XL Blog Antelope

Beretning

Botswana: Et helt særligt sted

Der løber en flod

Vores rejserådgiver Martin vidste det godt i forvejen. Botswana er noget helt særligt. Afrikas største bestand af elefanter. Endeløse vidder, vådområder og et dyreliv, der bedst kan beskrives som overvældende. Han vidste det godt. Men nu kan han også mærke det. Lukke øjnene og drømme sig tilbage. Kalahari. Okavango. Støvet, der pludseligt rejser sig i græsset. Strømmen under kanoen. Et plask i det fjerne. Alle de øjeblikke, hvor tiden pludselig står stille.

Vi begynder ikke helt ved begyndelsen. Begyndelsen hedder Maun, og den historie må I få en anden dag. Mikrobryggerier, elefanter og sammenhængen mellem de to ting. Lad mig i stedet begynde et andet sted. Kalahariørkenen. Det er her min safari rigtigt begynder. Min første safari i Botswana.

Campen hedder Dinaka. Syv telte. Åbne jeeps. Erfarne og passionerede guider. Den ægte vare. Og alt det, som Botswana er kendt for.

Verdens nok grønneste ørken

Den er fem om morgenen, da jeg bliver vækket med kaffe i mit telt. Der er morgenmad 5.30. Afgang 6.30. Vi har ikke kørt langt, da det rammer mig. Duften. Kalahari er kendt for den. En helt særlig jordduft, som forskerne kalder geosmin. Den er særlig stærk her. Især på denne årstid efter det har regnet. I de danske vintermåneder er denne del af Kalahari, transitionszonen, i flor. En forvandlet verden. Med vilde blomster og græs, du har lyst til at rulle dig i.

For nok er Kalahari officielt en ørken – men ikke i ordets normale forstand. Der findes sandørken og klitter, men store dele af Kalahari er nærmere et halvtørt, højtliggende og sandholdigt landskab med bl.a. savanne og græsland, hvor stride buske, urter og andre sejlivede plantearter har fået selskab af lige så sejlivede dyrearter. Brune hyæner. Oryx. Eland-anteloper. Springbukke. Gemsbukke. Hulepinsvin. Honninggrævlinge. Ræve. Og fuglearter som bl.a. strudse, falke og ørne. Jeg kunne blive ved, men denne morgen starter vi på toppen af fødekæden. Med kongen af Kalahari.

Løven med den sorte manke

Jeg elsker det øjeblik på safari, hvor jeepen stopper og motoren slukker. Total stilhed. Vores spotter har gjort tegn. Og pludselig kan du høre det. Bushen, der vågner omkring dig. Roen, der indfinder sig. Og løven. Der ligger den. Lige under et træ, mindre end 30 meter fra os. Den sortmankede løve findes kun i Kalahari. Som navnet antyder har den en sort manke. Mindre pels. Længere ben og større poter. Den er perfekt tilpasset til de barske vilkår på disse kanter. Livet ser nu ikke så hårdt ud denne morgen. Den ligger og gnaver i en gnu, mens en hyæne kigger misundeligt på fra sikker afstand. Den er helt rolig. Det er regntid, den har sit bytte, og der er styr på sagerne. Vi sidder lidt ved den, inden vi roligt kører videre igen. Fem timer i bushen denne formiddag. Gennem alt terræn. Camp Dinaka ligger på en privat koncession i Kalahari, så vi kan køre off-road og har hele området for os selv. Det er safari, når det bedst.

XL Blog Botswana Jeep

En verden for sig

Vi er tilbage i campen ved 11-tiden. Frokost er klaret kl. 13 og herefter står den på ren afslapning. En god bog på verandaen. Kolde øl og vin ved poolen. Inden afgang til dagens næste game drive ved 16-tiden. Vi ser masser af dyr igen om eftermiddagen. Geparder. Anteloper. Elefanter. Og på vej hjem slutter vi af med en sundowner ved jeepen. Jeg tager en tår af min gin og tonic, mens jeg lader tankerne vandre med skyerne, der ruller mod os – langt ude i horisonten.

Tordenskraldet runger over vidderne. Himlen lyser op overalt. Hundredvis af lynnedslag. Vi er stadig i tørvejr, men jeg kan allerede dufte regnen på den varme jord. Nu er den der igen. Den der duft.

Jeg smiler ved tanken, om alt det vand, der falder derude i det fjerne. Tørke. Vand. Liv. Alt sammen under verdens største himmel. Og lyset. Det er helt ubeskriveligt.

Kalahari er på mange måder et surrealistisk sted. De golde vidder, der bøjer sig i rummet, inden de forsvinder i det uendelige.

Former, der forvrænges under ørkensolen, inden regnen igen velsigner det hele. Herude føler du dig meget lille, og alt omkring dig er større end livet. Det er safari for mig. I morgen drager jeg videre til Botswanas nok største naturvidunder. Landet på den anden side af skyerne. Okavango.

XL Blog Elephant Drinking

De kalder mig ugle-spotteren

Hvis du ser Botswana fra luften, kan du se, hvordan Okavango-deltaet tegner et træ, der ligger ned på tværs af det store land. Okavango-floden er stammen, der løber fra Angola i vest og forgrener sig mod sydøst og Kalahari - som en enorm trækrone af floder, vandveje, søer og laguner. Et af verdens største indlandsdeltaer, der i regntiden dækker op mod 22.000 km2. Med 150.000 øer. Rundt regnet. Vi bor på en af dem. I en lille camp ved navn Shinde.

