Ecuador kan lidt firkantet opdeles i fire klimazoner: Stillehavskystens tropiske varme, højlandets køligere klima i Andesbjergene, regnskoven i Amazonas og ikke mindst Galapagosøerne.
Stillehavskysten - La Costa. Brede strande, uberørte bugter og farverige kystbyer som Guayaquil og Manta præger denne del af Ecuador, der er kendt for sine varme temperaturer på 25–32°C året rundt – og de mest markante forskelle på regntiden og den tørre sæson.
Andesbjergene – La Sierra. Højlandet i Ecuador byder på fortryllende bjerglandskaber, vulkaner og kolonitidsbyer som Quito, der ligger 3000 meter over havets overflade. Heroppe er vejret kendetegnet ved et behageligt højlandsklima, som ofte døbes det evige forår med relativt konstante dagtemperaturer på 15–22°C og kølige nætter med 5–10°C. Den tørre sæson byder på solrige dage og klar himmel, mens regnsæsonen bringer hyppige byger, især om eftermiddagen.
Amazonas. Regnskoven i Ecuador byder på fugtigt og varmt vejr året rundt med temperaturer på 25–35°C. Regnen falder året rundt, men er kraftigere fra april til juli, mens det historiske har regnet lidt mindre fra december til februar og igen i august og september.
Galápagosøerne. De verdenskendte Galapagosøer ligger knap 1000 km vest fra Ecuadors Stillehavskyst og er hjemsted for et helt utroligt og enestående dyreliv, både over og under havoverfladen.
Herude, midt i Stillehavets havstrømme, gælder andre regler for vejret end på fastlandet. Sæsonerne på Galapagos opdeles typisk i en varmere regnsæson fra december til maj, 25–32°C med lejlighedsvise byger og en køligere tørsæson fra juni til november med 20–27°C.
I kan læse meget mere om vejret i Galapagos her og i vores lille guide om de bedste dyreoplevelser på Galapagos – måned for måned.