Ekspeditionskrydstogt til Svalbard

Du bestemmer ikke her

Allerede efter et par dage bliver én sætning et slags motto ombord: “You fix the weather, we fix the rest.”

Den bliver sagt med et smil, men den bærer en alvor, der føles befriende. For når ingen kan kontrollere vind, tåge og is, forsvinder forventningerne, og modtageligheden overfor det ukendte forstærkes. I stedet opstår en anden form for spænding: den stille, kollektive forventning, der bor i et skib, når alle ved, at dagen kan ændre sig på et øjeblik. Det er en underlig luksus at blive mindet om, at man ikke har kommandoen.

Menneskerne, der gør oplevelsen større

HX’ store styrke er ikke kun, hvor du sejler, men hvem du sejler med. Ekspeditionsteamet ombord er ikke staffage; de er en levende del af rejsen. Der er videnskabsfolk og specialister indenfor hver deres felt – fra marinebiologi og undervandsliv til isbjørne, istyper, klima og alt det, der binder Arktis sammen.

De står ikke bare og holder foredrag ombord på skibet. De er med dig ude i Zodiac’en, i land, i øjeblikket hvor du peger ud mod noget i det fjerne og spørger: Hvad er det? Og her får du ikke bare et svar, men en forklaring, der åbner landskabet.

På en af turene havde vi en glaciolog med, som kunne få en ellers anonym isflage til at føles som et arkiv: bobler, lag, farver, alder. Pludselig sad vi der i en lille gummibåd og lyttede, som om isen selv fortalte, hvor den kom fra.

Zodiac’en og rytmen i ekspeditionen

Man bliver delt ind i grupper til landgange og Zodiac-ture, så flowet fungerer, og alle får en god oplevelse. Det betyder også, at man lærer at leve med en særlig ekspeditions-rytme: Du har altid et halvt øre åbent, når der bliver kaldt. For når det er din tur, har du ti minutter til at være klar. Og det føles mærkeligt nok ikke stressende, men som at være en del af noget, der er i bevægelse.

Der er noget næsten barndommeligt over at hoppe i en Zodiac: redningsvesten, at sidde skulder mod skulder, den lave position på vandet – og så verden omkring dig i fuld størrelse. Svalbard fra Zodiac er ekstremt nærværende. Man ser isen i øjenhøjde. Man mærker, hvor stille en fjord kan være, når motoren slukker. Og man forstår, hvorfor ekspedition kræver respekt: Inden man går i land, tjekker ekspeditionsteamet altid forholdene – bølger, vind og, ikke mindst, isbjørne.

Der spejdes på afstand, holdes sikkerhedsafstand, og nogle dage betød det, at vi ikke gik i land. Ikke fordi vi ikke ville. Men fordi naturen sagde nej. Det føltes ikke som et afslag – mere som en påmindelse om, at dette ikke er en kulisse. Det er den ægte vare nord for polarcirklen.

Oplevelser der er en bucket liste værdig

August på Svalbard har et særligt lys. Midnatssolen er ikke bare et fænomen; det er en stemning, der opløser grænserne mellem dag og nat. Du kan gå ud efter “aftensmadstid” og føle, at dagen stadig står åben, som om verden har glemt at slukke. Det gør noget ved energien ombord: Man er træt som efter en lang dag i bjergene, men samtidig opladet – fordi man har set ting, man ikke kan se andre steder, og haft tid til at se dem.

Kajak var den eneste aktivitet, der kostede ekstra, men for mig var det en af de oplevelser, der lander i kategorien: bucket list. Allerførste aften fik kajak-holdet undervisning i sikkerhed, på- og afstigning og ro-teknik, og så ventede vi – for man ved aldrig, hvilken dag vejret giver grønt lys. Jeg var heldig. Jeg kom ud i en fjord med høj sol. Vi roede mellem isstykker, tæt nok på til at mærke deres nærvær, nogle gange så tæt at man næsten rørte dem. Og så var der lydene: gletsjere i nærheden, og indimellem et brag, som startskuddet til en lavine i det fjerne.

Når man kom i land, kunne man vælge vandreture i forskellige niveauer. At gå på Svalbards tundra er at gå i et landskab uden træer, hvor horisonterne føles større, end ens blik kan rumme. Et af stederne var Bamsebu, et gammelt valfangerhus bygget af drivtømmer. Langs stranden lå stadig knogler og skeletter fra hvaler. Det er et råt syn, men også en påmindelse om, hvor længe mennesker har forsøgt at leve i – og leve af – Arktis. Og så er der de små ritualer, der sætter sig: at samle plastik op, når man ser det. På vores tur endte vi med omkring 16 kg indsamlet plastik. En stille handling, der giver mening, når man står i noget, der føles så uspoleret. Det er tankevækkende, at selv på kanten af verden, hvor der ikke engang bor mennesker, kan man tydeligt se de spor, vi har sat.