Jeg kunne fortælle længe om dyrelivet i Okavango, ikke mindst elefanterne. Vidste du f.eks., at en tredjedel af alle verdens elefanter lever i Botswana? Og har du hørt om elefanternes motorveje? Det bringer mig til min guide, Robbie. Han er forrygende. Og ikke kun, fordi han giver mig øgenavnet ugle-spotteren.

Og ret skal være ret. Jeg spotter hele tre African Scops-Owls i Okavango. Vi taler om en rovfugl, der blender fuldkommen ind i den grå-brune bark, som træerne oftest har her. Det kræver et helt særligt sæt øjne, hvis jeg selv må sige det. Måske er jeg bare heldig. Eller - jeg er heldig. For jeg er her.

XL Blog Shinde Camp Dining
På Shinde spiser gæsterne sammen. Campen har blot otte telte, der gemmer sig på en tæt bevokset ø i det nordlige Okavango, omkranset af en lagune, hvor du bl.a. kan fiske efter tigerfisk og begive dig ud i en traditionel Mokoro-kano.

Safari i en moko...hvaffornoget?

De næste dage byder på noget af den bedste safari, jeg nogensinde har oplevet. Jeg tilbringer en halv time tæt på en legesyg leopardunge og sin mor. Jeg kører over Okavangos sumpområder og gangbroer i en 4WD, så vandet plasker til alle sider. Jeg ser elefanter boltre sig i vandkanten og bavianer på vej til nye narrestreger. Jeg hører den grå larmfugl advare vortesvinene, om at et kattedyr er i nærheden. De små antenner, der stritter op fra det høje græs – og pist er de væk!

Jeg hører også insekternes summen, mens vi glider over det stille vand i en mokoro-kano. Det pludselige plask, når en fisk springer op. Åkander, liljekonvaller, sivfrøer og følelsen af at være forbundet til en verden, der har været uberørt og uforandret i århundreder.

Syv tigerfisk og to flodheste

Det hele slutter også på vandet. I bedste Okavango-stil. Med en fiskestang ombord på en lille motorbåd. Der er kolde drinks i køletasken og tigerfisk i lagunen. Vi er to både. I den anden båd fanger de syv tigerfisk. Jeg får ikke engang bid. Men jeg minder mig selv om, at det er fiskeriet, der tæller, ikke fangsten. I morgen skal jeg hjem. Jeg tager en øl til. Vi driver langsomt med strømmen. Solen står på hæld og maler vandet gult, så orange. Et par flodheste dukker prustende op til overfladen, lige mellem os og det område, vi fisker. De er rolige, fordi de føler sig trygge i vandet. Der er ingen bid. Heller ikke her. Det er okay. Det er faktisk mere end okay.

XL Blog Fishing in Okavango

Safari i Botswana

Safari i Botswana byder på intime camps og nogle af Afrikas vildeste nationalparker i bl.a. Okavangodeltaet, Chobe og Kalahari – og måske en afstikker til Victoria Falls i Zimbabwe.

Læs mere om jeres næste eventyr til Botswana her.

Small Blog Shinde Camp Tent 5
Martin Jespersen

Rejserådgiver

Martin Dahl Jespersen

Martin Jespersen

Med 30 år i rejsebranchen har Martin opbygget en stærk ekspertise i Stillehavsøerne og Down Under, som han har besøgt mere end 30 gange. Som rejseekspert og produktchef har han et stort netværk at trække på og masser af ideer i ærmet, når han hjælper kunder med at skræddersy drømmerejsen.

Han elsker at udforske Australiens ikoniske storbyer, dets vilde dyreliv og New Zealands fortryllende natur. Specielt South – og West Australia har vundet hans hjerte, fordi de byder på lidt af det hele. Alt fra den støvede outback, til det helt unikke dyreliv og kilometerlange sandstrande. Er man tilmed en livsnyder, som Martin er, så står det australske køkken med dets udsøgte råvarer, vine og lokale gindestillerier i høj kurs. Han kender alt til de klassiske, såvel som utraditionelle oplevelser Down Under; som sikrer I kommer på en helt enestående rejse.

Martin er mere end velberejst i Stillehavsøerne. Der er så ubegribeligt smukt, at det kommer tæt på paradis på jord. Fijianernes smittende varme smil, øen Aitutakis azurblå lagune og idylliske sejlture rundt om de maleriske Selskabsøer i Fransk Polynesien er nogle af højdepunkterne fra rejserne dertil. Om I søger bountystrande eller autentiske kulturmøder, så hjælper Martin med at planlægge den perfekte rejse. 

Som rejserådgiver udvides ens horisont konstant, og senest er han blevet begejstret for Tanzania, hvor han gerne kombinerer skønne safari camps med Zanzibars luksushoteller og hvide sandstrande. For den perfekte rejse indeholder ofte både en god del forkælelse, oplevelser og afslapning, så der er tid til at fordøje alle de nye indtryk. Om I er til klassisk eller tropisk luksus, så giv Martin et ring, han glæder sig til at skabe jeres næste rejseeventyr.

Ring til mig

Jeg glæder mig til at høre om jeres rejsedrømme

33 320 320

Skriv til mig

Jeg ringer jer op efter aftale

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, book et møde eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.