XL Bali Hotel Damai Lovina Yoga

Beretning

Når freden sænker sig over Bali

af Gæsteblogger

Damai betyder fredfyldt. Og det er præcis den følelse, der breder sig i din krop i det paradis, som danskeren Nils Norman har skabt på de jungledækkede bjergsider syd for Lovina på Bali.

Vi nyder de stilfulde villaer og den smagfulde gastronomi – og at vågne op i baronens seng.

Fortalt af Claus Eriksen

De gode ting i livet

Resortet The Damai er dedikeret til de gode ting i livet. Skønhed, fred og gastronomi. Velvære. Ting, der er værd at søge længe efter. Har du ikke en transfer med chauffør, kan du også risikere at skulle lede lidt efter resortet. Det ligger i Balis jungleklædte højder 3-4 km fra Lovinas strande med det mørke, vulkanske sand.

Hard to find, hard to leave

Resortets slogan er da også “Hard to find, hard to leave”, fortæller hotellets general manager, der viser mig rundt i de smukke omgivelser, hvor 14 villaer gemmer sig i den tætte vegetation. Flere med privat pool og fantastisk udsigt mod kysten.

Great view and great food

”Great view and great food” er nøgleværdier for resortet kombineret med sublim service og en gennemført indretning, der får gæsten til at føle sig hjemme. Her er hyggelige bungalows og overdådige poolvillaer med en 300 m2 stor villa som perlen – paladset over dem alle. Den vender vi tilbage til.

Intet er overladt til tilfældighederne

The Damai er designet af den danske arkitekt Bibi Holm i samarbejde med lokale eksperter og med inspiration fra balinesisk arkitektur. Resultatet er stilfuld international luksus i et gennemført design.

Fine tekstiler og masker går igen overalt som elementer i en udsøgt udsmykning, der skaber en stemning af elegance og balance.

“Intet er overladt til tilfældighederne fra indretning og butlerservice til iPod-docking og 100 % dækkende WiFi. The Damai er sig sin målgruppe bevidst.”
Claus Eriksen

Forretningsmanden har brug for internetforbindelsen – også på ferien. Og også ved poolen.

Junglelignende park

En hær af gartnere er konstant i aktivitet for at pleje de økologiske urtehaver og trimme de mange haveanlæg i den jungleagtige park. En flod gennemskærer resortets fire hektar store område mellem urtehaverne og poolvillaerne, hvilket er udnyttet til at skabe en romantisk træbro.

Sikkert formsprog

En flok keramiske grise er på vej til deres fodertrug med vandhyacinter. Små Buddha-figurer og et utal af keramiske krukker er nøje ”efterladt” i bedene og på de fine plæner, der slås med segl strå for strå for ikke at forstyrre gæsterne med plæneklippere.

De fuldender det sikre formsprog, der stilfuldt signalerer, at dette er et sted for forelskelse, forkælelse og fordybelse.

Gastronomi med overraskelser

The Damai er berømt for sit køkken. Blandt leverandørerne af de friske råvarer er resortets økologiske haver og deres egen farm med kaniner, duer, snegle og krebs. Køkkenet skaber både lokale delikatesser og fusioner af det asiatiske og vestlige køkken. Der er en vegetarisk menu, en stor børnemenu, en balinesisk treretters menu, der skifter hver dag, og et stor à la carte-menukort.

Middag i stearinlysenes skær ved poolen

Hver aften tændes et lille bål ved poolen, hvor vi har reserveret bord den første aften. Fine lys dukker op i træerne, når mørket sænker sig, og stjernerne følger hurtigt efter. I det fjerne kan vi høre bønnen fra en af Nordbalis moskeer. 80 % af befolkningen er hinduer, og de sidste 20 % fordeler sig mellem kristne, buddhister og muslimer.

Vi vælger en femretters tasting menu med tunatataki og risotto som forretter. Vores veje skilles mod bouillabaisse Bali style og rack of lamb ved hovedretten for igen at mødes med guava, limetærte og chocolate treat til dessert. Hver ret er en fryd for øjet, og det smukke og rustikke service vekslede lystigt mellem sort og hvidt, rundt og firkantet.

Undersell, overdeliver

En af resortets værdier er ”undersell, overdeliver”. Undervejs får vi da også flere overraskelser med bl.a. gazpacho og tre slags brød med humus og tomattappanade. Retten med det enkle navn ”guava” dækker over cremet guavais med chokolade bisquit, passionsfrugt og chokoladenudler serveret i en kold pink guavasuppe. Velbekomme.

Spabehandlinger, yoga, …

Hver lørdag og onsdag kan du deltage i gratis Hatha yoga træning for begyndere med The Damais yogatræner. Onsdag og lørdag er der gratis undervisning i traditionel balinesisk dans.

Du kan naturligvis også få din private lektion i yoga, ligesom The Damai tilbyder et omfattende spa- og skønhedsprogram med behandlinger både i den smukke spa og privat i villaen. The Damai har særlige tilbud til bryllupsrejsende med massage, vin og en gave ved afrejsen. The Damais samarbejde med lokalsamfundet betyder desuden jævnlige besøg af balinesiske børn, der danser.

Udflugt til kloster og kilder

En af formiddagene tager vi på udflugt til det fredfyldte buddhistiske tempel og kloster Brahmavira Arama og bagefter til de varme, vulkanske bade Banjar Hot Springs, der er en fantastisk, afslappende oplevelse. Det hellige vand falder gennem flere bassiner bl.a. via store dragehoveder, der er klar til at give dig dejlig vandmassage.

Herudover tilbyder The Damai en lang række udflugter og naturligvis kokkeskole. Balis bedste snorkling ved Menjangan Island er også inden for rækkevidde.

En dag i eget palads

Som nævnt er den ene af villaerne, Umah Raja, på ca. 300 m2 med stort poolområde med to pools, terrasse, en skøn bale samt en enestående udsigt mod kysten. Villaen har tre soveværelser med hvert deres kæmpestore badeværelse, så den er perfekt til flere par eller generationer, der gerne vil bo sammen.

Her er spisestue og dagligstue og stort videotek i underetagen med en overflod af DVD-tilbud. Vi får lov til at tilbringe en dag her. Og The Damais roomservice sørger for, at vi ikke behøver forlade vores palads unødigt.

Baronens seng

Da vi lægger os til at sove i villaens master bedroom med den enorme himmelseng skabt af rustikt tømmer fra Java, er det med en helt særlig royal følelse. HKH Prins Henrik har ligget her før os. Kald bare vores oplevelse for Jeppe på bjerget, men vi nyder hvert sekund i baronens seng.

Vores næste stop på Bali er Tandjung Sari Sanur, hvor HM Dronning Ingrid har boet, men det er en helt anden, royal historie…

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, kig forbi Folke Bernadottes Allé 7 i København eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.