
Der er mange naturskønne New Zealand oplevelser, men på denne føler I friheden og storheden i naturen på en måde, I sjældent vil få mulighed for. I vil nemlig komme steder, som man kun kan komme til efter 3 dages vandring. Eller med en lille, gult Cesna flyvemaskine!
En af de mest unikke New Zealand oplevelser
Stedet er Makaroua ved den nordlige del af Lake Wanaka. Her letter I fra en græsmark og flyver mod utroligt smukke Siberia Valley i Mt. Aspiring National Park. Dalen forkæler øjet med sneklædte bjergtoppe, gletsjere og en rå og uspoleret skønhed. At flyve over det er dybt betagende. Endnu mere betagende er det dog at blive sat af i dalen og se flyet forsvinde igen.
Vandretur i Siberia Valley
Inden flyet letter, får I anvist ruten, I skal vandre mellem bjergene og gennem en lille flod, så hav et par sandaler med, så I kan fortsætte i tørre sko. Målet er et stort træ, som I så fra luften, og I er her efter 3 timers skøn vandring i en natur, der er så stille, at det nærmest larmer.
I speedbåd ad Wilkin River
Fremme ved målet brydes stilheden dog pludselig af et brøl fra en motor. Det er signal til næste højdepunkt på listen over jeres mange New Zealand oplevelser ud over det sædvanlige. I skal på en sjov og adrenalinpumpende tur ned ad Wilkin River. Efter 30 minutter i den sejlende raket er I tilbage ved jeres bil.
Se rejsebrev fra Nyhavn Rejsers egen tur med Siberia Experience