Glæd jer til:
Ægte barfodsluksus og store villaer med pool
En af verdens smukkeste udsigter
Smuk natur og autentiske omgivelser på Koh Yao Noi
Gourmetmad og masser af friske råvarer
Thailandsk kogekunst hos lokal ekspert
Six Senses Yao Noi på Koh Yao Noi ligger blot 45 minutters betagende tur med speedbåd fra Phuket, men atmosfæren er uendelig langt fra det hektiske turistliv. Når I ankommer til , byder jeres private butler jer velkommen til et ophold med gourmetoplevelser, romantik og ikke mindst en stor villa med privat pool.
Autentisk stemning på Koh Yao Noi
Koh Yao Noi er en stor tropeø midt i den smukke Phang Nga-bugt. Livet går sin rolige gang i øens søvnige landsbyer og fiskersamfund, og I mærker tydeligt det autentiske miljø, når I går, cykler eller kører rundt på øen.
Udsigt i verdensklasse
I tror næsten ikke jeres øjne, når I første gang kører i den lille golfbil op på toppen af bakken, Six Senses Yao Noi ligger på. Her ligger "The Hilltop Reserve" - oprindeligt en eksklusiv villa, men nu fællespool og restaurant. Det er vitterlig en "once in a lifetime"-oplevelse at springe i den store pool, svømme hen til kanten og fortabe sig i udsigten.
Mellem svømmeturene kan I nyde snacks og frokost her. Når dagen går på hæld, er det et fabelagtigt sted at nyde solnedgang og cocktails. Og bliv bare til aftensmad. Menuen er en blanding af det internationale og det lokale køkken med stærk fokus på friskfanget seafood med urter og grøntsager fra resortets mange økologiske haver.
det thailandske køkkens hemmeligheder
Barfodsluksus - på den uformelle måde
Få hoteller i verden formår at integrere alle luksusbegrebets små detaljer i et så afslappet koncept som Six Senses. Det er overdådigt og usnobbet på samme tid. Betjeningen og servicen er i særklasse på en befriende og uanmassende facon.
Her er ingen dresscode. Shorts og bare tæer eller sandaler er det mest gængse både på stranden og i restauranterne. Villaernes rustikke karakter fuldender følelsen af ægte barfodsluksus.
harmoni og balance
Overalt på Six Senses Yao Noi mærker I magien og balancen i samspillet med naturen. Se bare den lille flettede kurv på jeres værelse. Tag den med om morgenen, hent selv jeres æg i hønsegården og lad kokken tilberede dem. Måske en lille detalje, men absolut ikke i den store sammenhæng, hvor Six Senses konstant arbejder for at mindske afstanden mellem jord og bord.
Børn spiser gratis
Børn (0-11 år) spiser gratis under hele opholdet, hvis de vælger buffet eller børnemenu. Gælder alle rejseperioder på nær ophold over jul og nytår.
Er I faldet for Six Senses' koncept, men synes Koh Yao Noi ligger lidt for langt fra byliv? Så overvej i stedet Six Senses Samui. Rejser I med børn, bør I kigge nærmere på Soneva Kiris ultimative og familievenlige barfodsluksus.