mindes den evige fortælling, du tager med dig hjem.

Pernille 2022

Rejserådgiver

Pernille Kobberup

Pernille 2022

Pernille har været i rejsebranchen i over 20 år. Hendes ekspertområder er bl.a. Thailand, Vietnam og Sri Lanka – for ikke at nævne krydstogter, der er en af de rejseformer, som Pernille holder allermest af. Hun elsker at udforske nye krydstogtskibe, og forkæle sig selv med høj service og gastronomi – eller en god morgenmad på balkonen, mens dagens nye destination tegner sig i horisonten.

Pernille har også rejst meget i Østen, som hun altid vender tilbage til. Det er særligt den sansefulde natur, maden og de lokale befolkningers hjertevarme, der lokker, men der må også gerne være tid til forkælelse og strandferie undervejs. Hun elsker f.eks. at kombinere det nordlige Thailands autentiske og landlige ro med et par nætters storbyliv i Bangkok, inden turen går mod rendyrket afslapning på øen Koh Chang.

Når Pernille skræddersyer en rejse for jer, tager hun altid udgangspunkt i jeres ønsker – også alt det, som hun hører jer sige mellem linjerne. Det kan være en oplevelse eller et sted, som I ikke selv havde tænkt på eller hørt om. Pernille bruger sin egen erfaring og ekspertise til at tyde jeres drømme, så hun kan skabe den rejse, der er perfekt til netop jer.

Destination:‌‌ Asien,‌ Thailand,‌ Vietnam,‌ Sri Lanka,‌ Cambodja

Rejseformer:‌‌ Krydstogt

Ring til mig

Jeg glæder mig til at høre om jeres rejsedrømme

33 320 320

Skriv til mig

Jeg ringer jer op efter aftale

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, book et møde eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.