Den enkle fortolkning af luksusbegrebet
Det er overdådigt og usnobbet på samme tid. Betjeningen og servicen er usammenlignelig, men på en afslappet og befriende, uanmassende facon. Men her bliver man selvfølgelig også betragtet som gæster og personalet som værter.
Her er absolut ingen dresscode og shorts, og bare tæer eller sandaler er det mest gængse - både på stranden og i restauranterne. I samspil med villaernes rustikke, nærmest Robinson Crusoe-agtige, karakter, gør det resortet til noget helt igennem særligt. Det er med andre ord barfodsluksus, der bevæger sig i en helt anden sfære end alt andet, der ellers kalder sig luksuriøst.
De 55 villaer, alle med egen pool, er fordelt rundt på en bakketop. Nogle byder på fantastiske havudsigter, mens andre vender mod øens frodige jungle. Alt er bygget i naturmaterialer og integreret i den eksisterende natur, så man på afstand kun diskret fornemmer tilstedeværelsen af resortet.
Når solen banker ned fra en skyfri himmel, er det forfriskende at indfinde sig på resortets strand, hvor vandet og den lette havbrise køler tiltrængt i den bagende sol.
Hvis I vil bruge noget af dagen mere aktivt, er her et stort udbud af diverse vandsportsaktiviteter, her er mulighed for at komme med en lokal longtailbåd til en øde strand, hvor I kan solbade og snorkle.
Eller I kan tage på cykel eller bil rundt på øen, der byder på tropisk jungle og små lokale fiskerlandsbyer.