De næste dage gælder det bare om at nyde en strand i verdensklasse. Sandet i Tulum er hvidt og fint som mel, og stemningen er ren bounty. Området er opkaldt efter mayaruinerne ved Tulum, hvor Morgengryets Tempel ligger smukt på en klippetop ud til havet. Lån en cykel på hotellet, hvis I skal dertil.
Gå en tur langs stranden, udforsk de lokale restauranter og også Nomades egen, Macondo, der har fokus på sundhed og lokale råvarer. Hæng ud i loungestolene ved stranden og hyg omkring bålet om aftenen. Nomade har også gratis yogaklasser, og på den anden side af den lille strandvej ligger hotellets spa. Er I til naturoplevelser, kan I besøge Sian Ka'an Biosphere, som har spændende regnskov, mangrove, flere mayaruiner og et rigt fugleliv.
Sklidpadder, koralrev og underjordiske floder
En af dagene i Tulum skal I på udflugt til Akumal-bugten, hvor I skal svømme med havskildpadder. Akumal-bugten har også koralrev med ørnerokker og farverige fisk. På vejen besøger I nogle af Yucatáns cenoter, der er storslåede grotter skabt af underjordiske floder, som I kan svømme i. I bliver hentet på hotellet om morgenen og kørt hjem igen ud på eftermiddagen.