XL Bali Girls People Tradtional Dress

På Bali betragter I ikke livet. I er en del af det!

OPLEVELSER KOMMER TIL DEN, DER SØGER DEM

Bali er af en anden verden. En hinduistisk ø i det muslimske Indonesien. Et stykke fortid med enestående traditioner, guddommelige ritualer og kæmpe religiøse processioner midt i en moderne nutid.

Risterrasserne breder sig over bakketoppe og bjergsider som skulpturelle mesterværker, og vulkanerne minder os om naturens storhed helt ud til strandene i nord, hvor det sorte sand fortæller om tidligere tiders udbrud.

HOTELLER TIL GODE PRISER

På Bali er luksuriøse hoteller til priser, der også er af en anden verden. Få steder får I så meget for så lidt. Og her er smukke templer, storslåede vandfald, fine strande og kunsthåndværk fyldt med betagende detaljer. Men vigtigst af alt, er her balineserne selv. De er meget åbne, og trods en stigende turisme har de formået at fastholde den autentiske kultur.

OPLEVELSER KOMMER TIL DEN, DER SØGER DEM

Vores rejserådgivere kan godt give jer en liste over attraktioner på Bali, men hvis I vil opleve Gudernes Ø rigtigt, er det ikke ud fra en tjekliste. På Bali er livet og hverdagen den største attraktion, og oplevelserne kommer til den, der søger dem og bevæger sig ud i det lokale liv i byerne og langs rismarkerne.

Få f.eks. en taxachauffør til at vise jer rundt på øen. Den balinesiske kalender er fyldt med helligdage og festivaller, som han kan tage jer med til, og måske ved han også, hvor der er en begravelse eller et bryllup. Begge dele er en fest, og om der er 1000 eller 1001 med til festen, gør ikke den store forskel. Måske inviterer han jer også hjem for at møde familien. Det er absolut ikke usædvanligt, hvis I er lige så åbne, som han er, og måske smider lidt drikkepenge oveni.

KAN REJSE HELE ÅRET

Balis størrelse er ¾ af Sjælland, så hvor andre rejsemål kan byde på lange transportveje fra f.eks. byerne i bjergene til det gyldne sand ved kysterne, kan I nå det hele på ingen tid på Bali. Øen er samtidig forkælet med et skønt tropisk klima med en gennemsnitstemperatur på 26 oC året rundt. Det bedste vejr er i vores sommer, men I kan komme her hele året. Regntidens byger i december og januar er måske heftige, men den, der i ny og næ åbner for bruseren fra oven, sørger altid for en behagelig temperatur på vandet. Bali er en gave fra Guderne. Glæd jer til en fantastisk rejse.

UBUD - KULTUR OG NATUR

Omgivet af risterrasser i det smukke højland ligger Ubud, der for mange er højdepunktet på Balirejsen. Ubud har en lang kunstnerisk tradition med kunstskoler, gallerier, museer og enestående kunsthåndværk med træskærerier, batik og sølv både i byen selv og i områdets landsbyer som Celuk og Mas.

Her er et pulserende marked, og hver eneste dag kan I opleve Balis traditionelle danse. Ubud byder også på mange muligheder for udflugter ud i den enestående natur som Sayangslugten, hvor Agung-floden skærer sig igennem. Her er river rafting på et niveau, hvor alle kan være med. I abeskoven kan I gå en smuk tur i junglen, men hold på hat og briller, for makak-aberne er frækkere end politiet tillader. Og i Bali Bird Park kan I opleve 250 fuglearter og 2.000 forskellige tropiske planter. Vores rejsekonsulenter kan fortælle om meget mere, men husk nu at sætte tid af til at gå en tur langs rismarkerne, til at se på livet - og tage del i det.

DET FREDFYLDTE NORD

Kører I fra Ubud mod nord, kommer I gennem charmerende landsbyer og skønne naturscenerier. I kan stoppe ved kaffeplantager, nellikedyrkere og flotte vandfald som GitGit, der i virkeligheden er tre vandfald på stribe, hvor det største sender kaskader af vand 40 meter ned fra klippen.

Se også den utroligt smukke Bratan-vulkansø med det fine Ulun Danu-tempel. Ude ved kysten er strandende sorte af vulkansk sand, og især Lovina er populær - også hos delfinerne ude i vandet. Mod vest ved landsbyen Banyupoh ligger den smukke Pantai Gondolstrand med god snorkling på revet. En helt særlig badeoplevelse kan I få i de varme kilder i . Otte dragehoveder giver vand til det øverste og varmeste bassin, fem til det næste, mens en tre meter høj drage sørger for vand til det sidste bassin.

