
Glæd jer til
San Francisco med besøg på fængselsøen Alcatraz
Havoddere, sæler og hvaler
Disneyland, filmstjernernes Hollywood og USS Midway
Familievenlige 3*-4* hoteller med god beliggenhed og pool
Bil med god plads og godt udsyn fra bagsæderne
USS Midway er en 298 meter lang krigsmaskine, hvis man har de mere brutale ord fremme. USS Midway har dog også været en vigtig spiller i bevarelsen af fred og stabilitet. Arbejdssted for flere end 200.000 marinere gennem tiden. Og den sidste udvej den sidste dag i Vietnamkrigen.
Kan I allerede her fornemme historien og følelserne? De bliver kun forstærket, når I går om bord fra kajen i San Diego.
USS Midway blev besluttet bygget under Anden Verdenskrig, men nåede aldrig i kamp her, for krigen var heldigvis slut, da USS Midway blev søsat. Siden har USS Midway sejlet på operationer i Stillehavet, Atlanterhavet og Middelhavet.
USS Midway var f.eks. med i operationer ved gidseltagningerne i Iran i 1979 og ved Golfkrigens Operation Desert Shield og Operation Desert Storm. I radarrummet i tårnet, The Island, er det et øjebliksbillede fra en af dagene under golfkrigen, der kører på radarens skærm.
Både under dæk og oppe på dæk er historiske fly og helikoptere. Flyene står side om side med vingerne klappet op som sommerfugle. Det giver plads til flere fly. En F8 Crusader står med en mund som en hvalhaj og nærmest beder om, at man stikker hovedet ind for at se, om der er lys i den anden ende.
Læg mærke til krogen bag på flyene, der griber fat i de wires, som bremser flyene under landing. Helikopterne har nemmere ved at lande, og I kan sætte jer ind i flere af dem. Forestil jer at være spændte på vej til en mission – eller lettede på vej den anden vej tilbage mod USS Midway.
Under dæk skiller ét fly sig markant ud. En Bird Dog, der er en ombygget Cessna-privatflyver. Vi vil ikke afsløre det hele her, men historien omfatter den vietnamesiske pilot Buang-Ly He, hans kone og børn på 1-6 år, nogle papirsedler med bøn om hjælp og 3 helikoptere, der bevidst blev skubbet i havet for at give plads. Bare et af mange dramaer på USS Midway.
I får alle historierne, efterhånden som I bevæger jer rundt. I kan starte under dæk med en gribende 20 minutter lang film, og bagefter får I udleveret audioguides, hvor I selv styrer, hvilke fortællinger, I vil have hvornår. Overalt er passionerede frivillige klar til at dele deres egne og skibets historier.
I kan komme ned i maskinrummet, se soverummene, kaptajnens suite og meget mere. Giv jer endelig tid til The Island Tour, hvor I kommer helt op i tårnet. I vil opleve, at rorsmanden ikke kunne se, hvor han sejlede, men helt og holdent måtte stole på sine ordrer. Glæd jer til indblik i denne forunderlige verden.
Alt på denne rejse til USA kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til USA.