Jeg kan se det ukendte paradis
Flyveturen til Bawah tager cirka 80 minutter. Vi flyver lavt og tager hurtigt afsked med kysten, mens mine tanker vandrer over den endeløse, dybblå horisont. En af piloterne flyver i bare fødder, mens den anden har skjorten halvt åben. Singapore føles allerede langt væk.
Jeg lukker øjnene for en stund og da jeg igen åbner dem, kan jeg se de første grønne skygger i horisonten. Vi er der næsten. Vores barfodede pilot tager en 360 graders rundflyvning over en lille klynge af seks øer - og jeg tager mig selv i at smile helt inde i maven. For få timer siden sad jeg i en taxa i skyggen af skyskrabere. Nu kigger jeg ned på azurblå laguner, koralrev og jungleklædte bakker, der fører ned til nogle af de smukkeste strande, jeg nogensinde har set. Jeg øjner en lang mole, der deler sig som en vifte i to. Nu kan jeg også se de første villaer på pæle i lagunen - og et par stykker, der gemmer sig blandt tæt palmeskov langs stranden.
”Hvor er det vildt, at det her sted findes”, tænker jeg til mig selv, mens piloten lander roligt på det lave vand og sætter kurs mod molen.