Brovandring på Sydney Harbour Bridge
Tag en dyb indånding - og gå så op på toppen af Sydney Harbour Bridge 134 m oppe!
Sydney Harbour BridgeClimb er en legendarisk oplevelse i Sydney. Den har dannet skole verden over, men I skal prøve den ægte vare. Nyd udsigten mod Sydney skyline, operahuset og de mange bugter, når I står 134 m oppe i luften oven på en pokkers masse stål!
I skal være trygge ved højder. I skal være ædru. Og I skal være eventyrlystne. Opfylder I de tre simple krav, så kan I godt komme af sted mod Sydney Harbour Bridge.
Grundig instruktion
I starter med at blive budt velkommen af jeres guide og får en grundig instruktion sammen med den gruppe på 10-12 andre, I skal følges med op i luften over Sydney Harbour.
I udfylder et skema om jeres fysiske tilstand, selv om alle i almindelig god form kan være med. Og I blæser i et alkoholmeter for at bevise, at I har under 0,5 i promille. Som med bilen derhjemme.
Af sted uden kamera, desværre
I får også specielle kedeldragter mm, og I afleverer alt, hvad I har med af kameraer, telefoner mm af sikkerhedsgrunde. Det er ikke godt at tabe sit kamera oppe fra trappen. Hverken for kameraet eller den, der måtte være nedenunder. I får et aflåst skab til jeres ting. Men så er det også tid at komme af sted.
Op i himlen på Sydney Harbour Bridge
I går ad trapper op ad den store stålbue, som har givet Sydney Harbour Bridge tilnavnet "Bøjlen". Oppe på toppen tager jeres guide et foto af jer, som I får med mod betaling naturligvis. I kan købe endnu flere billeder, hvis I ønsker det.
Glæd jer til en uforglemmelig oplevelse i Sydney. Under jer myldrer tog, biler, cykler og fodgængere mellem centrum og North Shore. Skibene sejler også under jer på vej ind og ud af havnen. Sådan har det været, siden de 52.800 tons stål blev samlet i 1932.
Hele turen varer omkring 3 timer. Den begynder ved BridgeClimb receptionen i Cumberland Street 5 i The Rocks. Vær der senest 15 minutter, inden turen begynder. Bliver turen aflyst på grund af vejret, får I en ny tid eller pengene tilbage.
Vi hjælper dig hele vejen
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vedledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.
Vi finder det, du ikke finder