DE GYLDNE STRANDE I SYD

Balis strande er fine, men forvent ikke kridhvidt pulversand og bountystemning. Vandet er dog så turkisblåt, som det skal være. Solen bager. Og der kan bygges overdådige sandslotte! På den sydlige østkyst er nogle af de bedste og mest børnevenlige strande med Sanur som en af de mest populære. Helt mod syd på halvøen Bukit Badung er også gode strande ved byerne Jimbaran med de gode fiskerestauranter, Tanjung Benoa på toppen af en lang halvø og ikke mindst Nusa Dua, der også er stedet, hvis I har golfkøllerne med.

Den sydlige østkyst er beskyttet af rev, der giver en rolig brænding, og der er en fascinerende tidevandsforskel, så I bader ved højvande og sopper ved lavvande. På vestkysten med surferstrandene Kuta, Legian og trendy Seminyak går bølgerne til gengæld højt både på land og til vands. Her er gang i den, men også gode restauranter som det stilfulde fusionskøkken på Ku De Ta nord for Seminyak. Har I været på Bali før, vil I opleve, at mange af strandene er blevet renoveret de sidste par år.

DET TRADITIONELLE ØST

Hvis I vil tæt på den mest traditionelle kultur og levevis på Bali, skal I opleve Amlapura og de mange landsbyer i dette område. Det ville være nedladende at sige, at tiden har stået stille, det hele kører bare i et mere originalt gear.

Vores rejserådgiver Margits svigermor har en stand med ris, sukker, mel og kaffe på markedet i Amlapura. Og bliver I sultne, har hendes svoger en restaurant i Candi Dasa. Han tilbereder gerne en specialmenu med betutu bebek, hel ristet and i bananblad, efterfulgt af dadar gulung, traditionelle pandekager i alle farver med kokos og palmesukker og måske en kage fra markedet.

Vil I slappe af, er der ikke langt til de kongelige vandhaver, Tirtagangga, med varme kilder, fontæner, badebassiner, fine skulpturer og nogle af øens smukkeste risterrasser.

NATIONALPARKEN I VEST

Nationalparken Taman National Park Barat er en 760 km² stor tropisk skov i det vestlige hjørne af Bali. Store dele af nationalparken ligger uberørt hen. Der er dog et stisystem for besøgende, og I kan leje en guide til at gå med jer på fotojagt efter aber, flyvende hunde desmerdyr, op til to meter lange varaner, fugle og en heldig gang også en vild bøffel eller en Bali-hjort. Med til nationalparken hører også den ubeboede ø Pulau Menjangan, hvor der er snorkling og super dykning på revet, ja, måske den bedste dykning på hele Bali.

BALIS VULKANER

For os danskere er en vulkan altid et fascinerende symbol på naturens største kræfter så langt fra den natur, vi ser til daglig. På Bali er der mange vulkaner, og alene på midten af øen stikker seks af dem mere end 2.000 meter i vejret. Gunung Augung er den største med sine 3.142 meter, men Gunung Batur er den mest besøgte. Start ved halvfiretiden om morgen og oplev solopgangen fra toppen med den store Batur-sø for dine fødder. Storslået!

BALIS TEMPLER

Overalt på Bali er der templer, hvor balineserne beder og ofrer til deres guder. Hvert et hus har sit hustempel. Der er templer i samtlige landsbyer.Og de store regionale templer. Det største er Besakih ved Gunung Agungvulkanen, men spring det over.

Her er for mange turister. Se i stedet det smukke Uluwatu-tempel på klippen på Balis sydspids. Og Tanah Lot på den sydlige vestkyst! Det er så smukt i solnedgangen. Det tip er der andre end jer, der har fået, men her er plads til alle. Men vælger I i stedet at komme her om morgenen, kan I nyde stemningen og tale med guderne i fred og ro. Hvis I besøger Gunung Batur-vulkanen, så læg også vejen forbi Ulun Danu Batur-templet, der er Balis næststørste.

Tal med vores Bali-eksperter om det, I gerne vil opleve, så skræddersyr de Bali-rejsen efter jeres ønsker og drømme.

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, kig forbi Folke Bernadottes Allé 7 i København eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.